Den kommende serieuge står i Lars Mikkelsens tegn.
Inden han om en lille uge krydser klinger med Kevin Spaceys magthungrende politikerhaj i ’House of Cards’, toner han i aften frem på de danske tv-skærme i DR’s krimisatsning ‘Mord uden grænser’ (international titel: ’The Team’). Hvor rollen i Netflix’ flagskibserie – lig hans isnende intense optræden som skurk over for Benedict Cumberbatch i tredje sæson af BBC-serien ‘Sherlock’ – umiddelbart placerer sig i den suspekte ende af det moralske spektrum, udgør han det humanistiske anker i ’Mord uden grænser’, hvor han som politiinspektøren Harald Bjørn bekriger et blodtørstigt forbryderkartel i fællesskab med efterforskere fra Belgien og Tyskland.
Vi satte Mikkelsen i stævne til en snak om ‘Mord uden grænser’s tværeuropæiske tilsnit og forsøgte at tiltuske os detaljer om hans opsigtsvækkende rolle i ‘House of Cards’, om hvilken vi endnu ved meget lidt.
Den konceptuerende instruktør på ’Mord uden grænser’, Kathrine Windfeld, afgik ved døden for nylig. Hvordan så du hende som instruktør og som menneske?
»Jeg synes, det er så tragisk. Jeg ville ønske, at hun havde fået hele baduljen med her bagefter. Når man har et så stort hold af så mange nationaliteter, så skal du kunne sætte dig igennem, og det kunne hun – hun kunne styre det lort«.
Og så havde hun simpelthen så godt humør. Hvis min karakter (i ’The Team’, red.) er et typisk billede på en skandinavisk mand, så var hun i den grad et typisk billede på den skandinaviske kvinde med den der meget tykke feministiske streg. Hun var skidesød. Og hun stod med en kontrakt til Hollywood. Det er helt sindssygt. Vi stod alle sammen til begravelsen og tænkte: ’Det er ikke rigtigt, hun springer ud af kisten lige om lidt’. Det er bare tragisk«.
’The Team’ har mange nationaliteter på rollelisten og optagelser i forskellige lande. Hvilke udfordringer gav det?
»En af udfordringerne har helt klart været at få de mange nationaliteter og de mange tilgange til at spille til den samme tone i det samme univers. Det er ikke nemt, og det er virkelig der, jeg tænker: Wow, det er flot, at de (instruktørerne Kathrine Windfeld og Kasper Gaardsøe, red.) har formået at gøre det, for jeg synes i høj grad, at det er lykkedes.
Samtidig må du ikke fjerne eksotismen i, at der er et andet hierarki og en anden måde at gå til replikkerne og til medspillerne på i Tyskland og i Belgien, end der er i Danmark. Serien skal også leve af denne forskellighed, men det må ikke blive så forskelligt, at man tænker: ’De er slet ikke i samme univers!’«
Både i ’The Team’, i ’Sherlock’ og ’House of Cards’ spiller du på engelsk. Hvad betyder det helt konkret for dig, at du ikke spiller på dit modersmål? Har du som for eksempel Nikolaj Coster-Waldau været i intens accenttræning?
»Når det er på engelsk, bruger man noget energi på replikken, som man ikke helt bruger på samme måde på ens eget modersmål. Det kan både være en fordel og en ulempe, vil jeg sige, fordi vi i Danmark nogle gange har en tendens til at fjerne os så langt fra replikken, at man tænker, ’hvad sagde han lige der?’. Det problem har jeg ikke i samme grad oplevet i mine engelske roller.
Jeg har ikke gjort så meget for at forbedre mit engelske. Det har altid været meget godt, og så er det selvfølgelig blevet bedre under alle de udenlandske produktioner, jeg har medvirket i«.
Du spiller skurk i ’Sherlock’ og – ser det ud til – ’House of Cards’, mens din humanistisk anlagte karakter i ’The Team’ betegnes som seriens helt. Hvad foretrækker du egentlig at spille?
»Jeg har ikke haft det der med, at det ene er federe end det andet. Jeg nyder at lave begge ting. Det handler jo om at give liv til figurerne, uanset hvem de er. Der kan man sige, at det er sværere at gøre en skurk sandsynlig, fordi han skal være så flamboyant. Men jeg er glad for, at jeg får lov til begge ting«.
Hvad er forskellen mellem at stå på en europæisk produktion som ’The Team’ sammenlignet med ’House of Cards’?
»Settet er større, men det, du skal ind og gøre – møde din medspiller og få en realistisk situation ud af det, som du er i gang med – er det samme. Det, der egentlig overrasker mest, er, at man overhovedet kan tænke: ’Gud, det handler om alt muligt andet!’ Det gør det overhovedet ikke. Det går op for én, at man da godt ved, hvordan man gør det her«.
Hvordan fik du rollen i ’House of Cards’?
