Overlagt mord: 10 serier, der fik en alt for kort levetid

Freaks and Geeks

 

’Arrested Development’ vendte sidste år tilbage efter syv års fravær, og ’Heroes’ bliver eftersigende genfødt i løbet af næste år. Men der er desværre masser af serier, som er blevet taget af den gode gamle sendeflade efter blot én eller to sæsoner på trods af høj kvalitet, originalitet og underholdningsværdi.

Her kigger vi på 10 stk., der blev lukket alt for tidligt og nu nærmest har fået mytisk posthum kultstatus blandt tv-nørderne. Er der nogen af dem, du ikke har set, er de alle gode bud på et overskueligt påskeprojekt.

Vi starter med den mest savnede af dem alle på næste side.

Freaks and Geeks

’Freaks and Geeks’ (1999-2000)

Kaster man et blik på rollelisten i ’Freaks and Geeks’, kan man i dag undre sig over, at den kun fik lov at køre i sølle 12 episoder. Serien var nemlig gennembruddet for navne som Jason Siegel, Seth Rogen og James Franco, og ud over de tre medlemmer af Hollywoods berygtede Nerdpack kan man se Linda Cardellini (Don Drapers elskerinde i sjette sæson af ’Mad Men’) i hovedrollen som den stræbsomme Lindsay Weir.

Lindsay vil gerne ud af sin lidt kedelige rolle som den flittige elev og artige datter. Hun begynder at bejle til skolegårdens Grateful Dead-hyldende freaks, som anføres af Daniel Desario (James Franco) og hans temperamentsfulde kæreste Kim Kelly, der spilles med stor intensitet af Busy Phillips, senere kendt fra ’Cougar Town’.

Men også blandt de stadig mindre kendte skuespillere bliver der leveret høj klasse. Sarah Hagan brillerer i rollen som Jesus-freaken Millie, og så er der Lindsays nørdede, men nuttede lillebror Sam, som spilles af John Francis Daley. De fleste ’Freaks and Geeks’-fans har nok deres egne darlings, og det er netop de mange elskelige karakterer, som er seriens store styrke.

Hovedinstruktør på serien er i øvrigt Paul Feig, der senere slog igennem med film som ’Bridesmaids’, og produceren bag er den allestedsværende Judd Apatow, som om nogen har tegnet det nye årtusinds komiske retning. Det i sig selv gør ’Freaks and Geeks’ til en milepæl.

Læs også: Judd Apatow stadig bitter over lukningen af ’Freaks and Geeks’

Firefly

’Firefly’ (2002-2003)

Det er meget muligt, at verden endnu ikke var klar til det genreclash af en serie, som ’Firefly’ var, da serien tonede frem på de amerikanske fjernsynsskærme. Sci-fi, space opera og western er ingredienserne i den stærke cocktail skabt af ’Buffys’ far Joss Whedon, der siden blev et stort Hollywood-navn med ’The Avengers’.

Vi befinder os i år 2517 og følger ni hovedpersoners liv på rumskibet Serenity. Hvis navnet virker bekendt, er det, fordi ’Firefly’-serien blev filmatiseret under netop titlen ’Serenity’ i 2005 med samme cast som i serien. Efter serien udkom på dvd, opnåede den nemlig stor salgssucces, og Whedon valgte derfor at filmatisere den, så seriens mange fans kunne få en afklaring på, hvad der videre hændte efter sidste afsnit af tv-serien.

Så når du har set de 15 afsnit af ’Firely’, kan du meget passende slutte af med den filmiske pendant.

Enlightened

’Enlightened’ (2011-2013)

Skuespiller og manuskriptforfatter Mike White debuterede som serieinstruktør med den kompromisløse, svært definerbare ’Enlightened’, som skildrer en kvinde på randen af et nervesammenbrud.

Laura Dern er en anden af hovedkræfterne bag serien og spiller – i karrierens måske bedste rolle – den kriseramte salgsmanager Amy, som får et psykisk sammenbrud foran alle sine kollegaer, efter hun bliver fyret fra sit job. Vi møder Amy, efter hun vender hjem fra et holistisk behandlingscenter, hvor hun har opholdt sig for at komme sig over fyringen. Hun vender hjem som en forandret kvinde, som har svømmet med skildpadder og mediteret sig ’hel’ igen. Men man opdager hurtigt, at den nye Amy er blevet ramt af en ekstrem form for vrangforestilling om, at det hele selvfølgeligt nok skal ende med en happy ending, hvis blot hun finder sit sande karrieremæssige formål. Hvilket er svært, når hendes gamle firma anbringer hende i en trøstesløs kælder sammen med arbejdspladsens andre udskud.

