Thomas Vinterberg er i fuld gang med at lave en stor kommende Netflix-serie, der skal handle om noget så ærkeamerikansk som Kennedy-mysteriet, og som han instruerer første og sidste afsnit af.
Derefter fortsætter han samarbejdet med streaminggiganten.
Den danske Oscar-vinder skal nemlig også instruere den kommende Netflix-serie ‘The Apology’, der har ingen ringere end Gwyneth Paltrow i hovedrollen, skriver det amerikanske branchemedie Deadline.
Serien produceres af det hypede filmselskab A24, der på seriefronten har stået bag titler som ‘Euphoria’, ‘Beef’ og ‘The Curse’, og skrives af Joe Murtagh, der slog igennem med den anmelderroste IRA-serie ‘Say Nothing’.
‘The Apology’ følger parret Evelyn og Caleb Amspoker, hvis søn blev myrdet 18 år tidligere. Sagen, som skabte overskrifter i hele landet, blev aldrig opklaret, men en dag erklærer en hidtil ukendt mand sig skyldig. Imidlertid tegner alt til, at han vil få en reduceret straf, og oven på den uretfærdighed tager parret sagen i egen hånd.
Netflix tror så meget på projektet, at de har bestilt to sæsoner med det samme, og Vinterberg er også selv med på producerholdet.
Rollen markerer det skuespillercomeback, som Gwyneth Paltrow er i gang med efter mange år i Goop-boblen, og som manifesterede sig flot sidste år med ‘Marty Supreme’, som indbragte hende en Oscar-nominering.
Vinterberg var senest aktuel med den stort anlagte TV 2-serie ‘Familier som vores’, mens han ikke har lavet en film siden hittet med ‘Druk’ i 2020. Hans seneste arbejde i udlandet var ubådsfilmen ‘Kursk’ fra 2018.
Er endnu en Netflix-serie det, man som Thomas Vinterberg-fan drømte om, at han ville kaste sig over nu? For at være helt ærlig: Nej. Som en af landets absolut stærkeste instruktører ville man nok foretrække, at han lavede danske film af høj kvalitet frem for at følge den sti af amerikanske produktioner, Susanne Bier i høj grad også har sat sig ind på de seneste mange år.
Vinterberg er også i gang med en serieudgave af Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’ for Apple, hvilket man dog bedre kan se som et personligt, skandinavisk projekt for manden bag ‘Festen’, ‘Submarino’ og ‘Jagten’.
Men Vinterbergs karriere har altid haft sving og u-vendinger, og vi krydser blot fingre for, at han efter den forhåbentlig frugtbare Netflix-flirt vender tilbage og sætter sit præg på dansk filmkultur.
