12. Så mange af de 100 mest indbringende Hollywood-film sidste år havde en kvinde i hovedrollen. Og ud af alle talende roller var kun 30 procent besat af en kvinde. Det viser den seneste rapport fra Center for the Study of Women in Television & Film på University of San Diego.
Undersøgelsen viser også, at kvinderne gennemsnitligt er yngre end deres mandlige modstykker, færre har et identificeret arbejde i filmene, og endnu færre optræder i lederroller.
Det er altid betryggende, når statistikken bekræfter de tendenser, man selv har observeret. Kigger man på udbuddet fra Hollywood, skal man nemlig lede længe efter substantielle kvinderoller. Julianne Moore havde godt stof i ’Still Alice’ og ‘Maps to the Stars’. Melissa McCarthy giver den gas i ‘Spy’. Amy Schumer vender op og ned på kønsstereotyperne i ‘Trainwreck’. Og ‘Inside Out’ beskriver smukt og troværdigt en 11-årig piges følelsesliv.
Men for hver en ‘Spy’ er der altså ni ‘Mission:Impossibles’, ‘Minions’ og ‘Magic Mikes’. Og så har jeg ikke medregnet alle de stereotype og underudviklede kvinderoller, som den ubehjælpelige Anastasia i ‘50 Shades of Grey’ eller den stiletsprintende Claire i ‘Jurassic World’.
Kvindesynet i ‘Entourage’ springer jeg over af hensyn til mit blodtryk.
Der er kommet mere medieopmærksomhed på de manglende kvinderoller, især takket været et stigende antal kvindelige stjerner som Patricia Arquette, Meryl Streep og senest Anne Hathaway, som tager bladet fra munden og taler ud om manglen på gode roller. Men hvordan går man fra ord til handling og vender skuden?
Her er syv gode råd til Hollywoods spidser til at skabe flere gode kvinderoller. Håber de læser med.
1. Hyr flere kvindelige manuskriptforfattere
Det er alment kendt, at man som forfatter skriver, hvad man kender. Woody Allen har portrætteret den hvide middelklasse på Upper West Side 117 gange, og Sofia Coppola beskriver næsten altid bagsiden af berømmelse.
I de film, hvor mindst én kvinde er manuskriptforfatter eller instruktør, udgør kvinder 39 procent af hovedrollerne. Når det udelukkende er mænd, der har skrevet og instrueret, er procentdelen af kvindelige hovedroller nede på fire.
Så det er selvfølgelig et problem, at kvinder kun udgør 11 procent af manuskriptforfatterne på de 250 største blockbustere og 15 procent af hele manuskriptforfatterstanden i USA – optalt af fagforeningen Writers Guild of America (WGA).
Samme opgørelse viser, at kvindelige manuskriptforfattere kun tjener 77 cents for hver dollar, en mand tjener.
Det ville være herligt, hvis Hollywood-studierne begyndte at hyre flere kvinder af sig selv, men meget tyder på, at de har brug for et skub. Derfor er initiativer som Meryl Streeps manuskriptforfatterworkshop for kvinder over 40 sindssygt vigtige. Ikke alene styrker initiativet forhåbentlig 12 kvinders karriere, den gør også branchen og verden opmærksom på den aktuelle mangel.
Se de øvrige forslag på de næste sider.
2. Tag selv initiativer
I det hele taget har det mest effektive middel vist sig at være kvindelige Hollywood-stjerner, der tager sagen i egen hånd. Det er trist, at man tilsyneladende skal være berømt for at få chancen for at instruere en studiefilm – som skuespillerne Angelina Jolie (‘Unbroken’) og Elizabeth Banks (‘Pitch Perfect 2’). Men forhåbentlig kan de berømte kvinder bane vejen for deres medsøstre.
