Casiokids – tålmod betalte sig til sidst

Det var som om, forsangeren Ketil Kinden Endresen godt vidste, at der skulle ske noget. Vi var 35 minutter inde i nordmændenes koncert, og stemningen var så småt gået fra festklar til at kigge i programmet efter alternativer. Okay, det var lige efter bogen, da Endresen jokede med, at trommeslageren var blind og bad publikum om at råbe, så han kunne høre, hvor mange der var. Men plat eller ej, så var det lige det rusk, alle havde brug for – også bandet.

Det blev nemlig startskuddet på den gyngende fest, alle var kommet efter. ‘Verdens største land’ fungerede, ‘Finn Bikkjen!’ var ren fællessang, mens festen selvfølgelig kulminerende, da de karakteristiske synth-linjer fra ‘Fot i hose’ sendte publikum i ekstase. Og her viste Casiokids endelig noget af den legesyge og galskab, som deres partyrock havde savnet. Ikke af den slags som de farvede balloner, abekostumerne og danserne med kæmpe paphoveder bidrog med, men ganske enkelt den musikalske nerve, som det afsluttende, ti minutter lange jam altså flød over med.

Den første halvdel af seancen var nemlig et bevis på, at der skal mere end blot stramme trommer og en gyngende bas til at hive folk op af støvet. Men op kom vi altså – lige akkurat.