Marion Cotillard
Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Rollen i Dardenne-brødrenes arbejdsløshedsdrama har vundet Cotillard megen hæder, men hverken ved Golden Globe eller SAG. Og så er det svært at vinde en Oscar. Ingen hovedrolle har nogensinde vundet en Oscar uden en SAG-nominering. Og kun fire gange er det lykkedes hovedroller at vinde uden en Golden Globe-nominering. Kombinationen af ikke at være nomineret til de to priser og vinde en Oscar virker nærmest umulig, om end det lykkedes for Marcia Gay Harden i 2001 som den hidtil eneste. Men det var også i birollekategorien, hvor der er færre Golden Globe-nominerede. Alligevel ser Cotillard ud til at være chanceløs denne gang«.
Vinderchancer: 1 % – chanceløs
Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Hvis Cotillard ikke havde vundet en Oscar allerede (for 2007’s ’Spurven’), kunne det godt være, hun kunne give Moore lidt mere kamp til stregen. Under alle omstændigheder er de fleste enige om, at det er på høje tid, at hun modtager karrierens anden nominering. Nok har Hilary Swank (og Christoph Waltz, men i birolle) vundet to Oscars på to nomineringer, men det sker sjældent, og slet ikke i en socialrealistisk, fransksproget film med dogme-æstetik, som store dele af medlemsskaren sikkert ikke kan nosse sig sammen til at få set. Cotillard vil til gengæld hente en del stemmer fra dem, der rent faktisk gider finde en screener frem fra bunken.
Vinderchancer: 4 % – meget svag outsider
Julianne Moore
Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Moore er sublim i rollen som den Alzheimers-svækkede universitetsprofessor, der desperat prøver at holde fast i den person, hun engang var. Moore har da også vundet både SAG og Golden Globe samt en så mange andre priser, at man ikke tør give sig i kast med at nævne dem alle. Og selvom det er 12 år siden, hun sidst var nomineret, så er det femte gang i alt, og denne gang bliver det svært at komme uden om hende. Hun må være en af aftenens største favoritter. Men vinder Moore ikke, er slaget helt åbent«.
Vinderchancer: 70% – storfavorit
Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Moore opnåede en nominering på baggrund af et stille indie-drama, der fik istandsat ’selektive’ premierer i L.A. og New York inden deadline for at kvalificere sig til Oscar. Meget få har således haft mulighed for at se filmen, og meget få mennesker uden for brancheboblen har derfor en mening om den. Men det er lige meget i tilfældet Julianne Moore. Rollen ligger til højrebenet for Oscar, og Moore er alment anerkendt som den største, stadig brandaktuelle skuespillerinde, der aldrig har vundet den gyldne statuette. Resten er en formalitet, hvilket SAG-sejren kun bekræftede«.
Vinderchancer: 88 % – storfavorit
Reese Witherspoon
Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Med Witherspoon er vi i samme situation som Cotillard: Hun vinder ikke sin anden Oscar på to forsøg (den første var for ’Walk the Line’ i 2005). Til gengæld er der en god comebackhistorie i, at Witherspoon oven på nogle sløje år endelig er tilbage med gode, substantielle roller i velmodtagne indiefilm (hun har også en mindre birolle i ’Inherent Vice’ i denne sæson) og som producent (’Gone Girl’). Akademiet kan godt lide at invitere gamle vindere tilbage i folden for at bevise, at de ikke så forkert ved at nominere dem i første omgang. Men derfra og til endnu en Oscar i kapløb med Oscar-løse Julianne Moore? Nej, vel…
Vinderchancer: 2 % – meget svag outsider
Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Sidste gang hun var nomineret, vandt hun, og jeg synes faktisk, at hun leverer en bedre præstation i ’Wild’ end i ’Walk The Line’. Men Witherspoon er oppe mod overmagten i Julianne Moore, så selvom hun har vundet en del kritikerpriser, så bliver det svært at frarøve Moore sin længe ventede Oscar«.
Vinderchancer: 12% – long shot
Rosamund Pike
Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Pikes rolle som psykotisk forstadsfrue har høstet mange roser, og både hun og filmen lå som favoritter tidligt i Oscar-sæsonen. Pike høstede også masser af kritikerpriser, men da det kom til de mere afgørende guild-priser, blev både hun og ’Gone Girl’ overhalet. Pike kan endda prale af at være den eneste Oscar-nominerede for ’Gone Girl’. Man kan sikkert tjene gode penge på at spille på en sejr til Pike, men risikoen for at miste sit indskud er nok også ret stor«.
Vinderchancer: 12 % – long shot
Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»En af grundene til, at Moore vinder den 22. februar, er, at der ikke har materialiseret sig en åbenlys udfordrer, der kan tage kampen op mod hende. Havde der været ét klart alternativ, der kunne suge resten af stemmerne op, havde der været en lille åbning. Pike så længe ud til at være det bedste bud på ’officiel’ udfordrer, men ’Gone Girl’ ramte bare ikke akademiets sweet spot, så selvom figuren Amy Dunne er en af filmårets mest omdiskuterede og ikoniske gestaltninger på det store lærred, er Pikes buzz kølnet betragteligt i takt med filmens manglende Oscar-lykke. Selvom hun skulle gå hen og vinde en BAFTA på hjemmebane, vil det ikke være nok til at snuppe Oscaren fra Moore.
Vinderchancer: 5 % – svag outsider
Felicity Jones
Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
» Hvis ’The Theory of Everything’ havde været favorit til bedste film, kunne Jones måske have reddet med på en bølge, der kunne have gjort hende til Julianne Moores førsteudfordrer, men i stedet synes begejstringen for filmen at være kølnet gradvist, i takt med at den anden videnskabs-biopic ’The Imitation Game’ har fået overtaget i det interne ’Battle of Britain’. Derudover overstråles Jones af Redmayne, der har en reel mulighed for at vinde for bedste mandlige hovedrolle. Det gør næppe Jones’ muligheder for at hævde sig bedre.
Vinderchancer: 1 % – uden chance
Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Biopics er altid et godt bud på vindere i skuespilkategorierne. Men rollen som Stephen Hawkings kone er nok mere en gennembrudsrolle end en egentlig Oscar-rolle for Jones. Hun har været nomineret til rigtig mange priser, men har ikke vundet noget af betydning. Hendes chance er, at to af konkurrenterne i denne kategori allerede har fået deres Oscar, og dermed kan der være en modvilje mod at give dem nummer to allerede. Hun har dog stadig to kraftpræstationer fra Pike og Moore, som hun skal overvinde. Og det bliver svært.«
Vinderchancer: 5% – chanceløs
Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.
Lyt til særudgave af Soundvenue Filmcast: Oscar-diskussion med høj nørdefaktor
Læs også: Marion Cotillards bedste og værste roller
Læs også: Nicole Kidman og Reese Witherspoon skal lave tv-serie sammen
Læs også: ‘Kvinden der forsvandt’-stjerner: »Fincher ser alt«