Villagers

Conor J. O’Brien deler andet end fornavn og -bogstaver med Conor Oberst. For på samme måde som Bright Eyes- og Monsters of Folk-frontmanden har forsangeren i irske Villagers en sært sitrende og skrøbelige intensitet i stemmen. Der er dog også en afgørende forskel. For hvor Oberst er en begavet traditionalist, så griber O’Brien musikerrollen an med mere flamboyante manerer og med løftet om drama evigt lurende om hjørnet – eller som på nummeret ‘Pieces’: Fuldtonet ulvehyl!

Udgangspunktet kan med rystende hånd karakteriseres som singer/songwriter, men krumspringene boltrer sig, og kompositoriske kringelkroge dukker ustandseligt op i horisonten. Og stemningsmæssigt bliver man rykket rundt – fra det løsslupne, nærmest rablende, over stryger-sitrende akkompagnementer og til mere neddæmpede, orgel-udpustende stunder. Og på den led er det faktisk ret sigende, at gruppen både har varmet op for Neil Young, Wild Beasts og Cass McCombs.

Så længe fokus holdes – som på det iørefaldende titelnummer, den knuselskelige ‘middle of the road’-agtige ‘The Pact (I’ll Be Your Fever)’ og den svalende ‘Home’ – er der dømt fængende øreguf. Men netop fordi eksperimenterne trods alt foregår inden for etablerede genrerammer, rejser pænheden, de gode manerer og den tæmmede strengeleg også med som hemmelig passager. Og så lugter det pludselig lidt for meget af Teitur-agtige troubadour-manerer og højskole-højtidelig storytelling.