6. ’Drive’ (sæson 6, afsnit 2)
Sjette sæsons ’Drive’ er nok mere kendt for, hvad det kom til at betyde, end for afsnittet i sig selv. Det er nemlig her, at de første sten til en af de mest markante serier i det 21. århundrede, ’Breaking Bad’, blev lagt. Skaber Vince Gilligan står nemlig for manuskriptet til afsnittet, mens selveste Walter White, Bryan Cranston, har rollen som den hjernebetændte, Mr. Crump, der bliver nødt til uafbrudt at køre mod vest for at undgå, at hans hjerne eksploderer. Allerede i deres første møde opstår magien.
Gilligan og instruktør Rob Bowman (der stod bag 33 afsnit og tilmed instruerede spillefilmen ’The X-Files: Fight the Future’ i 1998) serverer en adrenalinpumpende køretur, hvis nerve og intensitet kun bliver yderligere forstærket af, at Crump tager Mulder som gidsel. Hyldesten til actionfilmen ’Speed’ er tydelig, ikke mindst gennem Mulders flabede metakommentar: »If you stop moving you die? I think I saw this movie«.
Cranston formår at give sin skurkerolle en human og sympatisk side, og det er derfor ikke svært at se, hvordan Gilligan senere fandt ham perfekt til rollen som Walter White. Dynamikken mellem Cranston og David Duchovny er både humoristisk og energiladet.
I bedste ’The X-Files’-ånd formår ’Drive’ også at dreje sagen over mod regeringssammensværgelser og offentlige eksperimenter.
5. ’Home’ (sæson 4, afsnit 2)
‘Home’ fra fjerde sæson er på mange måder det mest groteske og kontroversielle afsnit i den samlede ’X-Files’-serie. Afsnittet pressede grænsen for, hvad man kunne tillade sig at vise på broadcast-tv i USA anno 1996, gennem dets voldelige og tabubelagte indhold, der indebærer alt fra babymord, incest og kannibalistiske drab.
Det var således også det eneste afsnit til at få til en såkaldt TV-MA rating (en anmærkning om, at programmet er for ’modne’ mennesker) for senere at blive bandlyst fra FOX’s sendeflade. Og stadig den dag i dag er ’Home’ en forfærdende og foruroligende oplevelse.
Da en nedgravet baby findes i den fredsommelige Pennsylvania-by Home, der absolut ikke har fulgt med udviklingen, hidkaldes Mulder og Scully. Det viser sig nemlig, at babyen er født med alle tænkelige fødselsdeformiteter. Mistanken falder straks på den udstødte familie, The Peacocks. Familien er nemlig selvforsørgende i ordets bredeste forstand – familiens tre indavlede brødre er den værst tænkelige blanding mellem Leatherface, familien fra Wes Cravens ’The Hills Have Eyes’ og noget fra en David Lynch-film. Men flere ubehagelige overraskelser venter vores agenter, da de aflægger familien et visit.
Forfatterparret Glen Morgan og James Wong, der havde været med at starte seriens succes i 1993, vendte efter en mindre pause tilbage med dette voldsomme afsnit af ’The X-Files’, og med ’Home’ udforsker de tematisk alt fra den amerikanske drøm over globalisering til ubetinget moderskab. Den hedengangne Kim Manners, der instruerede intet mindre end 52 afsnit af serien, står også bag kameraet her, og han får skabt den perfekte balancegang mellem sort galgenhumor og creepy-horror.
Det løber én koldt ned ad ryggen, når crooner Johnny Mathis’ ’Wonderful! Wonderful!’ kombineres med de tre brødres brutale nedslagtning af en uskyldig familie.
4. ’Clyde Bruckman’s Final Respons’ (sæson 3, afsnit 4)
Selvom Darin Morgan kun forfatterede fem afsnit af ’The X-files’, har han opnået nærmest legendarisk status blandt fans. Morgan leverede nemlig et friskt pust og bragte en tiltrængt humor ind i serien. Afsnittet ’Clyde Bruckman’s Final Respons’ står som Morgans svendestykke, ikke mindst på grund af Peter Boyles hjerteskærende gæsteoptræden. Begge blev da også belønnet med en Emmy i 1996.
I efterforskningen af en seriemorder, der skærer øjnene ud på sine synske ofre, støder Mulder og Scully på forskningsagenten Clyde Bruckman (Boyle). Det viser sig, at Bruckman også har synske evner – han kan nemlig se, hvordan folk dør, noget der er ganske brugbart i hans job, men ikke særlig velegnet i det private liv.
En melankolsk humor gennemsyrer ’Clyde Bruckman’s Final Repons’ og gør det til en helt unik oplevelse, der efterlader dig med både et smil på læben og en tåre på kinden. Det er eksempelvis ganske vittigt, når Bruckman går mere op i, hvilken kage Mulder træder i, end hvem der forsøger at slå ham ihjel, mens den uundgåelige sidste scene mellem Bruckman og Scully er dybt rørende.
