TENDENS. I en allerede meget omtalt linje fra sit kommende album, ’Lost Weekend’, synger Phoebe Bridgers: »She can pretend to be me / Since she took my place in my bed, on that stage«.
Linjen er vidt og bredt blevet tolket som en stikpille til singer/songwriter-kollegaen Gracie Abrams, der lige nu dater skuespilleren Paul Mescal, som Bridgers tidligere har dannet par med, men langt mere interessant er den en italesættelse af det, der burde være åbentlyst for de fleste: At Abrams har skelet mere end bare en lille smule til Bridgers’ lyd og sangskrivning.
Indflydelsen fra Bridgers er overalt på Abrams nye album, ’Daughter from Hell’. Den er til stede i Abrams luftige, småmonotone vokal, i de ordrige teksters kombination af hverdagsdetaljer og abstrakt livslede, i arrangementerne, hvor den akustiske folk-instrumentation hele tiden bliver ornamenteret af psykedelisk elektronik.
Og Abrams er langt fra den eneste, der i løbet af bare det seneste år har udgivet musik, der lyder inspireret af Phoebe Bridgers.
Det er svært at høre de ambiente folk-klange på Lizzy McAlpines nye single ’The Light in the Painting’, de akustiske ballader på Conan Grays ’Wishbone’ eller, ja, alt fra vokalen til produktionen til sangskrivningen på Searows nye ’Death in the Business of Whaling’ uden at tænke på Bridgers.
Sidstnævnte faktisk i sådan en grad, at jeg kortvarigt mistænkte det for at være et Phoebe Bridgers-album udgivet under et alias.
Hver især viser de, at Bridgers har leveret en hel skabelon for, hvordan folket inderlighed skal lyde i 2026. Det mærker man også på TikTok, hvor der er en hel bølge af mestendels unge kvinder, der spiller deres egne, eksplicit Phoebe Bridgers-inspirerede sange med akustisk guitar, konverserende levering og hverdagspoetiske sortseertekster.
Og så har jeg ikke engang nævnt den bemærkelsesværdige håndfuld af danske musikere, der lyder mindst lige så påvirkede af Bridgers som deres amerikanske kolleger gør. Dem vender vi tilbage til.
Næsten helt væk
Det interessante ved Phoebe Bridgers’ tydelige indflydelse på indiemusiklandskabet er, at den er opstået over en årrække, hvor Bridgers selv i perioder har været næsten helt væk fra det.
I kølvandet på 2020’s mystiske og mesterlige ’Punisher’, et album, som for sin genre – og sin enigmatiske, ofte spøgelsesagtige atmosfære taget i betragtning – var en nærmest uhørt stor kommerciel succes, gjorde hun det modsatte af det, man ville forvente af en stadig fremadstormende stjerne med verden for sine føder.
I stedet for at smede, mens jernet var varmt og udgive endnu et album på for at imødekomme efterspørgslen, koncentrerede hun sin energi om bandet Boygenius med kollegerne Lucy Dacus og Julien Baker, en beslutning, som var svær ikke at læse som et forsøg på at undgå alene at være centrum for rampelyset.
Da Boygenius blev sat på pause i 2024, vendte Bridgers modsat Dacus og Baker da heller ikke umiddelbart tilbage til sin solokarriere, men valgte i stedet at forsvinde fuldkommen i to år.
Beslutning var ikke helt uforståelig. Hendes brutalt personlige og grundmelankolske sangskrivning havde forårsaget en form for parasocial besættelse blandt fans, som grænsede til det uhyggelige.
Da det i 2022 rygtedes, at hun var blevet forlovet, blev nyheden modtaget med sorg og vrede af fans, der havde knyttet sig til hendes ulykkelige kærlighedssange i en sådan grad, at de frygtede hendes lykke. I 2023 blev hun overfaldet af invasive fans i lufthavnen, da hun var på vej til sin fars begravelse. De fleste i den situation havde formentlig også trukket sig fra offentligheden.
Men Bridgers fravær skabte også et tomrum, som hendes kolleger ikke var sene til at forsøge at fylde ud. Det er næppe tilfældigt, at Abrams fik sit store gennembrud, akkurat da Bridgers trak sig tilbage.
