Kira & The Kindred Spirits – og de besjælede kvinder

Sangerinden Kira Skov besidder en imponerende stor og rå stemme, samt en naturlig evne for at være scenens midtpunkt. Stemmen formår hun at bruge i alle rockens mange facetter og selvsagt lige så mange klichéer: Fra den kælne femme fatale til den sårede lillepige, og ikke mindst den rå rockmama der godt ved hvor læderbukserne skal sidde. Den stemme lader man sig let forføre af, og det blev man i samme øjeblik Kira & the Kindred Spirits i Vega satte i med aftenens første sang, det stærke udbrud ‘Save Me’.

Herefter blev der skiftevis tændt ild og hældt vand på igen. Kira vil tydeligvis noget med sin musik; der skal brændes igennem, der skal forføres i hver eneste sang. Så megen forførelse, så megen lige på og hårdt flirt med publikum! Enten tændes man og lader sine drifter styre sig igennem musikken, eller også træder man et skridt tilbage, for at se lidt dybere efter hvad det egentlig er, man lader sig forføre af.

Efter en opvågning fra den første fortryllelse stod undertegnede og blev i tvivl, om al denne musikalske forførelse rummede så megen personlighed, at det var værd at køre med på flirten. Simpelthen fordi påvirkningerne fra rockens store kvindelige personligheder begyndte at blive for tydelige, efterhånden som sangene blev leveret. Der var så kraftige referencer til sangerinder som Polly Harvey, Janis Joplin og, ja især, Bonnie Raitt, at det nok virkede trygt, men ikke personligt nok til to timer i selskab med en sangerinde og et yderst velklædt band, der ellers formår at lægge både energi og følelse i samspillet.

Måske kan man nogle gange være så forelsket i sine rødder, at det kan være svært at komme på den nødvendige afstand af dem.
Lidt ærgeligt når man så tydeligt har et så stort talent for indlevelse i musikken som Kira & the Kindred Spirits.