1. ’Mommy’
Det canadiske wunderkind, Xavier Dolan, kan få enhver til at føle sig som et omvandrende fossil. Allerede som 20-årig instruerede han sin første spillefilm, ’I Killed My Mother’, og seks år og fire spillefilm senere er han klar med sit foreløbige hovedværk ’Mommy’, der fortryllede Cannes-festivalen sidste år. Dolan forlod Croisetten med en Jurypris i næverne, og nu får vi endelig – endelig! – mulighed for at opleve filmen på de danske lærreder.
Dolans film vibrerer med nysgerrig legelyst og befriende vildskab, og de beskrives måske bedst som uslebne diamanter: Ujævne, men umådeligt fascinerende. Den eksperimenterende æstetik har kun langefingeren til overs for filmstilens abc, og det har – i et udslag af jantelov, vil nogen mene – fået kritikere til at klæbe et lidet flatterende stil over substans-prædikat til instruktøren. Han gør dog kritikken til skamme i ’Mommy’, en intim fortælling om en ADHD-plaget teenagedrengs forhold til sin mor.
Intimiteten forplanter sig i øvrigt i filmens 1:1-format, der på et bredt biograflærred fremstår rektangulært a la en iPhone-skærm. Det er et stilistisk træk, som kun Dolan kan slippe afsted med.
Premiere 1. april.
2. ’I kælderen’
Ingen vil påstå, at Ulrich Seidls film er lette at overvære. Han er en dreven provokatør, hvis film er rige på SM-sex, nazisymboler og andre kontroversielle ingredienser, og når han går i kælderen, kan man være sikker på, at den er sort som kul. Så hvorfor i alverden skulle man følge ham?
Fordi den østrigske instruktør har et eminent blik for de besynderligheder, der skjuler sig bag det vestlige samfunds mondæne overflade. Efter adskillige kidnapningshistorier har tilsmudset Østrigs selvbillede, er det naturligt, at Seidl går vender blikket mod de østrigske kældre for at udforske tabuerne i landets ellers så billedskønne bjergbyer.
Som tilfældet var i den kritikerroste ’Paradis’-trilogi hersker den sorte humor, selv (eller måske især) når urinsex og andre herligheder fra bondage-kælderen fylder lærredet.
Premiere 8. april.
3. ’Idealisten’
Christina Rosendahl har været længe undervejs med sin anden spillefilm, efter hun slog igennem med den energiske ungdomsfilm ’Supervoksen’ fra 2006. Med ’Idealisten’ foretager hun et radikalt genreskifte mod den politiske thriller i en polemisk hudfletning af et åbent sår i dansk historie: Thule-sagen.
Efter et amerikansk militærfly med fire brintbomber ombord styrtede ned i den grønlandske sne, blev flere hundrede arbejdere sat til at udføre oprydningsarbejdet i den tro, at helbredsfaren var minimal. Egentlig fjernede de dog vragdele i en sky af radioaktivitet med dødelige kræftsygdomme til følge.
’Idealisten’ graver dybt i det danske Thule-traume med stærke navne i spidsen: Peter Plaugborg, Søren Malling og Thomas Bo Larsen.
Premiere 9. april.
4. ’Rosita’
»Så er der fisse-fisse fra de varme lande«.
Flere programserier på tv har kastet lys over fænomenet, hvor midaldrende mænd uden skyggen af game hiver orientalske kvinder til provinsielle flækker i drømmen om lyksalig tosomhed. Smukt eller usmageligt? Frederikke Aspöcks anden spillefilm, ’Rosita’, dykker ned i de usandsynlige ægteskaber i en hjertevarm fortælling om kærlighed og udbrydertrang.
Mikkel Boe Følsgaard, der hjemtog en Sølvbjørn for sin intense præstation i ’En kongelig affære’, tvinges til at involvere sig aktivt i sin fars (Jens Albinus) forhold til den importerede filippinske kvinde Rosita (Mercedes Cabral), men hvor han blot skulle fungere som tolk, udvikler han snart varme følelser for det eksotiske fremmedlegeme.
For ham er Rosita personifikationen af den store verden uden for det isolerede landbysamfunds grænser, og han føler snart en brændende lyst til at bryde ud af osteklokkens grå rutine.
Premiere 16. april.
5. ’Samba’
Olivier Nakache og Eric Toledanos seneste film var den franske komedie ’De urørlige’, der med sin opbyggelige tematisering af etniske spændinger – noget, der i allerhøjeste grad plager det franske samfund – var en oplagt biografbasker både inden og uden for hjemlandets grænser. Den hjertevarme feel good-film blev sågar belønnet med en Oscar-nominering.
Med ’Samba’ fortsætter instruktørerne i samme spor med nok en almenmenneskelig fortælling om et spirende tværetnisk møde, endnu engang med Frankrigs systemiske racisme som bagtæppe.
Charlotte Gainsbourgs fastkørte Alice rådgiver ildestedte immigranter i sin fritid, og i mødet med den unge afrikanske mand Samba (Omar Sy fra ’De urørlige’) og hans uforfalskede optimisme genfinder hun livsglæden. Hun tager kampen op mod systemet for at sikre Samba permanent opholdstilladelse, men den institutionaliserede følelseskoldhed viser sig svær at besejre.
’Samba’ ligner endnu en sympatisk tur i Nakache og Tolenados multietniske smeltedigel.
Premiere 16. april.
