Ratking

New York-trioen Ratking udvikler en exceptionelt vild boom bap-lyd på deres debutalbum.

New York-gruppen startede som et boom bap-projekt i samme klassicistiske tradition som Joey Bada$$, men allerede da gruppens første ep skulle genudgives, var den behagelige boom bap-forudsigelighed blevet til noget andet – noget industrielt og uforudsigeligt. Det var en vild frigørelsesaktion, der var mere vovet end egentlig vellykket, og det er først nu, på gruppens debutalbum, at man kan sige, at Ratking har fundet sin lyd.

Det gør de til gengæld på opsigtsvækkende vis. Her bliver stadig samplet og rappet, men måden, som hele lydbilledet er sat sammen på, er innovativ og kaotisk. Produktionerne lægger sig i forlængelse af den tøjlesløse soul-sample-maksimalisme som Harlem-rapperne Dipset dyrkede i deres storhedstid, og faktisk sampler Ratking også forgængernes signatursang ’Dipset Anthem’. Men hvor Harlem-gruppens beats altid gik efter at lyde så storladne som muligt, er lyden her skævere og mere mudret. Det lyder som hiphop-beats, der er hakket i småstykker og sat sammen igen.

Læs også: Top Track: Ratking feat. King Krule ‘So Sick Stories’

De to rappere Hauk og Wikis vokaler er lige så avantgardistiske som lydbilledet. Især sidstnævntes karakteristiske, nasale vokal er kæk og karismatisk, og hans flows er ekstremt varierede. Nogle steder synger han endda. Det er uforudsigeligt og oftest vellykket, selv om kombinationen af fragmenterede, hektiske beats og skinger, kaotisk vokal stedvis ofrer vellyd for innovation: Nogle gange taler beat og rapper så at sige i munden på hinanden.

Men oftest fungerer nytænkningen, og frem for alt sidder man med en følelse af, at alt kan ske, når man lytter til ’So It Goes’ – alt er i bevægelse og i forandring.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Ratking. 'So It Goes'. Album. Hot Charity.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af