Oscar-kommentar: Kan ’Birdman’ virkelig true ’Boyhood’?

Oscar-kommentar: Kan ’Birdman’ virkelig true ’Boyhood’?

I 2010 støvsugede ’The Social Network’ alle tænkelige priser og udmærkelser til sig lige indtil slutningen af januar måned, hvor filmindustriens egne fagforbund gav deres besyv med: I det øjeblik slap heldet op for Finchers knivskarpe Facebook-film, og Tom Hoopers langt mere konventionelle, oscarvenlige drama om britisk monarki og en mands evne til at overkomme et personligt handicap tog for sig af hovedretterne: ’The King’s Speech’.

I disse dage bliver man mindet om forløbet af 2010-prissæsonen. ’Boyhood’, Richard Linklaters sømløst realiserede livsprojekt har på bedragerisk vis længe lignet dette års frontrunner – for så pludselig at miste sin status nu her, hvor Hollywood selv er kommet på banen. Som kritikerfavorit tog den frontrunner-positionen oven på december måneds sværm af kritikeranerkendelser – fulgt op af en Golden Globes-triumf (i dramakategorien) og en Critics’ Choice Award.

Problemet er sådan set nemt at identificere: Hverken kritikere eller journalistsammenslutninger (som Golden Globes og Critics’ Choice) har fingeren på pulsen i forhold til, hvad filmindustrien selv synes er årets bedste film. Og det er nu en gang industriens egne fagforbund (såsom skuespillere, instruktører, fotografer, klippere og producenter), der kommer tættest på at reflektere holdningen blandt Akademiets mere end 6000 medlemmer, der jo ligesom dem er brancherepræsentanter. Der er endda et ikke uvæsentligt, direkte overlap mellem medlemmerne i fagforbundene og de stemmeberettigede til Oscar.

To vigtige skalpe
Journalister og kritikere er ’bare’ outsidere. De kan være med til at skubbe til priskapløbet ved at sætte fokus på nogle enkelte film på bekostning af andre. Dybest set fungerer de som korrektiver til akademimedlemmernes egne, sløvede smagsløg eller automatholdninger. De kan insisterende pege på nogle film som en arrig terrier, der bider sig fast i et bukseben. Deres valg kan få medlemmerne til at hive de screenere frem fra bunken, som kritikerne peger på, frem for bare at ignorere dem. Ville en 75-årig, hovedrig producent, der lavede film i 60’erne og 70’erne, gide se film som ’Boyhood’ eller ’Whiplash’, hvis ikke kritikerne var der til at råbe højt om de små films fortræffeligheder? Næppe.

’Birdman’, Alejandro González Iñárritus metafabel om en falleret skuespillers forsinkede forsøg på at genfinde sin professionelle selvrespekt, har de sidste par døgn vundet to store skalpe, der fylder godt i bæltet: PGA (producenternes fagforbund) gav den først prisen som bedste film, og den hædersbevisning blev fulgt op søndag aften, hvor SAG (skuespillernes forbund) gav filmen prisen for årets bedste ensemble/cast, der i SAG-regi er at ligne med bedste film-kategorien i andre sammenhænge.

Betyder det, at ’Birdman’ nu har overtaget positionen som frontrunner i dette års oscarkapløb? Ja og nej.

Ja, fordi ’Birdman’ vandt en vigtig sejr med PGA især. De seneste syv års vindere af PGA har også vundet en Oscar for bedste film, ergo er ’Birdman’ i virkelig godt selskab. Til gengæld bekræfter SAG-sejren ikke nødvendigvis andet, end at ’Birdman’ netop er en stærk ensemblebåret film, der endda helt konkret handler om kunsten at spille sammen på en scene. Med andre ord: ’Birdman’ ville have været favorit til SAG-prisen, uanset hvor stor en frontrunner ’Boyhood’ ellers var i øvrigt. ’Boyhood’-ensemblet består nemlig af to kendte skuespillere (Ethan Hawke og Patricia Arquette) i store biroller og så to aldeles ukendte amatører, Eller Coltrane (som hovedpersonen Mason) og Lorelei Linklater (som Masons storesøster). Det ville have været sensationelt, hvis så uprøvede kræfter havde kunnet bære en ensemble-pris.