6. ’Far from the Madding Crowd’
Det er et modigt skridt af Thomas Vinterberg at søge væk fra Danmarks grænser på ny, efter hans to forrige engelsksprogede film, ’It’s All About Love’ og ’Dear Wendy’, kuldsejlede karrieren. Hvor Vinterberg her var ude i de helt store kunstneriske armbevægelser, synes ambitionsniveauet i Thomas Hardy-filmatiseringen ’Far from the Madding Crowd’ mindre bombastisk.
Filmen ligner således et traditionelt kostumedrama med følelserne ude på tøjet – og et cast af en anden verden. Carey Mulligan fra Lone Scherfigs ’An Education’ spiller hovedrollen, mens Matthias Schoenaerts, Michael Sheen og Tom Sturridge udgør hendes tre bejlere. Især Schoenaerts har slået sit navn fast som et af Europas største skuespiltalenter med uudslettelige præstationer i ’Bullhead’ og ’Smagen af rust og ben’.
Vinterberg fik vendt den filmiske lykke på hjemlig grund med ’Submarino’ og ’Jagten’, og det bliver spændende at se, om han med de danske succeser i ryggen omsider kan lancere sit internationale gennembrud. Noget kunne dog tyde på, at han griber det mere forsigtigt an i denne ombæring, da hans næste film, ’Kollektivet’, er pæredansk.
Premiere 23. april
7. ’Red Army’
Den kritikerroste dokumentar ’Red Army’ fortæller historien om det legendariske Russian Five-ishockeyhold med kaptajnen Vyacheslav ’Slava’ Fetisov i centrum. Holdet var skabt ud fra den evindelige sovjetiske ambition om at understrege kommunismens overlegenhed, men da Fetisov blev inviteret til det forjættede land i NFL, måtte han tage fædrelandets ideologiske præferencer op til revision.
KGB var ikke synderligt interesserede i at eksportere deres ishockey-es til de vantro, amerikanske kapitalister, og har man først sikkerhedspolitiet på nakken, er det ikke sådan at slippe ud af jerntæppets greb. Fetisovs store drømme og knækkede håb bliver en tydelig parallel til Sovjetunionens storhed og fald i Gabe Polskys medrivende dokumentar.
Premiere 23. april.
8. ’The Avengers: Age of Ultron’
Hulk, Iron Man, Captain America og tordenguden Thor på samme heltehold. Burde det fungere? Nej. Men det gjorde det så sandelig i Joss Whedons overflødighedshorn af en superheltedrøm, ’The Avengers’, der med den helt rette dosis glimt i øjet leverede frydefuld eskapisme i biografens mørke.
Som han allerede slog en tyk streg under med sci-fi-western-serien ’Firefly’ og den efterfølgende spillefilm ’Serenity’, har Whedon en eminent evne til at kreere fantastiske filmverdener uden at sylte hverken karakterer eller plot.
I anden ombæring med superhelte-dream team’et er der skruet behørigt op for de mørke overtoner (det er efterhånden en konvention i superhelte-sequels), og den Pinocchio-citerende dræberrobot Ultron giver helteholdet kamp til stregen. Vi må se, om ’Frankenstein’-tematikken om den skabtes oprør mod skaberen stikker specielt dybt, men kedeligt bliver det næppe, når ’Age of Ultron’ indtager de danske biografer – og indvier landets første IMAX-skærm i CinemaXX.
Premiere 23. april.
9. ’Prinsesse Kaguya’
Studio Ghibli associeres entydigt med Hayao Miyazakis animationsperler, men studiet huser faktisk en mester af samme kaliber: Isao Takahata. Den nu 80-årige instruktør stod blandt andet bag mesterværket ’Grave of the Fireflies’, en hjerteknusende smuk skildring af en bror og søsters ukuelige kærlighed midt i Anden Verdenskrigs bombehav.
Hvor hovedværket bærer Ghiblis karakteristiske streg, har Takahata tilført den Oscar-nominerede ’Prinsesse Kaguya’ et næsten avantgardistisk, nedskrællet udtryk. Filmen fortæller historien om pigen Kaguya, som opdages af en gammel mand på en bambusstang, da hun knap er større end en finger, og efterfølgende vokser sig så stor og smuk, at Japans kejser bejler til hendes hånd.
Der er lagt op til et sansebombardement af de helt sjældne i Takahatas lyriske fabel.
Premiere 30. april.
10. ’Timbuktu’
Imens medierne fokuserede på terrorhandlingen mod det franske satiremagasin, Charlie Hebdo, gik en lignende katastrofe i Nigeria mere ubemærket hen. Den afrikanske terrororganisation Boko Haram begik et regulært massedrab på adskillige civile nigerianere som led i deres blodige kampagne for at gennemtrumfe Sharia-lovgivning i det afrikanske land.
Mens vi kan relatere til vores EU-frænder, synes konsensus at være, at den kulturelle afgrund til det kronisk konflikthærgede Afrika er for stor til, at vi kan engagere os i tragedier som den nigerianske.
Det er forhåbentlig en påstand, som Abderrahmane Sissakos Oscar-nominerede drama ’Timbuktu’ er i stand til at modbevise. Filmen foregår i et afrikansk samfund, der vendes på den anden ende, da en samling terrorister overtager tøjlerne og forbyder beboerne mod dette og hint. Mon ikke vi snildt kan føle kvæghyrden Kidanes sorg, når jihadisterne truer hans familie på livet? Her ophæves betydningen af kontinentale grænser, hudfarve og forskelligartet tro.
Premiere 30. april.
Læs også: Kommentar – Cannes kunne have skabt fremtiden, valgte fortiden
Læs også: Jessica Chastain castet til vidunderbarns første film på engelsk
Læs også: Englands nye stjerneskud: Jeg vil helst arbejd med Scorsese og Vinterberg