»Det var en casting. Vi kan lave e-castings hjemme i stuen og sende dem afsted, så man ikke skal rejse for det. Man laver et hav af dem. Det kan Nikolaj Coster Waldau fortælle jer alt om. Man sprøjter de der afsted hele tiden. Det, der typisk sker, er, at du ikke hører noget, for hvis du ikke får det, så modtager du ikke noget svar. Det bruger de altså ikke tid på. Der var faktisk gået et stykke tid, og jeg tænkte ’nå…’. Men så var den der lige pludselig, og det var jo helt sindssygt«.
Og så var det direkte i gang?
»Ja, så var det direkte i gang med at forberede mig ret intenst til det her, for der var nogle ting, jeg skulle, som jeg ikke havde pejling på. Det… må jeg ikke snakke om!«
Må du snakke om din rolle i serien?
»Nej«.
Så når jeg siger, at der er tale om en pendant til Putin, så får jeg ikke noget svar?
»Netop«.
Skærmtid?
(Lars Mikkelsen ryster på hovedet)
Hvad med…
»Det er jo sindssygt at have et produkt, der er så stærkt, som de har. Det er så stærkt, at de faktisk ikke behøver reklamere på nogen måde. De behøver ikke fortælle noget om produktet. Det er helt vildt, ikke?
Det genererer jo meget mere, at det er en hemmelighed, for så vil alle vide, hvad hemmeligheden er«.
Ud fra traileren kan man se, at du har skærmtid med Kevin Spacey og er i enrum med ham. Du slår mig ikke som typen, der bliver star-struck, men melder nervøsiteten sig alligevel, når det er sådan en kapacitet, man spiller overfor?
»Selvfølgelig gør den det. Men som jeg siger, hvis man ikke skal fucke det helt op, så skal man koncentrere sig om det, man skal, og gå ind og matche ham. Der kan du ikke sidde og savle altså. De her folk har hele verden som deres publikum, så de kan ikke sidde og vente på, at du kan dit lort«.
Har du lært noget af at spille over for Kevin Spacey, Benedict Cumberbatch og Martin Freeman?
»Orv, de er gode, mand! Dem lærer man meget af. Det, vi gør som skuespillere, er, at vi skaber momenter, der er brugbare. Det er simpelthen så vildt at sidde over for nogle, der aldrig leverer et moment, der ikke kan bruges – alt kan hele tiden bruges«.
Vi er mange, der synes, du sagtens kan hamle op med dem.
»Det er fedt! Men det hænger også sammen med, at de af os, der får lov at spille skuespil herhjemme, faktisk bliver rigtigt veluddannede. Vores sprogkundskaber og approach til naturalismen gør os brugbare. Så hvis vi ikke kvajer os for meget, tror jeg, man vil sige ’hey, vi skal bruge nogle danskere!’ i mange år frem. Det er jo skønt. I stedet for, at vi går rundt og er misundelige på hinanden i en lille andedam, så skal vi glæde os over hinandens succes: ’Det lykkedes også for ham, super fedt!’ Det åbner dørene endnu mere«.
Kan du sammenligne dynamikken i dit spil med Cumberbatch på ’Sherlock’ og så i scenerne med Spacey?
»Dynamikkerne er jo lidt de samme. Det kan jeg måske godt sige… Uha, det er svært det her. Jeg må jo slet ikke sige noget. Jeg fik simpelthen en mail (fra producenterne af ’House of Cards’, red.), hvor der stod, at jeg kunne sige, at jeg var med, men intet kunne fortælle om rollen og absolut intet om forløbet«.
Hvad nyder du mest: En birolle i en stor amerikansk produktion som ’House of Cards’ eller en hovedrolle i en mindre europæisk produktion som ’The Team’?
»Det supplerer hinanden. Altså jeg er jo røvprivilegeret. Jeg er on a flow, og jeg skal bare følge med og se, hvad der sker.
Modsat tidligere, hvor jeg bookede hele året med teater og film, så lægger jeg mig nu kun fast på en produktion om året. Og så skal jeg snart instruere en teaterforestilling. På den måde har de internationale roller givet mig blod på tanden i forhold til, hvad man ellers kan. Så man ikke bare siger ’jeg skal derud!’, når nu erkendelsen er, at det ikke er anderledes, end det man laver herhjemme«.
Har du lagt en plan for fremtiden?
»Nej, ikke rigtig. Jeg har det bare sådan, at nu må vi se, hvad der kommer, og så tager jeg stilling til det. Jeg prøver slet ikke at styre det. Jeg tænker bare: ’Det kunne være fedt, hvis der kom en opgave til’. Hvis der kommer noget, jeg kan vælge mellem, så kan vi snakke om, hvad jeg vælger. Men lige nu er det mere at se, om det kan bære«.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Paul Thomas Andersons hashtågede ‘Inherent Vice’, musikfilm-revival med ‘Steppeulven’ og ‘Whiplash og Snapchats første serie
Læs også: Lars Mikkelsen afsløres som Kevin Spaceys modspiller i ‘House of Cards’