De fleste afsnit starter med sætningen »this is it«, for Amy er hele tiden på vej hen imod lykken. Portrættet af hende skifter originalt mellem det oprigtigt eksistentielle, det ironisk humoristiske og det skarpt samfundskritiske. Amy er både skide irriterende og befriende ægte, og ikke mindst hendes forhold til sin mor (Derns egen mor, Diane Ladd), eksmanden (Luke Wilson) og den ekstremt nørdede kollega (Mike White selv) er genuint rørende.

My so-called Life

’My So-Called Life’ (1994-95)

Hvis du har en forkærlighed for amerikanske high school-serier, er ’My So-Called Life’ et must. Serien har den evigt vrælende Claire Danes i hovedrollen som Angela Chase, den nørdede og forsagte teenagepige, som farver sit hår hennarødt og begynder at gå med skovmandsskjorte for at gøre et godt indtryk på skolens lækre, guitarspillende fyr Jordan Catalona, som spilles af ingen ringere end den evigt unge og langhårede Jared Leto, der sidste år fik en renæssance med ’Dallas Buyers Club’.

’My So-Called Life’ har, udover et godt cast og en klassisk fortælling, også et gribende indierock-soundtrack, som ikke helt er til at få ud af hovedet, når serien er blevet binget igennem. Det er den perfekte serie for musikelskere, der længtes efter 90’ernes slackerrock og grunge-æra.

Twin Peaks

’Twin Peaks’ (1990-91)

David Lynch og Mark Frosts klassiker behøver næppe den store introduktion. Da ’Twin Peaks’ rullede henover skærmene i starten af 90’erne, blev den en enorm seersucces i USA. Lynch og Frost mødte dog stor modstand, før serien blev en realitet, og den var hele tiden på vippen til ikke at blive sendt.

I anden sæson faldt seertallene drastisk, og det førte til, at serien ikke blev forlænget med en tredje sæson. Måske selvforskyldt, da ABC, som sendte ’Twin Peaks’, i ren desperation flyttede sendetidspunktet og forværrede seertallene yderligere.

Cliffhanger-slutningen har dog formentlig kun været med til at sikre serien sit legendariske eftermæle. Der er nemlig masser af interessante teorier og bud på, hvordan serien kunne være endt. Uanset hvad revolutionerede ’Twin Peaks’ serieformatet med sin selvbevidste genreleg og dragende mystik.

Tell me you love me

’Tell Me You Love Me’ (2007)

Med sin usædvanligt ublu skildring af seksualitet er der måske ikke så meget at sige til, at ’Tell Me You Love Me’ kun fik en enkelt sæson. Serien skildrer kærligheds- og sexlivet for fire forskellige par i 20’erne, 30’erne, 40’erne og 60erne. De tre yngste par er i terapi hos hustruen i det ældste par, May Foster, der spilles af den nu 74-årige Jane Alexander. Men vi kommer ikke bare med til terapeuten. Vi kommer også helt ind under lagnerne, huden og samvittigheden på parrenes usikkerhed og søgen efter bekræftelse.

Serien kradser tankevækkende hul på det moderne parforholds robuste overflade, og særligt Ally Walker og Tim McKays sexløse all american family-ægteskab er noget af det mest ærlige, der er lavet på tv. Sexscenerne er rå, men modsat serier som ’Game of Thrones’ og ’Boardwalk Empire’ er de her tematisk utroligt velfunderede.

Carnivale

’Carnivale’ (2003-05)

’Carnivale’ er en af de mere dystre serier på denne liste, og med dens langsommelige mystik og surrealistiske dyrkelse af det okkulte, er det måske ikke helt overraskende, at den ikke fangede bredt an.

Ikke desto mindre hører den til blandt de mest sublime af alle HBO-serier. Den finder sted under depressionen i USA efter børskrakket i 1929, og de støvede ørkenbilleder sætter scenen for historien om den unge Ben Hawkins, der kommer fra barske kår og søger tilflugt hos et omrejsende cirkus beboet af siamesiske tvillinger, skæggede damer og ledet af dværgen spillet af Michael Anderson fra ’Twin Peaks’.

Ben hjemsøges af manende drømmesyn, og der lægges op til et opgør mellem ham og den demagogiske, diabolske præst og radiovært Justin Crowe (spillet helt suverænt af Clancy Brown). Det er de helt store temaer, der sættes i spil – som mindst determinisme og det gode og det onde.

