ANBEFALING. Mens de lune efterårstemperaturer har sat det endelige skifte til vinterhalvåret på pause, er det stadig et umiskendeligt faktum, at sommeren ligger bag os.
Og er du ramt af summer blues, findes der heldigvis et quick fix: et gensyn med én af tidernes absolut bedste animationsserier, ’Gravity Falls’, der i år kan fejre 10-års jubilæum for sin mindeværdige afslutning.
Fra 2012 til 2016 blev Alex Hirschs adventure- og komediemysterie sendt på henholdsvis Disney Channel og den seje søsterkanal Disney XD.
Her blev serien et stort hit og skilte sig ud med sin blanding af mysterier, intelligent humor og overraskende mørke tematikker. Den snuppede to Emmys for animation i de skelsættende afsnit ’Dreamscapers’ og ’Not What He Seems’.
En turistfælde
For de uindviede handler ’Gravity Falls’ om de to 12-årige tvillinger Mabel (Kristen Schaal) og Dipper Pines (Jason Ritter), som sendes på sommerferie til byen Gravity Falls i Oregon af deres forældre for at tilbringe sommeren hos deres brovtne grandonkel ”Grunkle” Stan (Hirsch).
Stan ejer en lokal turistfælde kaldet Mystery Shack, der lokker nysgerrige og godtroende turister såvel som lokale til med overnaturlige skrøner og mytiske genstande, som Stan skamløst kapitaliserer på.
Hurtigt går det op for Mabel og Dipper, at der måske er noget autentisk ved historierne, og de bliver snart konfronteret med alt fra gnomer og tidsrejsende babyer til dinosaurer og toksisk maskuline kentaurer – alt sammen mens en ny tilværelse som teenager lurer på den anden side af sommeren.
I modsætning til så mange andre serier fik ’Gravity Falls’ noget så sjældent som en perfekt tilfredsstillende afslutning.
Men 10 år senere hungrer fans alligevel efter mere ’Gravity Falls’, til trods for at Hirsch har udtalt, at en tredje sæson ikke ligger i kortene. Og mens universet lever videre i tie-in-fiktion som ’Gravity Falls: Lost Legends’ og ’The Book of Bill’, er spørgsmålet, om tv-serien nogensinde får brug for en revival.
En usædvanlig Disney Channel-serie
Selvom ’Gravity Falls’ delte sendeflade med titler som ’Hannah Montana’, ’Dog With a Blog’, ’Shake It Up’ og ’Kick Buttowski’, har Alex Hirschs serie altid skilt sig positivt ud fra Disneys øvrige katalog.
Med sin absurde og metatekstuelle humor, der i løbet af serien refererer til alt fra ’Chihiro og heksene’, ’Say Anything’ og ’Ghostbusters’ til ’Mad Max’ og endda Stanley Kubricks ’Dr. Strangelove’, lignede den til tider mere en sofistikeret Adult Swim-serie målrettet voksne og teenagere end en børnevenlig tegnefilm.
Læg dertil, at serien stilede efter en vibe, der balancerede mellem konspirationsthriller og sci-fi a la ’X-Files’ og ’Twin Peaks’, samtidig med at den heller ikke var bleg for at bevæge sig over i horror, vulgære monstre og vold – i så vid udstrækning Disney ville tillade det.
Hvor mange andre Disney Channel-serier kan du nævne, der har citeret Jean-Paul Sartre og er sluppet helskinnet fra det?
Alligevel gav det mening for serien at høre hjemme på Disney, da den også appellerede til børn og tweens med sine farverige karakterer og energiske humor. På den måde fik den adgang til et bredt publikum, der til gengæld fik en animationsserie, som både var unik og personlig.
Hirsch har fortalt, at han skrev serien med afsæt i, hvad hans eget 12-årige jeg ville elske, og meget af serien er inspireret af hans egen barndom. Blandt andet er Mabel og Stan baseret på Hirschs egen tvillingesøster og hans onkel, mens Dipper er inspireret af ham selv.
Partnerskabet mellem Disney og Hirsch var dog ikke lutter lagkage på de interne linjer. Hirsch har siden været temmelig åbenmundet i sin kritik af studiet, der jævnligt gav ham opfordringer til at ændre i manuskripterne af forskellige årsager.
Han har blandt andet fremhævet kreativt sprogbrug og forskellige jokes, som studiet fandt upassende og forlangte at få ændret til Hirschs store frustration.
Et af de tydeligste skår i forholdet var Hirschs ønske om LGBT+-repræsentation, som han blandt andet forsøgte at få ind i serien gennem de to politibetjente Blubs og Durland. Deres romantiske forhold blev således ved det implicitte frem for det eksplicitte, især på grund af Disneys forbehold.
Kentaurernes man cave
Noget af det, der gjorde ’Gravity Falls’ så speciel, var dens persongalleri.
