Soundvenue Streamer: Glem solformørkelsen. I genialt gensyn med Jake Gyllenhaal styrer dræbermånen showet

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre.
Soundvenue Streamer: Glem solformørkelsen. I genialt gensyn med Jake Gyllenhaal styrer dræbermånen showet
'Donnie Darko'. (Foto: PR)

1. Fra solformørkelse til dræbermåne 

Glem alt om solformørkelse: I ‘Donnie Darko’ er det dræbermånen, der styrer showet. 

I hvert fald er det Echo and the Bunnymens ‘The Killing Moon’, der slår stemningen fast i filmens allerførste geniale scene, hvor vi møder den titulære teenager, da han vågner på toppen af en bakke som følge af en mystisk søvngænger-udflugt. 

Senere begynder Jake Gyllenhaals original sadboy, Donnie Darko, at få selskab af en fyr i et kaninkostume, der fortæller ham, at verden går under om  28 dage, 6 timer, 42 minutter og 12 sekunder. 

Så styrter et fly styrter ned på Donnies families McMansion, og en ny pige på skolen bliver altafgørende for den unge mands forsøg på at finde ud af, hvilke kræfter der truer verden, som vi kender den. 

Du finder ikke bedre emo-coming of age (»The Catcher in the Rye’ as told by Philip K. Dick«, som instruktør Richard E. Kelly selv beskrev det), og allerede fra nummeret i åbningsscenen ved vi, at det kommer til at handle om at give sig hen til skæbnen, for »he will wait, until you give yourself to him«. Og hvordan Darko erkender det, er en uforglemmelig oplevelse. 

Kultfænomenet fra 2001 (med uheldig premiere måneden efter 9/11) har for tiden repremiere i Gloria-biografen, og syn eller gensyn kan anbefales på det kraftigste. Ellers må man som minimum se den i hjemmebiografen. 

‘Donnie Darko’ kan streames på Nordisk Film+ eller lejes på Blockbuster, Apple, SF Anytime, Viaplay eller Amazon. 

‘Don’t Say Good Luck’. (Foto: Netflix)

2. Skæbnesvangert lommeopkald

Sikke et liv! 

I ‘Don’t Say Good Luck’ spiller nepobaby Sunny Sandlers pigen Sophie: datter af elskelige Melanie Lynskey og Max Greenfield (née Schmidt i ‘New Girl’), der her er ejer af en bagelshop og troligt laver all american breakfast til hele familien om morgenen. Cute familie!

Til at starte med er teenagepigens største udfordringer 1) at score en rolle i skolens opsætning af musicalen ‘Waittress’, og 2) at hendes far hele tiden kommer til at ringe til hende med røven. Indtil et af lommeopkaldene skæbnesvangert afslører, at morens kræftsygdom er tilbage. 

Herfra følger en bittersød forening af en ung piges sorg og skolemusical, der bliver endnu mere seværdig, da et sæt bedsteforældre bestående af Steve Buscemi og Bebe Neuwirth dukker op.

‘Don’t Say Good Luck’ kan ses på Netflix. 

‘A Child of My Own’. (Foto: Luis Antonio Rojas / Netflix)

3. Fake graviditet og skandale 

‘A Child of My Own’ fik premiere på forårets CPH:DOX-festival, men den er næsten selvskrevet til at få anderledes globalt momentum med sin ankomst på Netflix. 

For selvom der er tale om noget på papiret så langhåret som en hybriddokumentar på spansk af en chilensk instruktør, er historien om en kvinde, hvis babylængsel gør hende til omdrejningspunkt i en svindlerisk skandalesag, så dramatisk, at selv glubske truecrime-fans kan være med.  

Den Oscar-nominerede Maite Alberdi fortæller historien om virkelighedens Eleonor Alejandra Marín Mendoza fra Mexico, der efter tre ufrivillige aborter vælger at fake sin graviditet med livsændrende konsekvenser. Men hun genskaber det hele med hjælp fra skuespillere, der opfører den ægte kvindes tragedie i en til tider lidt telenovela-agtig stil. 

Jo mindre man ved på forhånd, jo flere og større er overraskelserne fra start til slut. Og selvom moralen i historien, og hvordan den fortælles, ikke altid føles helt stueren, bør man se den netop for selv at reflektere. 

»Den medrivende historie gør det umuligt at kigge væk«, skrev Soundvenues Jakob Freudendal i sin anmeldelse ved festivalpremieren. 

‘A Child of My Own’ kan ses på Netflix. 

Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af