Hiphop gennem kameralinsen: Handler det stadig om ghettoen, når man fester på en yacht?

Hiphop er gået fra en samfundsbevidst undergrundskultur til big business. Det er tydeligt, når man ser de tv-serier og film, der har miljøet som omdrejningspunkt. Fra ‘Boyz n the Hood’ til ‘8 Mile’ har vi set undergrundskulturens kamp mod virkeligheden og drømmen om noget større, mens den nye hitserie ‘Empire’ portrætterer hiphoppens plads i popkulturens rampelys. Vi tegner et billede af udviklingen.
Hiphop gennem kameralinsen: Handler det stadig om ghettoen, når man fester på en yacht?

Ulasteligt klædt i dyrt jakkesæt og med et overbærende roligt smil, stiller den magtfulde pladeselskabsejer og superstjerne Lucious Lyon i et tidligt afsnit af den nye amerikanske tv-serie ‘Empire’ op til et interview for at forsvare en af sine rapperes voldsforherligende tekster.

Som interviewet skrider frem krakelerer hans selvsikre og dybt professionelle facade dog langsomt i takt med hans forklaring.

»Vores musik er et undertrykt folks fortælling. Vi fortæller den næste generation, at selv om de lever i en verden, hvor Trayvon Martin kan blive skudt ned som en hund…,« forsøger han sig passioneret, inden han tøver et øjeblik.

Den hvide tv-journalist er langt fra overbevist, og hendes afsluttende spørgsmål falder som en tung dom over Lucious’ manglende sammenhæng: »Føler du, at I stadig kan tale til de udsatte unge, når I selv bor i penthouselejligheder og på yachts?« Blikket i Lucious’ øjne siger det hele. Det har han ikke noget godt svar på.

‘Empire’ er på overfladen et intrigant familiedrama om den dødsyge Lucious, der er tvunget til at vælge, hvem af hans tre sønner, der skal overtage det gyldne imperium, når han er væk. Fortalt med glanspapirsbilleder og rundhåndet brug af sæbeoperaens klassiske kneb er seriens stilistiske indpakning et stærkt billede på, hvordan hiphoppen er blevet big business og nærmer sig status af stueren popkultur.

Seriens univers er et snapshot af en hiphopscene, hvor heltene ikke længere kun er unge ghettorebeller, men også stenrige midaldrende forretningsmænd som Dr. Dre og Jay Z, der bruger mere tid på at tælle penge og diskutere nye forretningseventyr end på at drømme sig ud af ghettoen eller rase mod det hvide Amerika.

På den måde føjer ‘Empire’ et vigtigt nyt kapitel, der indtil nu har været bemærkelsesværdigt fraværende, til skildringen af hiphop i film og tv-fiktionen.

Empire‘Empire’

Hiphop som ghettokultur
Film og tv har altid spillet en vigtig rolle i portrætteringen af hiphopkulturen. Fra solidariske hyldester i tidlige film som ‘Wild Style’ over dystopiske tragedier som ‘Menace II Society’, hvor kritikken af hiphoppens voldsforherligelse ligger tungt mellem linjerne, til Hollywood-historier som ‘8 Mile’, hvor tårerne ender i smil. Værkerne har vist hiphoppens udvikling fra undergrundskultur til popkultur og har fungeret som et vigtigt supplement til hiphoppens egen selvsikre og frembrusende facon ved at give et mere alvorligt og reflekteret blik på kulturen og det tilhørende miljø.

Den løbende filmatisering har sat billeder og historier på den verden, hiphoppen udspringer af, og dermed haft en enorm betydning for omverdenens opfattelse af miljøet. Gennem tiden har filmene overordnet set været præget af den samme tematik: Drømmen om at slippe ud af fattigdommen.

For er der ét fællestræk, er det blikket på hiphop som ghettokultur, hvad enten det har været i form af film som ‘Boyz n the Hood’s kommentarer til hiphoppens medansvar for de amerikanske ghettoers forfaldstilstand i de tidlige 90’ere eller den mere romantiserende beskrivelse af hiphopkulturens evne til at gøre en forskel i kampen mod den sociale arv, som vi har set i biografiske film om blandt andre 50 Cent.

Noget tyder på, at ‘Empire’ ikke kommer til at være ene om at modernisere denne tradition. Rick Famuyiwas ‘Dope’ (som får biografpremiere 24. september) er en hyldest til start-90’ernes hood-film, men fortalt med en tidssvarende tone og tematik, der bryder med klicheerne. Baz Luhrman arbejder på ‘The Get Down’, en ambitiøs Netflix-serie om hiphoppens spæde dage i The Bronx, og ligeledes næste uge har den imødesete biopic ‘Straight Outta Compton’ om Dr. Dre og Ice Cubes banebrydende gangstarap-gruppe N.W.A premiere.

Det startede med glæden
Portrætteringen af hiphoppen var i dens spæde år præget af den samme glæde og legesyge, som man også forbandt med kulturen, da den for alvor begyndte at sprede sig ud fra New Yorks ghettoer i starten af 80’erne.

