’Timbuktu’

6 6
’Timbuktu’

For blot et par måneder siden var der næppe mange, der kendte til mauretansk filmkunst. Men syv César-priser (Frankrigs svar på Oscar-statuetter) og én Oscar-nominering senere er den mauretanske instruktør Abderrahmane Sissako og hans seneste film ‘Timbuktu’ på alles læber i arthouse-kredse.

Og det er der god grund til. ‘Timbuktu’ er nemlig både eminent filmet af Sofian El Fani, der også var fotografen bag ‘Adèles liv, og gennemsyret af et fuldstændig sublimt soundtrack, sammensat af Amine Bouhafa og båret af den malisiske sanger Fatoumata Diawaras hypnotiserende, hæse stemme.

Bouhafas film er dog langt fra blot en sansepleasende skønhed – den er i den grad også en grundvoldsrystende fortælling om militante jihadister, der forsøger at kvæle Timbuktus kulturelle egenart og de mennesker, der har været med til at skabe den. En fortælling, der – selvom den tager udgangspunkt i den islamistiske gruppe Ansar Dines indtog i det nordlige Mali tilbage i 2012 – stadig resonerer i aktuelle tragedier som Boko Harams angreb i Nigeria og Al-Shabaabs universitets-massakre i Kenya.

I ’Timbuktu’ lader Sissako sin fortælling udspille sig omkring en familie, der har valgt at bosætte sig på en sandklit lidt uden for landsbyen. Her bor ko-hyrden Kidane (Ibrahim Ahmed) sammen med sin kone Satima (Toulou Kiki), deres øjesten Toya og deres bonussøn, den forældreløse Issan.

Alt er tilsyneladende fryd og gammen. De drikker te, dækker ikke deres hår til og spiller musik, selv efter det er blevet forbudt. Men kan man virkelig undslippe sharia-håndhæverne blot ved at flytte lidt længere ud i ørkenen? Det lyder for godt til at være sandt – og er det også.

I en på én gang åndeløst smuk og dybt urovækkende totalindstilling ser vi Kidanes liv tage en drastisk drejning, og pludselig forstår vi den ubærlige betydning af filmens ildevarslende åbningsskud, hvor en gazelle – jagtet af de afstumpede islamister – flyver henover skærmen i fuldt firspring: Man kan prøve at flygte, alt det man vil, men enten løber man sig træt eller også bliver man henrettet.

Der er ingen lykkelig slutning for karaktererne i ‘Timbuktu’, kun spæde momenter af håb – som når en flok unge drenge, i filmens allermest bjergtagende sekvens, omgår jihadisternes fodbold-forbud ved at spille med en ‘usynlig’ bold, og en kvinde går døden syngende i møde, mens hun piskes.

Men selvom Sissakos foragt for religiøs fundamentalisme er til at få øje på, så er det faktisk filmens største styrke, at han aldrig forfalder til at svælge i elendigheden eller fordømme de hykleriske undertrykkere på en måde, der underkender deres menneskelighed. Sissako tør sætte ansigter på ondskaben, at tilføre humanisme til terrorister, og det er både modigt og altafgørende for at nærme sig en reel forståelse for, hvad der driver mennesker til at være så fucking modbydelige mod hinanden.

‘Timbuktu’ er en hjerteflænsende fryd for øjet og – allerede nu – en stensikker contender til årets stærkeste filmoplevelse.


Kort sagt:
Uden at bombardere én med lammende billeder af død og elendighed problematiserer det mauretanske instruktørtalent Abderrahmane Sissako kulturløse jihadisters agressive indtog i Afrika i sin prissluger ‘Timbuktu’. Et svimlende smukt og gennemmusikalsk klageskrig, der gør ondt helt ind i sjælen.

Læs også: Cannes kunne have skabt fremtiden, valgte fortiden

Spillefilm. Instruktion: Abderrahmane Sissako . Medvirkende: Ibrahim Ahmed, Toulou Kiki, Abel Jafri . Spilletid: 97 min. . Premiere: Den 30. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af