Første sæson er nærmest provokerende tålmodigt fortalt, men aldrig kedelig. Hovedforfatter Daniel Knauf havde lavet en storyline, der skulle udspille sig over seks sæsoner, og med aflysningen måtte han således presse fem sæsoner ned på seriens afsluttende anden sæson. Og her går tingene da også lidt for stærkt til skade for den meditative stemning. Til gengæld er der virkelig knald på!

Studio 60 on the sunset strip

’Studio 60 on the Sunset Strip’ (2006-07)

Når der står Aaron Sorkin (’The West Wing’) øverst på rulleteksterne, plejer det som regel at betyde hæderkronet succes og prisregn, men lige netop denne serie er mesterens eneste undtagelse.

’Studio 60 on the Sunset Strip’ fik kun en sæson på 22 afsnit. Serien går bagom scenen på et fiktivt late night-talkshow, der godt kunne minde om Saturday Night Live. Det er en vaskeægte metaserie for tv-nørder og måske en af den slags serier, de fleste serieskabere har drømt om at lave for at tage hævn over de meget lidt risikovillige tv-chefer, som aflyser deres shows og lefler for hr. og fru Amerika.

Her tager Sorkin fat på de værdikampe mellem det elitære og laveste fællesnævner, der udkæmpes på de amerikanske tv-networks. Med andre ord en serie, der meget meta-agtigt viser, hvorfor vi overhovedet har været nødt til at lave en liste som denne!

Popular

’Popular’ (1999-2001)

Før ’Glee’ var der ’Popular’, bare uden musicaldelen og med en mere karismatisk sen-90’er-æstetik. ’Popular’ handler om krigen imellem de populære og lyshårede cheerleaders og de mere nørdede og stræbsomme brunetter.

Sponsoreret af den velhavende, texanske Merry Cherry forsøger det populære kul at underminere nørdernes blussende oprør, som sættes i gang, da to piger fra de rivaliserende grupper bliver tvunget til at bo under samme tag, da deres mor og far forelsker sig og skaber en sammenbragt familie. Det bliver for meget de to piger, som stålsat forsøger at sabotere hinanden og den nye familie.

Den lyshårede, populære Brooke er en godhjertet kujon og den upopulære brunette Sam en selvretfærdig idealist – en cocktail, som danner grobund for masser af drama og intriger. Serien byder også på et væld af elskelige sidekick-karakterer, skæve teenage-fejder og godt med lipgloss, hårklemmer i sommerfugleform, refleksbukser og sketchers-sneaks. Med andre ord alle de herlige modediller, du lykkeligt havde glemt fra de Y2K-ramte 90’ere.

Pushing Daisies

’Pushing Daisies’ (2007-2009)

Krimi, romantisk komedie og overnaturlig post-zombie serie er ingredienserne i dette fine serie-eksperiment.

’Pushing Daisies’ er en af de serier, hvis død man godt kan undre sig lidt over, for den blev nomineret til 17 Emmy Awards og har vundet syv af dem. Det er også en original fortælling om tærtesælgeren Ned (Lee Pace), som har en forunderlig evne til at vække de døde til live med et enkelt prik. Han benytter evnen til at løse mordgåder i samarbejde med privatdetektiven Emerson Cod (Chi McBride), men hans evne bliver sat på en prøve, da han genopliver sin barndomskæreste Chuck (Anna Friel) for at blive genforenet med hende.

Der er nemlig en hage ved hans såkaldte gave, for hvis han prikker den person, han har genoplivet, dør vedkommende igen. Det betyder, at han ikke må røre Chuck og skal være opfindsom for at kunne være tæt på hende. Det lille twist er med til at gøre seriens kærlighedshistorie spændende og hjertelig på trods af den morbide undertone. Seriens farverige iscenesættelse leder desuden tankerne hen på ’Charlie og chokoladefabrikken’ og ’The Wizard of Oz’ . i stærk kontrast til dødstemaet.

Pushing Daisies havde mange gode ting kørende for sig, men måtte lukke på grund af den forfatterstrejke, som ramte Hollywood i 2007 og 2008 og resulterede i, at tv-bosserne endnu engang mistede tålmodigheden over for en ellers virkelig velrenommeret serie. Ak.

Læs også: Otte tv-skuespillerinde der bør slå igennem på film

Læs også: Otte tv-skuespillere, der fortjener filmgennembruddet

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af