Den epokegørende ‘Wild Style’ fra 1983 er det perfekte eksempel. Historien følger den sagnomspundne graffitimester Zoro og hans overvejelser om, hvorvidt han skal tage imod tilbuddet om et interview til en stor avis. Det kan åbne døren til anerkendelse og succes i kunstverdenen, men vil samtidig koste ham hans anonymitet og respekt hjemme i ghettoen.

Wild Style‘Wild Style’

Dermed etableres hiphoppens ur-dilemma: Længslen efter succes over for frygten for at sælge ud og svigte sine rødder. Historien er dog vag og kommer aldrig for alvor ind på livet af Zoro og hans overvejelser. I stedet føles den på mange måder som en undskyldning for filmens sande fokus: Dokumentationen af den sprudlende kreativitet og glæde forbundet med den nye kultur.

I lange sekvenser dvæler kameraet næsten dokumentaristisk ved billeder af overmalede toge, der krydser igennem The Bronx og old school raplegender som Busy Bee, der omgivet af breakdancere og festende mennesker rapper deres endeløse party-rim. Det har en hypnotiserende kraft, der indkapsler følelsen af noget stort på vej frem.

Billedet er kendetegnende for mange af de tidlige hiphopfilm. Både i ‘Beat Street’ (1984) og ‘Krush Groove’ (1985) bliver lange breakdance battles og rapoptrædener præsenteret som hovedscener. Loyaliteten og kærligheden over for hiphoppen er overvældende i disse film, der maler billedet af livet i ghettoen med både varme og humor.

Filmene var de første levende billeder af hiphopmiljøet, der mødte en generation af unge uden for de amerikanske metropoler, og har utvivlsomt bidraget til, at en generation af unge forelskede sig i hiphopkulturen og dens fire grundelementer: Rap, dj’ing, breakdance og graffiti.

Hood-filmene og den tabte uskyld
De tidlige film om hiphop føltes, som om de kom fra kernen af selve kulturen, og afsenderen var ét med de karakterer, der mødte publikum. I starten af 90’erne ændrede det billede sig dog drastisk. Hiphoppen var i takt med, at den havde spredt sig som ungdomskultur over det meste af den vestlige verden, gradvist blevet mere alvorlig. Navne som Public Enemy og Boogie Down Productions havde givet musikken et samfundskritisk præg, som på vestkysten blev udlagt med et næsten nihilistisk livssyn af grupper som N.W.A, der lagde grunden for gangstarap.

Hiphoppen mistede sin uskyld, og som følge deraf stillede afroamerikanske instruktører som John Singleton og Spike Lee skarpt på det brutale ghettoliv, der i stigende grad blev glorificeret i rappernes tekster.

Menace II society‘Menace II Society’

Filmene, der populært samles under betegnelsen hood-film, interesserede sig kun i begrænset omfang for hiphoppens fire grundelementer i sine fortællinger, men ingen kunne være i tvivl om, at de var en kommentar til den ekstremt populære kultur. Følelsen af hiphop var allestedsnærværende: Lydsiden boomede med skarptskårne tracks, og karaktererne ikke bare klædte sig og talte som de kendte rappere, de blev i stigende grad også spillet af dem.

Ice Cube og Tupac Shakur medvirkede i henholdsvis ‘Boyz n the Hood’ (1991) og ‘Juice’ (1992), der sammen med ‘Menace II Society’ (1993) hører til blandt de absolutte højdepunkter fra perioden. De skildrede overbevisende de skruppelløse gangstere, man kendte fra rapteksterne.

Filmene skaber en fængslende følelse af identifikation med hovedkarakterer som Tre i ‘Boyz n the Hood’ og Caine i ‘Menace II Society’, men Singleton og co. fortalte deres historier udefra med en dybt bekymret distance.

I begge film tegnes et dystert billede af Los Angeles-bydelene Compton, South Central og Long Beach som ghettokvarterer opløst af stoffer og fattigdom, hvor ungdommens uhyggelige nihilisme er ved at æde det afroamerikanske samfund op indefra. Det er en klaustrofobisk verden, hvor det næste meningsløse drive-by altid venter lige om hjørnet, og hvor helte, antihelte og skurke dør side om side. Hovedpersonerne drømmer om et liv uden for ghettoen, men de fleste slipper aldrig ud.

Lignende billeder blev tegnet i en lang række af film som blandt andet ‘Fresh’ (1994) og ‘Clockers’ (1995). De dystopiske fremstillinger kommunikerede i en gribende tone, der modsat meget af samtidens gangstarap indtrængende understregede alvoren af de sociale problemer i de amerikanske ghettoer. Den verden, som man kendte fra hiphoppen, blev præsenteret som farlig og et hjemsted for tragedier. Det var en isnende kommentar, der udstillede gangsterrappernes ansvar som rollemodeller, og som udgjorde en vigtig forløber for blandt andet HBO’s kritikerroste serie ‘The Wire’.

