Det er nok mest sigende for verdens omfattende streamingkataloger, at der er for meget at vælge imellem.
Alligevel er det længslen efter alt det, man ikke kan få, der kan have det med at fylde mest. For i 2025 er der stadig en vedblivende gruppe af ustreamelige film, der af forskellige distributions- og rettighedsmæssige årsager ikke er at finde digitalt i Danmark.
Indtil for nylig var et af kroneksemplerne Danny Boyle og Alex Garlands zombiefilm ‘28 Days Later’, der dog endelig er kommet på streaming i forbindelse med fortsættelsen ‘28 Years Later’. Helt lokalt og aktuelt mangler »to af 00’ernes vildeste danske film«, da hverken ‘Dag og Nat’ eller ‘Bang Bang Orangutang’ af Simon Staho kan ses digitalt.
Det er selvfølgelig forkert at hævde, at en film ikke findes, hvis man ikke kan streame den.
Hvor der er vilje, er der vej, og der er masser af mere eller mindre legitime måder at udvide sin filmhorisont på. Man kan købe fysiske eksemplarer eller afsøge skattekister som Criterion Channel og gratismediet Tubi via mindre VPN-tricks.
Man kan finde hele film i oftest forfærdelig kvalitet på YouTube eller streame dem ulovligt (hvilket en femtedel af unge mellem 15-25 gør månedligt ifølge en ny undersøgelse). Det er kun fantasien, der sætter grænser for en fuldblodscineast.
Der er selvfølgelig også noget unikt over, at nogle titler ikke kan ses når som helst og hvor som helst, men kræver engagement og interesse fra seerne. Der er ingen, der ignorerer fantastiske fysiske løsninger som biografvisninger og dvd’er. Det er bare ikke dem, det handler om her.
For de bemærkelsesværdige huller i streamingkataloget er stadig problematiske. Realiteten er, at filmklassikere såvel som oversete mesterværker bliver ved med at strande et sted mellem fortid og nutid, hvis de ikke kan ses på almindelig streaming.
Og i stedet for at argumentere for analoge løsninger på digitale problemer kan man også bare insistere på, at det faktisk burde være en form for menneskeret at have ubesværet adgang til samtlige af følgende film.
‘Reprise’
Mange betragter stadig Joachim Triers debut ‘Reprise’ fra 2006 som hans bedste film. Ulig den norske mesters andre film har fortællingen om de uforglemmelige unge aspirerende forfattere Philip og Erik, og deres ivrige ambivalente møde med voksenlivet, ikke kunnet streames i Danmark i mange år.
Da Triers fancirkel senest blev udvidet med mesterværket ‘Verdens værste menneske’, krævede det således adgang til en dvd – og værre endnu noget at afspille den på – hvis man ville udforske nøgleværket. Biografen Gloria diskede op med en reprise sidste sommer, som de godt må gentage.
For hvor ‘Reprise’ på det kraftigste kan anbefales, kan det samme på ingen måde siges om at bestille en dvd-version hjem fra biblioteket. Den, jeg fik, gik i hak.
‘Muriel’s wedding’
Bryllupsfilmen som fænomen havde kronede dage i 1990’erne, men desværre har instruktør P.J. Hogans amerikanske hit ‘My Best Friend’s Wedding’ overskygget hans overlegne australske gennembrudshit ‘Muriel’s Wedding’.
I eftertiden har filmen også tabt momentum i den popkulturelle bevidsthed og er nærmest glemt sammenlignet med eksempelvis britiske ‘Fire bryllupper og en begravelse’, der fik premiere samme år. Og et potentielt comeback er stærkt udfordret af, at den har været utilgængelig på streaming i årevis.
Således skal man næsten gøre sig ulovligt umage for at få lov til at se en 22-årig Toni Collette i sin gennembrudsrolle som den uheldige brudepige og glødende ABBA-fan Muriel, der er komisk besat af at blive gift. Midt i den fjollede besættelse tager filmen dog også en alvorlig drejning, ingen af dens genrefæller kan måle sig med.
‘Muriel’s Wedding’ bør indlemmes i pantheonet af uforgængelige millennium-rewatches, men holdes på nuværende tidspunkt som nowatch-gidsel.
