’Arvingerne’: Hamp, utroskab og lidt for meget sæbeopera
Et substantiv i bestemt form – hverken mere eller mindre. Det lyder som formlen på enhver DR-serie af nyere dato: ’Borgen’, ’Broen’ og ’Forbrydelsen’. Men her til vinter har det ikke været, som det plejer. Endelserne i titlen på den populære dramaserie ’Arvingerne’ afslører med al tydelighed, at den arvesag, som serien hævder at handle om, blot er et fortællemæssigt udgangspunkt eller påskud.
’Arvingerne’ handler dybest set ikke om arv og arveforhold, men om titlens arvinger og deres interne konflikter.
DR’s dramaseriesatsning, hvis første sæson sluttede her til aften, er skabt af manuskriptforfatter Maya Ilsøe med en serie af kompetente afsnitsforfattere og -instruktører, der har formået at skabe – i hvert fald til dels – en stærk fælles vision. ’Arvingerne’ har sat den ellers populære TV 2-serie ’Badehotellet’ til vægs og trukket mellem imponerende 1,7 og 2 mio. seere søndag efter søndag.
Sæbeopera-træk
Serien er et eksempel på det, man med et fint begreb kalder en karakterbaseret føljeton, idet den primært orienterer sig om Gro, Robert, Frederik, Emil, Thomas, Signe, Andreas, Solveig, John, Lise og deres ofte stærkt melodramatiske sammenstød og konflikter. Og som sådan er den vel også vellykket. Ja, skulle man tro den danske kritikerstand, der ved premieren flød over med lutter lovprisninger af Ilsøes serie, så er den måske noget af det bedste, vi overhovedet har set i dansk tv.
Ilsøes projekt er da også sympatisk, om ikke andet fordi det for en stund fjerner den danske tv-dramatik fra den ellers endeløse serie af krimifortællinger skudt i en melankolsk nordic noir-stil.
Og jeg er da også for størstedelen positiv, men når der alligevel er beske noder at spore, skyldes det, at ’Arvingerne’ undertiden bliver for konventionel og grænsende til det utroværdige i karaktertegningen. Berlingskes Jakob Steen Olsen har drilsk betegnet ’Arvingerne’ som en »forfinet sæbeopera«, og skønt der ikke er tale om en egentlig sæbeopera, så abonnerer ’Arvingerne’ faktisk på en række af de formler, som vi kender fra serier som ’Dollars’ og ’Melrose Place’.
Ude af trit med karakteren
Vi har fået det hele i sæsonens ti afsnit – fra utroskab og svigt til forfalsket kunst, forfalskede underskrifter og i det hele taget et tæt grenværk af falskhed og skiftende dagsordner.
Det er et fast træk i sæbeoperaen, at karaktererne ofte handler ud fra dramatiske overvejelser – altså, at de ikke nødvendigvis agerer troværdigt, men konsekvent gør det, der kan forværre konflikterne og forlænge fortællingen i det potentielt uendelige. I den forstand er Ilsøes serie unægtelig beslægtet med sæbeoperagenren, som kendes ved sine mange cliffhangers og sin åbne fortælleform, skønt ’Arvingerne’ da er milevidt bedre end egentlige danske sæbeoperaer som ’Hvide løgne’ og ’2900 Happiness’.
Det virker for eksempel mærkeligt, at Signe konstant skifter dagsorden og interesse på en måde, der ganske belejligt forlænger konflikterne omkring hende: Hun kunne vælge at indgå et forlig til alles interesse, men bliver pludselig principiel, skønt hun forinden har virket meget uinteresseret i unødige konflikter. Og da hun foreslår advokaten Ole at forfalske nogle papirer, virker det helt ude af trit med hendes ellers tilsyneladende moralske og forsigtige personlighed.
Ja, da hun i sæsonafslutningen vælger at dyrke hamp med risiko for at forværre sit forhold med håndboldkæresten Andreas, er hun som menneske helt utilregnelig og uigennemskuelig. Her kunne man naturligvis hævde, at Signe repræsenterer det forvirrede moderne menneske, der flakser forvildet rundt uden faste pejlemærker, ligesom der bliver lagt op til, at hun nu udlever de sider af sig selv, hun har arvet efter Veronika. Men det klinger alligevel falsk op mod det billede, serien har skabt af karakteren.
Hovsa-spor
Stærkere står de tre søskende Frederik, Emil og Gro, og netop de karakterer – og skuespillerne som tegner dem – giver serien et løft. Især de små overraskelser, som ligger i spillet – som når Gro viser personlighed og følelse ved at grine af Thomas’ nye Prins Valiant-frisure – er med til at give karaktererne nuancer, der gør dem mere virkelige og naturlige.
Og måske netop i kraft af spillet bliver Gro aldrig så utroværdig en karakter som Signe, skønt hun gør nogle vanvittige ting såsom at save Thomas’ hytte i stykker med en motorsav og at forfalske et kunstværk. I Trine Dyrholms hænder tror man på Gro som et ægte menneske, selv om hendes handlinger til tider er excessivt melodramatiske.
Six Feet Under spøger
Som i enhver soap-opera skal den umiddelbare sag hurtigt vise sig at munde ud i en større og potentielt uendelig konflikt, og arvesagen udvikler sig da også til hovsa-spor om thailandske fængselsdomme, potentielle nervesammenbrud og storstilede bedragerisager.
Alligevel sidder man klinet til skærmen, og mange af tidens tv-serier låner jo fra sæbeoperaens univers: danske serier som ’Taxa’, ’Borgen’ og ’Sommer’ og amerikanske nyklassikere som ’Mad Men’ og ’Six Feet Under’. Netop ’Six Feet Under’ lader til at spøge i ’Arvingerne’, hvor Frederik hjemsøges af sin afdøde mor, som karakterne i ’Six Feet Under’ hjemsøges af den far, der på tragisk vis (ligesom Veronika) dør i seriens første afsnit.
At betegne ’Arvingerne’ som det bedste i dansk tv-dramatik er nok en overdrivelse, men den udmærker ved store skuespilpræstationer og en fortælling, der trods alt ikke omhandler en mordgåde.
Men det kommer måske i anden sæson…
Læs også: Det kan vi se frem til i næste sæson af ‘Arvingerne’