Reese Witherspoon har endnu ikke instrueret, men har udviklet sig til en flittig producer i sit eget selskab Pacific Standard. Hun købte blandt andet rettighederne til Cheryl Strayeds selvbiografiske bestseller ‘Wild’ for selv at spille hovedrollen. Manuskriptet er godt nok skrevet af Nick Hornby (en mand!), der er mest kendt for sine drengerøvsromankarakterer, men han fanger Strayeds karakter forbilledligt. Det samme gør Witherspoon, der blev nomineret til en Oscar.
Witherspoon producerede også ‘Gone Girl’, hvis bogforlæg og manuskript er skrevet af Gillian Flynn og har en af sidste års mest saftige og tvetydige kvinderoller. Witherspoon havde egentlig selv tænkt sig at spille Amy Dunne, men instruktør David Fincher foretrak Rosamund Pike. Og hun gjorde det da også fremragende.
Rose Byrne, som vi senest har set brillere som forkælet våbenhandlerdatter i ‘Spy’, var i foråret med til at starte produktionsselskabet The Dollhouse Collective, som kun er for kvinder. Sådan.
3. Så giv dog de kvindelige indie-instruktører en chance!
Mange kvindelige instruktører må se misundeligt med fra sidelinjen, når studierne hverver den ene uerfarne mand efter den anden til deres nye blockbusters.
Marc Webb blev hyret til ‘The Amazing Spider-Man’-serien efter at have stået bag en enkelt indie-romcom, ‘(500) Days of Summer.’ Colin Trevorrow havde kun indiekomedien ‘Safety Not Guaranteed’ bag sig, da Steven Spielberg plukkede ham til ‘Jurassic World’. Kort efter hyrede produceren Brad Bird ham til den næste ‘Star Wars’, fordi »han mindede ham om ham selv«. Et fint eksempel på Rip-Rap-Rup-effekten i filmbranchen. Også instruktørerne af blockbustere som ‘Fantastic Four’, den næste ‘Spider-Man’, ‘Godzilla’, ‘Snowman and the Huntsman’ er relativt uerfarne mænd.
Trevorrov kom for nylig til at rode sig ud i et stormvejr på Twitter, efter han tweetede, at grunden til, at studierne ikke hyrer kvinder, er, at kvinderne slet ikke har lyst til at instruere den slags film. Han var også ked af at blive udnævnt til repræsentant for white male privilege. Vi lider med dig, Colin.
Med Ava DuVernay som en enestående solstrålehistorie – hun fik instruktørjobbet til ‘Selma’, efter de seks mænd før hende på listen havde sagt nej – får kvinder ganske enkelt ikke chancen for at tage springet fra smal til mainstream. De skaber helt sikkert fine kvinderoller i deres små indie-produktioner. Der er bare virkelig få mennesker, der ser dem.
Der er dog et lyspunkt mere, og det er Patty Jenkins, som er blevet annonceret som instruktør af Marvels ‘Wonder Woman’. Det tog så også kun 12 år at lande en studiefilm, fra Jenkins debuterede med ‘Monster’, som indbragte Charlize Theron en Oscar.
Gad vide, om Jenkins også var til et møde som dette?
4. Genindfør midtbudgetfilmen
Biografkomplekserne har blockbustere til overflod, og indiemarkedet er lige så oversvømmet af lowbudgetfilm lavet for crowdfunding-midler eller optaget på en smartphone. Til gengæld er film, der budgetmæssigt ligger i midten af skalaen, nærmest uddød.
Blockbusterens dominans er en direkte konsekvens af Hollywoods satsning på det kinesiske og russiske marked. Kineserne vil have superhelte, biljagter og IMAX, men ikke for eksempel romantiske komedier. I modsætning til europæerne, der elsker Sandra Bullock, Julia Roberts og Meg Ryan, foretrækker kineserne at lave deres egne, økonomisk overkommelige komedier og romancer med deres egne stjerner. Det skriver producer Lynda Obst i bogen ‘Sleepless in Hollywood’.