‘Bowling for Columbine’
Selvom Michael Moores store Oscar-vindende dokumentar om den amerikanske våbenkultur har 23 år på bagen, er den desværre kun blevet mere relevant.
I ‘Bowling for Columbine’ bruger instruktøren massakren på Columbine High School i 1999 (der indtil 2012 var det drabeligste skoleskyderi i historien) som afsæt til en genial undersøgelse af alle de foranstaltninger, der muliggør og avler den voldsspiral, som stadig plager USA i dag.
Selvom Michael Moores ironiserende dokumentar-shtick muligvis blev en smule overeksponeret op igennem 00’erne, hvor populariteten toppede med ‘Fahrenheit 9/11’, kan man i dag godt savne provokatøren, der brugte hele sin Oscar-pristale på at udskamme George W. Bush og kalde det politiske landskab i USA omkring Irak-krigen for »fiktionslignende« (med buhråb fra salen til følge).
Selvom man ikke kan se ‘Bowling for Columbine’, kan man heldigvis godt se Michael Moore på talerstolen.
‘Short Cuts’
Det er måske ikke ligefrem, fordi horder af mennesker lider dagligt afsavn efter at se Robert Altmans mere end tre timer lange og svært opsummerbare filmatisering af Raymond Carvers novellesamling ‘Short Cuts’ på streaming.
Men det er måske først og fremmest, fordi de ikke ved, hvad de går glip af.
Den filmiske mesterfletters stemningsmættede multiplot-film er en selvskreven følgesvend for fans af efterkommere som ‘Pulp Fiction’ og ‘Magnolia’. Og selvom det i høj grad også er en film, der kalder på biograffordybelse, er det filmhistorisk uheldigt, at den er så svært tilgængelig.
I det skæbnesvangre storværk om mænd og kvinder i Los Angeles finder man desuden gyldne præstationer fra et imponerende og virkelig omfattende ensemblecast, der blandt andet rummer meget tidlige præstationer fra blandt andre Julianne Moore og Andie McDowell.
’Under the Skin’
Jonathan Glazer vandt en Oscar og fik generel global hæder for sin isnende holocaust-film ’The Zone of Interest’.
Skulle det give lyst til at gå på opdagelse i den visionære britiske instruktørs tidligere film, er den dårlige nyhed, at det … kan man langt hen ad vejen ikke.
Vi kan til nøds acceptere, at hans ret så uforlignelige debut ’Birth’ med Nicole Kidman fra 2004 er umulig at opdrive på streaming (det har den vist næsten altid været), men at hans til stadighed absolut bedste film glimter ved sit fravær er direkte skandaløst.
Vi taler selvfølgelig om ’Under the Skin’, den kultdyrkede film fra 2014, hvor Scarlett Johansson spiller et rumvæsen på jagt efter mænd, hun kan fortære. Vi gav filmen topkarakter, da den fik en forsinket dansk premiere i Cinemateket i 2015, og da vi to år efter bad 100 prominente danske filmfolk pege på de bedste film siden årtusindskiftet, kom den med i top 50.
Glazers lige dele foruroligende og gudesmukke æstetik var et nybrud, der har sat tydelige spor i filmkulturen efterfølgende. Bare ærgerligt danskerne ikke kan opleve det ved selvsyn på streamingtjenesterne.
‘Kids’
Da ‘Euphoria’ blev en sensation i 2019, blev HBO-serien igen og igen sammenlignet med Larry Clarkes ‘Kids’ fra 1995 med manuskript af 22-årige Harmony Korine. Og som reference har ‘Kids’ det med at blive taget for givet, selvom den for mange generationer har været relativt utilgængelig.
Den grænsesprængende teenagefortælling er nærmest notorisk ustreamelig, selvom den for alle, der har set den, giver genlyd i enhver moderne problemfilm.
I 2021 fortalte den rammende dokumentar ‘We Were Once Kids’ historien om den mørke bagsiden af historien. Den kan man heller ikke se nogen steder.