Weinstein-skyggen lurer
Derfor skal man også tage Iñárritu-filmens sejre med visse forbehold. Hvis mexikaneren vinder DGA (instruktørernes fagforbunds pris) midt i februar, ja så skifter frontrunner-positionen afgørende i retning af ’Birdman’, men jeg vil stadig vurdere, at ’Boyhood’ er favorit til at vinde netop den pris i kraft af Linklaters årelange engagement og dedikation til sit projekt.

Derudover er det efterhånden en del år siden, en amerikanskfødt instruktør har vundet Oscar’en for bedste instruktør (efter sejre til Alfonso Cuarón, Michel Hazanavicius, Tom Hooper og Ang Lee de seneste fire år). Måske DGA-medlemmerne synes, det er på tide at favorisere noget homegrown talent? Og måske Oscar føler det samme?

Hvis Linklater vinder DGA er kapløbet fuldstændigt åbent frem til oscaraftenen den 22. februar, hvor det ikke kan afvises, at vi kan se et af de splits mellem kategorierne for bedste film og bedste instruktør, som er blevet mere almindeligt i nyere tid: For eksempel at ’Birdman’ vinder for bedste film (den har den fordel, at det er en større, dyrere og dermed teknisk mere appellerende filmoplevelse end ’Boyhood’) og Linklater for bedste instruktør (med tanke på de 12 års arbejdsindsats på filmen vil det være mere end oplagt at hædre ham personligt).

Bag det hele lurer Harvey Weinsteins kampagnemuskler dog som en skygge af ukendt styrke: Hvor meget vind i sejlene kan han mon skaffe for sin meget traditionelle biopic ’The Imitation Game’? Det er virkelig op ad bakke for Weinstein, for filmen har endnu ikke vundet en eneste precursor (hverken i kritiker- eller brancheregi), hvorimod ’The King’s Speech’ i 2010 på nuværende tidspunkt havde snuppet både PGA og SAG.

Stillingen lige nu
Jeg tror, det er for sent for ’The Imitation Game’ at true de to favoritter, men det bliver selvfølgelig en interessant faktor i spillet, at der er en tredje kandidat, der ikke kan dømmes helt ude (den indtjeningsstærke ’American Sniper’ er en fjerde af slagsen, og den nomineringstunge ’The Grand Budapest Hotel’ en femte…).

En bred vifte af mulige vindere gør, at medlemmerne ikke kan stemme helt så strategisk, som hvis der kun var to mulige vindere (hvor valget så bliver reduceret til et spørgsmål om for og imod). Som tingene står aktuelt, er det sandsynligt, at stemmerne vil fordele sig bredt på fire-fem kandidater (foruden en del ’proteststemmer’ til den oversete ’Selma’), og så er det altså spørgsmålet, hvilken film der har den bredeste appel og altså kan fremstå som den største  konsensuskandidat.

Hvis man tænker kapløbet om bedste film-hæderen på den måde, står ’Boyhood’ ikke nødvendigvis svagere end ’Birdman’.

Sådan ser kapløbet om bedste film ud i mine øjne pr. 26. januar 2015:

1. Boyhood (45%)

2. Birdman (40%)

3. The Imitation Game (8%)

4. American Sniper (4%)

5. The Grand Budapest Hotel (3%)

6. Selma (-)

7. The Theory of Everything (-)

8. Whiplash (-)

Lyt også: Soundvenue Filmcast: Er ‘Birdman’ et mesterværk? Hvorfor elsker Oscar en film som ‘The Imitation Game’?

Læs også: Alejandro González Iñárritus film fra værst til bedst

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af