Hollywoods romantiske komedier og dramaer er som alle andre genrer mere eller mindre vellykkede. Men de kræver en kvinderolle, som det kvindelige kernepublikum vil identificere sig med og heppe på.
5. Fat, at kvinder går i biografen
Det leder os hen til Hollywoods manglende vilje til at satse på det kvindelige publikum ved at producere film med kvinder i front.
Eftersom 51 procent af biografgængerne i USA er kvinder, er det temmelig mærkeligt, at Hollywood ikke satser på det marked.
En teori går på, at studiebosserne er overbeviste om, at kvinder godt kan lokkes til at se film om mænd, mens det omvendte i mindre grad er tilfældet. Det er der sådan set ikke noget belæg for. Cirka lige mange drenge og piger så for eksempel ‘Frozen’ og ‘The Hunger Games’.
Studierne har dog lugtet penge i forhold til at få teenagepigerne i biffen. ‘Twilight’-succesen blev meget hurtigt efterfulgt af Young Adult-filmatiseringer som ‘Divergent’, ‘The Hunger Games’ og ‘The Fault in Our Stars’. Det er super, at studierne satser på film til de unge kvinder, men hvor interessante er karaktererne, når det kommer til stykket? Jeg kan godt lide Katniss Everdeen. Men Bella Swan… Hun bestiller jo ikke andet end at surmule, sukke over Edward og være lige ved at begå selvmord, fordi hun kan se ham for sig, når hun er i livsfare…?!
Filmene målrettet de unge kvinder er for uambitiøse. En start ville være at hyre kvinder til at skabe troværdige og nuancerede unge kvindelige karakterer. Men påfaldende nok er alle YA-filmatiseringer målrettet unge kvinder (på nær den første ‘Twilight’) instrueret af mænd.
6. Women, unite!
Man kæmper bedst i fællesskab. Alligevel er det ikke lykkedes for de kvindelige medlemmer af fagforeningen Directors Guild of America (DGA) at finde fælles fodfæste.
For et par år siden kæmpede en gruppe kvindelige instruktører med Maria Giese og Lexi Alexander i spidsen for at adskille kvinder og etniske minoriteter i foreningens diversitetsindsats. De mente, at foreningen ‘nøjedes’ med at pushe deres mandlige instruktører med anden etnisk baggrund (deres jobprocent steg under indsatsen), men ignorerede kvinderne, der modsat fik færre jobs. Forslaget blev dog nedstemt i DGA, der virker til at være præget af magtkampe.
I stedet har de to instruktører klaget til borgerretsorganisationen The American Civil Liberties Union (ACLU), som nu har indgivet søgsmål til en række offentlige instanser om en undersøgelse af filmbranchens diskrimination af kvindelige instruktører. Og i klagen kritiserer de DGA for ikke at varetage kvindernes interesse.
Det er en kompliceret sag, men det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af initiativet.
7. Flere kvinder i toppen
Sony-ledelsen kom temmelig uheldigt ud af skandalen omkring Sony-hacket. Alligevel var vi mange, der var triste over at se Hollywoods mest magtfulde kvinde, direktør Amy Pascal, træde tilbage. Det betyder nemlig, at der nu kun er én topchef i spidsen for de seks store Hollywood-studier (Sony, Fox, Universal, Disney, Paramount og Warner Brothers), nemlig Donna Langley fra Universal.
En kvindelig chef er langt fra garanti for flere kvindeorienterede film, men man må give Langley, at Universal har spyttet mange succesfulde af slagsen ud på det seneste: ‘50 Shades of Grey’, ‘Unbroken’, ‘Pitch Perfect 2’ og ‘Trainwreck’.
Universal har fra januar til august siddet på 28 procent af det amerikanske marked. Så høj en andel har et enkelt studie ikke haft siden 1997, så noget må de gøre rigtigt. For tiden hitter studiet vildt med ‘Straight Outta Compton’, der beskæftiger sig med racespørgsmål.
Så er det vist bevist, at diversitet sælger!