Pearl Jam – aldrende, men langtfra bedaget
Det er egentligt ikke så sært, at Pearl Jam vælger at entrere scenen til de minimalistiske toner fra neoklassicisten Philip Glass’ værk ‘Metamorphosis 2’. Flere af Seattle-rockernes numre som eksempelvis grunge-klassikerne ‘Alive’ og ‘Jeremy’ kan og bør opfattes som nyklassikere inden for deres genre. Disse numre og mange flere fra Pearl Jams efterhånden omfattende bagkatalog, fik vi sendt direkte i fjæset ved kvartettens maratonrockbrøl af en koncert i Forum, hvor de midaldrende herrer på scenen arbejdede benhårdt for hyren.
Koncerten blev sat blidt i gang med den delvist akustiske ‘Elderly Woman Behind the Counter in a Small Town’, hvor lysten til fællessang allerede meldte sig blandt publikum under første omkvæd. Herefter fik gutterne fyret mere op for kedlerne under de svirpende leveringer af rocksalverne ‘Last Exit’ og ‘Do the Evolution’. Så var vi for alvor i gang!
Eddie Vedders danske gloser kom på prøve, da frontmanden fik sagt pænt godaften og foreslog, at vi i fællesskab fejrede, at bandet atter var i Danmark, samt at dette var sidste stop på sommertouren. Afslutningsvis konkluderede han, at »mit danske er lort« (Du klarede det nu ok, Ed!), hvorefter orkesteret satte sejl og leverede en solid udgave af den eftertænksomme ‘Love Boat Captain’.
Det var dog i særdeleshed i de mere rockede numre som den skælvende ‘Cordoroy’ og det manisk fræsende bidrag til ’Singles’-soundtracket, ‘State of Love and Trust’, at gruppen for alvor brillerede. Her blev det slået fast med syvtommersøm, at Pearl Jam fortsat er a force to be reckoned with på rockscenen.
Eddie Vedder både sang og skreg stadig af sine lungers fulde kraft, de to spadebetvingere Stone Gossard og Mike McCready flåede i de seksstrengede så fingerspidserne må ha’ blødt, mens den solide rytmegruppe med bassist Jeff Ament (der fortsat ligner krydsningen mellem en basketballstjerne og en H&M-model), Soundgarden-trommeslager Matt Cameron og turné-tangentspilleren Boom Gaspar lagde den tungt, gyngende bund.
Under to længere runder ekstranumre imponerede i særdeleshed en svimlende udgave af ‘Given to Fly’ og de småpsykedeliske, soniske udladninger i ‘Rearviewmirror’, mens udgaverne af de to ovennævnte grunge-klassikere faktisk virkede en smule mere sjæleforladte og halvhjertede.
Afslutningsvis tændtes lyset i salen, hvorefter orkesteret først leverede en fortrinlig fortolkning af The Whos eviggrønne ‘Baba O’Riley’, inden ’Ten’-outtaket ‘Yellow Ledbetter’ på vanlig facon lukkede og slukkede efter to og en halv time i selskab med et aldrende, men langtfra bedaget Seattle-band, der beviste at bedstemor Pearls syltetøj fortsat bider godt fra sig.
