The William Blakes – strålende spillelyst
Godt humør er normalt ikke god benzin til at skabe gode sange. Men The William Blakes er ikke helt normale. De har noget på hjerte, når de spiller musik. Og de har det sjovt samtidig. Og sjovt havde de det i den grad også fredag aften på Lille Vega, hvor indierockerne for bare anden gang stod på en scene med sange fra deres andet album, der udkom i februar.
Som bekendt er alle The William Blakes, og der var næsten noget om snakken denne aften, hvor bandet bestod af otte mand, heriblandt to trommeslagere, der gav den fuld gas på tønderne under hele den timelange festforestilling, samt hele fire guitarister (og nej, Peter Viskinde var ikke en af dem). Bandet behøvede knapt nok noget scenelys, for spillelysten strålede fra samtlige medlemmer fra første til sidste akkord. Der var stribevis af store smil og knyttede næver ud mod publikum, der gengældte de gode vibrationer fra scenen. »It’s only love / give it away«, som det lød undervejs – og publikum gav i den grad bandet deres kærlighed. Og den kulminerede, da Jannis fra Choir of Young Believers indtog scenen og sang sit eget William Blakes-yndlingsnummer ‘Like a Dream’.
Melodierne var stærke og støjende, og seancen blev sluttet af med den galoperende ‘On Fire’, hvor der for alvor blev tændt op under dansegulvet. Med opvarmningsbandet Slaraffenland på blæsere, var der til sidst 13 mand stimlet sammen, og det medførte stor musik på den lille scene.
Forsanger Kristian Leth havde besøg af farmand Jørgen blandt publikum og var som altid stilfuldt klædt i jakkesæt med både vest og slips. Hans småskingre sang var knapt så stilfuld, men selvom han måske ikke rammer tonerne rent hver gang, så rammer han en oprigtighed og originalitet.
The William Blakes har en uhøjtidelig og ukompliceret tilgang til det at lave musik, og det kan både være en styrke og en svaghed. Live-udgaverne af sangene lød meget lig album-udgaverne, og indimellem savnede man, at spillelysten var blevet afløst af en større lyst til at udfordre eller sætte tempoet ned. Men kombinationen af et fremadstormende band og et publikum i fredagshumør gav en festlig og fin koncert. Det var meget mere end ordinært, men det var kun decideret ekstraordinært indimellem. Til gengæld havde alle det sjovt hele vejen igennem.