‘Happiness’
Når man skal beskrive Todd Solondz’ ‘Happiness’ fra 1998, giver det udmærket mening, at den ikke er bredt tilgængelig på streaming og aldrig har været det. Og når man forsøger at argumentere for, hvorfor den burde være det, lyder man let som en psykopat.
Todd Solondz vender vrangen ud på den amerikanske glathed med afsæt i tre søstre, der fungerer som fluepapir for det moralsk forkastelige. Den ene har det perfekte New Jersey-familieliv med den væsentlige undtagelse, at hendes mand lever et dobbeltliv som pædofil på rov efter deres søns venner.
En anden er en succesfuld forfatter, der bliver optaget af en telefonblotter spillet af Phillip Seymour Hoffman. Den sidste er en retningsløs sproglærer og skruebrækker, der i filmens første scene er på en date så dårlig, at bejleren begår selvmord.
Hvis man ikke er solgt efter Jon Lovitz’ monolog om at være »shit« eller »champagne«, kan man lige så godt slukke. I en tid, hvor det tåkrummende og usympatiske er blevet fuldstændig mainstream, bør man kunne se ‘Happiness’ for at få kalibreret sit kunstneriske cringekompas.
‘Ghost World’
Det er utvivlsomt i ‘Ghost World’s indie-ånd, at alle ikke bare kan se den.
Filmen følger de to nørdede antiautoritære veninder Enid og Rebecca, der i totalt modstrid med den amerikanske livskalender ikke er taget på college, men i stedet flytter hjemmefra sammen. En sjælden sabbatårsfortælling med kvindelige driverter i centrum, der føles mindst lige så relevant og morsomt urovækkende i dag, som i 2001 hvor den fik premiere.
I hovedrollen som Enid finder man den i dag tilbagetrukne barnestjerne Thora Birch side om side med en kun 17-årig Scarlett Johansson. I kedsomhed søsætter de en led prank med en ensom ældre mand i centrum, som Enid dog langsomt bliver så besat af, at det skaber splid i venskabet.
‘Ghost World’ har Hollywood-stjerner med babyface, hængud-stemning med perfekt y2k-æstetik og en platonisk kærlighedstrekant med Steve Buscemi som usandsynlig katalysator. Det eneste, man mere kan ønske sig, er en dansk streamingpremiere.
‘This Is Spinal Tap’
Der er virkelig mange gode ting at sige om ‘This is Spinal Tap’. Den regnes ofte for en af de bedste komedier nogensinde, den varer kun 72 minutter og er kun et blandt mange mesterværker fra instruktørveteran Rob Reiners hånd, der også har skabt klassikere som ‘When Harry Met Sally’ og ‘Stand By Me’.
Det er den moderne mockumentarys moder, der følger det fiktive britiske rockband Spinal Tap, hvis forstærkere kan skrues helt op på 11, hvilket mange mennesker går rundt og siger uden at ane, at det er på grund af 80’er-filmen.
Det eneste dårlige, der er at sige om ‘This Is Spinal Tap’, er, at man ikke kan streame den i Danmark. Forhåbentlig bliver det dog snart lavet om, da der er en toer på vej med premiere i år, hvor bandet samles igen.
‘Hoop Dreams’
Siden Netflix’ kæmpe hit med Michael Jordan-dokumentaren ‘The Last Dance’ er streaminglandskabet blevet tæppebombet med sportsdokumentarer, der ikke når den til sokkeholderne.
Med den enorme industri, genren er blevet, er det derfor også endnu mere skandaløst, at ‘Hoop Dreams’ – den måske bedste basketball-dokumentar nogensinde – ikke er til at streame herhjemme. Her følger instruktør Steve James de to lovende baskettalenter William og Arthur, fra de er 14 til 19 år gamle, mens de kæmper en uretfærdig kamp for at opnå den ultimative drøm om at blive professionelle NBA-spillere.
I dag er de årelange dokumentarprojekter ikke helt så sensationelle som i 1994, men ‘Hoop Dreams’ er i en liga for sig som kernefortællingen om, såvel som antitesen til, alt det, sport repræsenterer i den amerikanske historie og forestillingsverden. Her er det bare unikt legemliggjort af to helt ægte drenge.