Current 93 – hviskede sangforedrag og frådende intensitet
Der er få musikalske tilfælde, hvor betegnelsen ’kultband’ giver mere mening, end når talen falder på den britiske sanger og komponist med mere David Tibets eklektiske orkester Current 93. I mere end 30 år har han med en række skiftende samarbejdspartnere udsendt et imponerende antal udgivelser med svært eksperimenterende musik, der bevæger sig i grænselandet mellem apokalyptisk neofolk, dark ambient og industrial, altid ledsaget af litterære og referencetunge tekster. Med andre ord er Current 93 ikke ligefrem hverdagskost for Hr. og Fru Danmark.
For de indviede var der dog lagt op til en stor oplevelse med denne koncert, som var orkesterets første show i København nogensinde – og de leverede lykkeligvis varen i form af en optræden, som bød på både knugende skønhed og voldsomme energiudgydelser.
David Tibet indtog scenen til et stort bifald under orkesterets barokke forspil til åbningsnummeret ’The Invisible Church’, der ligesom hovedparten af sættet var hentet fra dette års glimrende ’I Am the Last of All the Field That Fell: A Channel’. Mandens stærke scenetilstedeværelse var straks evident. Læsterligt iklædt fedora, gråt jakkesæt og med flagrende teatralske fagter, som ville gøre Joe Cocker grøn af misundelse (uden sammenligning i øvrigt!), fremstod han som en andægtig excentriker i sit zenit.
Trods denne umiddelbart prætentiøse fremtoning var Tibet dog ikke blottet for humor, hvilket kom til udtryk i ’Those Flowers Grew’. Her drillede teknikken en smule, men Tibet tog problemerne med sindsro og begyndte at synge en lystig melodi med den simple tekst »no monitors«. Senere råbte en kvinde: »I love you, David«. »But you are not my mother?«, svarede Tibet hende vittigt tilbage.
En af Current 93’s største forcer er dynamikken i Tibets vokalarbejde, der hyppigt vekslede mellem hviskede sangforedrag og frådende aggression. Denne dynamik fremstod mest effektfuld på to af koncertens stærkeste indslag, den kaotisk flossede ’And Onto PickNickMagick’, hvor det frenetiske kaos stod i lys lue, og den nedbarberede ’I Could Not Shift the Shadow’ (som egentlig synges af Nick Cave i albumversionen), hvor frontmanden afslutningsvis lagde mikrofonen fra sig og sang salen op på egen hånd, så strofen »and bare your naked church into my mouth« fremstod som et mantra.
Som en ekstra godbid returnerede orkesteret til scenen og dykkede lidt ned i det omfangsrige bagkatalog. Herfra fik vi den dirrende kradse ’Imperium II’ og en snerrende speedet udgave af ’Lucifer Over London’, der fik salen op på kogepunktet, inden Tibet til slut hyldede sin helt, den på turnéen medbragte 70-årige Groundhogs-guitarist Tony McPhee, med en lidt slingrende og uforløst udgave af netop McPhees ’Sad-Go-Round’, som dog ikke ændrede stort på, at Current 93’s første københavnerbesøg var en voldsom stærk oplevelse.