Serien var befolket af et væld af elskværdige, excentriske og til tider decideret bizarre karakterer, men det særlige var, at de færreste blot fungerede som komiske sidefigurer. I løbet af de to sæsoner fik de hver især lov til at udvikle sig og vise nye sider af sig selv.
Dippers kamp med maskulinitet var en gennemgående del af hans karakter i løbet af serien. Ikke mindst i ’Dipper vs. Manliness’, hvor han bliver oplært af en flok pumpede kentaurer(der bogstaveligt talt bor i en ”man cave”), i hvad det vil sige at være en mand.
Hans ønske om at blive voksen udkrystalliserede sig også i hans crush på den noget ældre Wendy, hans fokus på at løse mysterier og hans ønske om at blive taget alvorligt og set som andet end et barn. Lige omvendt var Mabel langt fra færdig med barndommen, og hendes fantasi og heftige kærlighed til kælegrisen Waddles stod i stejl kontrast til Dippers mere logiske temperament.
Gennem de to sæsoner er det dog Stan, der udvikler sig til seriens mest interessante karakter. Han går fra at være en pengegrisk svindler til en tragisk figur, der mistede alt, da hans enæggede tvillingebror Stanford forsvandt.
Dæmon med tophat
Særligt de to afsnit ’Not What He Seems’ og ’A Tale of Two Stans’, hvor hans baggrundshistorie bliver foldet ud, supplerer hans karakterudvikling mesterligt. Trods sine åbenlyse karakterbrister ender Stan med at blive seriens hjerte. Det er også Stan – og Hirschs hæse stemme – der står for nogle af seriens bedste replikker, som skiftevis er skøre og hjertevarme, ikke ulig Stan selv:
»Kids fighting! I can sell this«.
»When there’s no cops around, everything is legal«.
»Just because you’re growing up, doesn’t mean you have to grow up«.
Udover trioen var serien befolket af vidunderlige og skøre bifigurer (i stil med ’The Simpsons’): den gale opfinder Fiddleford ”Old Man” McGucket, handymanden Soos, servitricen ”Lazy” Susan, journalisten Toby Determined, den psykopatiske barneskurk Gideon Gleeful og det førnævnte politipar Blubs og Durland.
Seriens gennemgående big bad var den multidimensionelle dæmon Bill Cipher, også med stemme af Hirsch. Han havde form som et Eye of Providence, tilsat tophat, arme og ben og kunne gennem serien ses lure i baggrunden af forskellige afsnit, inden hans rolle blev mere fremtrædende i anden sæson.
Med Cipher fik ’Gravity Falls’ en mindeværdig skurk, der var morsom, magtfuld og skræmmende på samme tid, og som hjalp serien med at slutte med et brag.
En vild skattejagt
Hvor humoren og karaktererne gav serien kolorit og sjæl, var seriens mytologi og mysterier mindst lige så gennemførte. Hirsch gemte skjulte budskaber, kryptogrammer og koder i hvert afsnit, som fans kunne afkode.
Det kulminerede med et globalt event i form af en skattejagt kaldet ’Cipher Hunt’ i 2016, hvor det gjaldt om at finde en statue af Bill Cipher, som Alex Hirsch havde gemt et sted på kloden. Fans fra hele verden deltog i eventet, og reglerne var dikteret af ham selv.
Skattejagten fik fans til at rejse rundt i jagten på spor, indtil en heldig fan med X-navnet @shadow_wolfwind fandt statuen af Cipher i en skov i Reedsport, Oregon. Som belønning blev hun tilmed udnævnt til borgmester af Gravity Falls. Et fint bevis på den vedholdende kærlighed, som Hirsch og fansene delte for serien.
Den tredelte seriefinale – ’Weirdmageddon Part 1’, ’Weirdmageddon 2: Escape from Reality’ og ’Weirdmageddon 3: Take Back the Falls’ – var dog mindst lige så spektakulær som Hirschs transatlantiske skattejagt.
Her forsøger Mabel, Dipper, Stan og resten af deres slæng at stoppe Cipher i at inficere vores verden med hans makabre og underlige galskab. Finalen var bizar, uhyggelig og actionfyldt. Men først og fremmest fungerede den som et bittersødt farvel til en serie, der stoppede på toppen.
Seriens sidste scene, hvor Dipper og Mabel siger farvel til deres venner og deres nu to grandonkler, Stan og den nyfundne Stanford, fungerer således på flere måder. Dipper og Mabel har fået en sidste sommer sammen som tweens og tager nu næste skridt mod voksenlivet. Det er også en scene om at lære at sige farvel og om at vokse op uden at miste kontakten til barnet indeni.
Sommeren har aldrig været den samme, siden ’Gravity Falls’ sluttede for 10 år siden. Og selvom man længes efter et gensyn med Mabel, Dipper og Stan, er der noget smukt i, at deres sommerferie fik lov til at ende på sit højeste.
En sommerferie, der aldrig bør genoplives – men altid kan genbesøges.
’Gravity Falls’ kan ses på Disney+.