Vejen ud af ghettoen
Mod slutningen af 90’erne var den rå gangstarap så småt gået af mode til fordel for en mere skinnende og luksuriøs hiphop, der toppede hitlister og blev inkarneret af Puff Daddys pladeselskab Bad Boy Records. Få spillede en lige så afgørende rolle i konstruktionen af det image som musikvideoinstruktøren Hype Williams.

Hans overdådige videoer, der var søbet ind i effekter, juveler og tilsyneladende ubegrænsede budgetter, blev i den grad det visuelle billede på slut-90’ernes hiphop. Hans spillefilmsdebut ‘Belly’ med blandt andre Nas, DMX, Method Man og flere r’n’b-stjerner på rollelisten var ligeledes med til at markere en ny epoke for hiphopfilm.

Ikke fordi det var en god film. Williams havde store problemer med at få noget sammenhængende ud af det klichéfyldte manuskript og blev heller ikke hjulpet af de stive skuespilpræstationer, men både tonen og budskabet var nyt. De gennemført lækre noir-billeder viste, hvordan filmens gangsterhovedpersoner høstede frugterne af deres kriminalitet i form drømmeboliger og smukke, altid letpåklædte kvinder.

Notorious‘Notorious’

Selv om de to hovedkarakterer havde penge, var attituden stadig hood. I størstedelen af filmen tegnes der et hårdt, men ikke-fordømmende billede af gangstertilværelsen og det søde liv, der følger med den. Meget lig Williams’ videoer til numre som Notorious B.I.G.’s ‘Warning’ eller Jay Z og Mary J. Bliges ‘Can’t Knock the Hustle’.

Men det var slutningen, hvor de to antihelte vender det kriminelle liv ryggen, der for alvor markerede et skifte. Deres videre skæbner stod ganske vist temmelig uvis, men det lugtede en lille smule af en happy ending og dermed også troen på, at miljøet kunne overkomme sine problemer. Hiphopfilmene havde fået en poleret popkant, der afspejlede udviklingen i musikken.

Den amerikanske drøms forsikring om, at hårdt arbejde kan føre til stor succes for selv den lavest stillede, har altid været en af grundfortællingerne i hiphop. Det er ikke mindst blevet illustreret af hiphopverdenens endeløse kærlighed til Brian DePalmas ‘Scarface’ (1983) om den cubanske flygtning Tony Montana, der ikke skyr nogen midler på sin vej mod samfundets top som magtfuld narkobaron.

Særligt efter årtusindeskiftet og hood-filmenes gradvise aftagen trådte det klassiske rags-to-riches narrativ for alvor frem som Hollywoods yndlingsfortælling om hiphop. Ikke mindst som en effektiv skabelon for de populære biopics – film om rappernes liv og karrierer – begyndende med Eminems kæmpesucces ‘8 Mile’ (2002), der siden blev fulgt op af blandt andet ‘Get Rich or Die Tryin’’ (2005) og ‘Notorious’ (2009) om henholdsvis 50 Cent og Notorious B.I.G.

Her bliver hiphopmusikken ikke bare fremstillet som et symbol på håb og glæde i en trist verden, men helt konkret som et middel i kampen for at lægge livet med fattigdom, kriminalitet og slum bag sig. Portrætteringen af hiphop bevægede sig i en mærkbar mere positiv retning, hvor det ikke længere blev set som en bidragende årsag til det urbane USA’s problemer, men i stedet blev et symbol på kampen mod netop tilværelsen som narkohandler eller i Eminems tilfælde white trash.

Hustle and flow‘Hustle & Flow’

Tendensen har ikke kun gjort sig gældende i biopics. I Craig Brewers ‘Hustle & Flow’ fra 2005 følger vi den midaldrende alfons og narkopusher Djay, der mod alle odds får vendt skæbnen og slår igennem som rapper. Typisk for sin tid er handlingen her flyttet til sydstaterne, der dominerede 00’ernes hiphopscene.

I filmens afgørende scene konfronterer Djay den stereotype stjernerapper Skinny Black (spillet af virkelighedens stjernerapper Ludacris) med, at han har glemt sine rødder i den evige jagt på flere penge og mere succes og bringer dermed meget eksplicit historien tilbage til dilemmaet, der har været i centrum siden ‘Wild Style’.

‘Hustle & Flow’ antyder, at Djay ikke kommer til at begå den samme fejl, men filmen slutter belejligt, inden den får skildret, hvordan den elskværdige antihelt vil håndtere berømmelse og rigdom. Ligesom det er tilfældet i ‘8 Mile’ og mange andre film, som et symptomatisk billede på en filmverden, der altid har været mest interesseret i hiphoppens tilknytning til samfundets bund.

Med ‘Empire’ er der omsider blevet taget hul på skildringen af hiphoppens position blandt the one percent. Hvis film og tv-fiktionen skal bevare sin evne til at udfordre hiphoppen med sine portrætteringer, er det forhåbentligt kun starten på et nyt kapitel. 

‘Empire’ kan ses på Viaplay, mens ‘Straight Outta Compton’ får dansk premiere 17. september. Baz Luhrmans Netflix-serie ‘The Get Down’ får premiere næste år.

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #96.

Læs også: De 10 bedste hiphopfilm nogensinde – rangeret

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af