Indflydelsen var dog til at få øje på allerede før det. Albumaktuelle Noah Kahan har eksempelvis talt åbent om, hvordan hans sangskrivning ændrede sig radikalt, det øjeblik han første gang hørte ’Punisher’: »Jeg begyndte at give mig selv lov til at være mere specifik«, har han fortalt.
Ligeledes kan jeg ikke lade være med at tænke, at Bridgers må have haft en eller anden for indflydelse på Lordes pludselig omfavnelse af akustisk singer/songwriter-musik på 2021’s ’Solar Power’, hvor Bridgers da også medvirker som harmonisanger. Eller på de porøse, atmosfæriske stemninger på Taylor Swifts indiefolk-sidespring, ’Folklore’ og ’Evermore’.
»Hun er referencen nu«, udtalte Swift selv om Bridgers indflydelse i 2022. Hun skulle bare vide, hvor meget hun ville komme til at få ret.
Bridgers’ danske arvtagere
Taylor Swift har også et bud på, hvad det er, der gør Phoebe Bridgers så unik: »Den måde, hun sammenstiller modstridende temaer som humor og depression, romantik og nihilisme, måden hun kombinerer en øm, følsom levering med en barberbladsskarp tekst. Der er altid et twist«, lyder det.
Det er en ret skarp betragtning, der fint indkapsler Bridgers’ måske største kvalitet: ambivalensen.
Førstesinglen fra det kommende album, ’Lost Boys’, er et godt eksempel. Sangen er et portræt af en fortabt ung mand, der søger mod militæret for at finde mening med sit liv, og den veksler konstant mellem empati og fordømmelse, mens fortællerens blik det ene øjeblik er næsten forelsket, det næste hånligt.
»You told me you wish you were dead / But I don’t believe that / I still wonder how you’re sleeping / I don’t feel bad, but I’m sorry«, lyder det blandt andet.
Den grad af tvetydighed er svær at ramme, og når eksempelvis Gracie Abrams ikke rigtig lykkes med sit Phoebe Bridgers-cosplay, er det, fordi sangenes abstraktionsniveau er for lavt.
Nogle af de kunstnere, der er bedst til at ramme denne særlige Bridgers-agtige form for ambivalens er til gengæld hendes danske arvtagere, heriblandt Kayak, Karoline Funder, Dork og Emily Bowen.
Hver især har de elementer af deres musik, der i forskellig grad minder om Bridgers – ikke mindst vokalmæssigt, hvor de ligesom Bridgers forvandler det let monotone til en unik form for nærvær.
Og så er det svært for mig at høre de surrealistiske klange på Funders debut-ep uden at tænke på de mest atmosfæriske sange fra ‘Punisher’, mens det ikke skulle undre mig, hvis Bowen har skelet bare en smule til indierockede skæringer som ‘Kyoto’ under indspilningen af sit nye album.
Men mest af alt er det sangskrivningen, der får mig til at tro, at Bridgers er en indflydelse. Som åbningsverset fra Kayaks ‘Ind i solen’, hvis tørre, usentimentale deadpan-stil minder en hel del om Bridgers: »I mørket / Hvor vi ryger ud af vinduet / Det må vi ikk’ i den her lejlighed / Den er ikk’ min endnu«.
Ligeledes er der noget umiskendeligt Bridgers over Funder, når hun med en let bedøvet form for indlevelse omtaler et forhold med det verfremdung-agtigt kliniske ord »forhandling«. Ligesom Bridgers er Funder ikke bange for det kyniske og uromantiske.
Det samme gælder Dork, der har omtalt Bridgers som en af sine største inspirationskilder, og som på sin seneste single, ‘E45’, fantaserer om at se sin ekskæreste som et roadkill: »I have found a bridge where I can look over the E45 / And imagine cars running you over and over again«.
Det er den samme brutalitet, jeg forbinder med Phoebe Bridgers’ sangskrivning og sange som ‘Smoke Signals’ og ‘Moon Song’, hvor virkelig smukke arrangementer ligger som et slør over meget, meget dystre tekster. Jeg mener, læs bare her:
»You are sick, and you’re married, and you might be dying / But you’re holdin’ me like water in your hands / When you saw the dead little bird, you started crying / But you know the killer doesn’t understand«.
Sådan kan en kærlighedssang også lyde. I hvert fald, når det er Phoebe Bridgers, der skriver den.
‘Lost Weekend’ udkommer 14. august.