3. ’Bad Blood’ (sæson 5, afsnit 12)
Mange ting kørte af sporet hen mod seriens afslutning, og én af dem var, at de mere komiske anlagte afsnit tog overhånd. Det humoristiske anslag er dog en bestandig del af ’The X-Files’ DNA, og det er svært at komme uden om sjove fanfavoritter som ’Jose Chung’s From Outer Space’ og ’Small Potatoes’.
Det er dog det hylende morsomme afsnit ’Bad Blood’ fra seriens femte sæson, som tager pladsen som det bedste i netop denne kategori.
’Bad Blood’ er en ’Rashomon’-fortælling, hvor henholdsvis Mulder og Scully skal udlægge hver deres version af en mord-efterforskning i Texas, der har medført, at Mulder har slået en teenagedreng ihjel i den tro, at han var en vampyr.
Afsnittet udforsker på komisk vis forholdet og dynamikken mellem de to agenter, og både David Duchovny og Gillian Anderson får brug for deres funny bones. For mens Mulder fremlægger Scully som en stram tante, der er lidt løs på tråden, så bliver han en overgearet og overtroisk freak i Scullys version. Det er ’Breaking Bad’-skaberen Vince Gilligan, der igen står bag dette skøre manuskript, hvor Luke Wilson og Patrick Renna gæsteoptræder som henholdsvis bøvet-sexet betjent og mulig vampyr. ’The X-Files, når det er allersjovest.
2. ’The Post-Modern Prometheus’ (sæson 5, afsnit 5)
Over sine 202 afsnit har ‘The X-Files’ budt på en række interessante stilistiske eksperimenter, som ’Groundhog Day’-afsnittet ’Monday’ og ’Triangle’, der er inspireret af Hitchcocks ’Rope’ i sin one-take-stil. I femte sæsons ’The Post-Modern Prometheus’ går Chris Carter hele vejen i sin hyldest til 1930’ernes Universal-monsterfilm ved at skyde afsnittet i sort-hvid og med en tegneserie som rammefortælling.
I afsnittet, der er en moderne version af Mary Shelleys klassiske horrorfortælling om ’Frankenstein’, hidkaldes Mulder og Scully til en provinsflække, hvor en kvinde hævder, at hun er blevet gjort gravid som følge af et besøg fra et tohovedet monster. Alle spor peger mod egnens legende om Den Store Mutoffel – og inden længe kommer Mulder og Scully på sporet af en gal professor og et Cher-syngende monster.
Midt i den mytologitunge femte sæson kommer ’The Post-Modern Prometheus’ som et dejligt humørfyldt afsnit, der viser sig at gemme på en rørende og munter fortælling om at være anderledes, men stadig have et behov for at føle sig elsket. Skaberen Chris Carter står selv for både instruktion og manuskript, og afsnittet endte med at få hele syv Emmy-nomineringer i 1998. Sangerinden Cher, der var stor fan af serien, skulle oprindelig have medvirket i afsnittets enestående og vanvittige afslutning (se det herlige klip ovenfor!). En ægte ’X-Files’-klassiker!
1. ’Squeeze’ (sæson 1, afsnit 3)
’Squeeze’ er seriens første egentlige monster of the week-afsnit – og hvilket ét. Afsnittet beviste, at ’The X-Files’ ikke blot ville kredse om rumvæsener og konspirationer, men også udforske de mørke, klamme og uhyggelige hjørner af det overnaturlige.
En af Scullys tidligere kollegaer beder hende kigge på en uløselig mordgåde om en seriemorder, der ud over at tage leveren fra sine ofre, kommer ind og ud af aflåste rum. Da Mulder hører om sagen, viser den sig at være forbundet til en ældgammel x-file, der går helt tilbage til starten af 1900-tallet.
Det er makkerparret Glen Morgan og James Wang, der står bag skabelsen af en af de mest karakteristiske og klammestre monstre i ’The X-Files’ historie: Eugene Victor Tooms. Skuespiller Doug Hutchinson baserede sit fantastiske portræt af den indsmigrende Tooms – et slangemenneske, hvis eksistens er betinget af, at han indtager menneskelige levere hvert 30. År – på en anden kannibal, nemlig Anthony Hopkins Hannibal Lecter fra ’Silence of the Lambs’.
Samtidig markerer ’Squeeze’ sig også som et centralt afsnit, idet det er første gang, Scully for alvor vælger Mulders side frem for det ordinære FBI, og selvom det er tidligt i serien, fornemmer man allerede det subtile venskab, Mulder og Scully nærer til hinanden. Afsnittet lægger i den grad kimen til den fremragende dynamik, som de to karakterer udvikler over seriens levetid.
’Squeeze’s djævelske og drillende cliffhanger blev senere fulgt op med afsnittet ’Tooms’.
Læs også: ‘The X-Files’ vender tilbage