Siden nyheden om, at en flok gæve ildsjæle fra den danske filmbranche ville lave en spillefilm baseret på Danmarks sejr ved EM ’92, så dagens lys, har vi været på en følelsesmæssig rutsjebanetur, som vi har haft svært ved at finde hoved og hale i.
Var det ikke en helt igennem tumpet idé at filmatisere Flemming Povlsens tyggegummi og John Faxes overskæg, der ellers var fornuftigt efterladt i 90’erne? Kunne det virkelig blive… godt?
Trods vores skepsis må vi samtidig indrømme, at vi gennem flere år har glædet os som små fodboldtosser til at juble med én gang mere, når (spoiler alert) Schmeichel piller van Bastens straffespark, og vi har altså i det hele taget bare været helt fyldt op med mixed emotions.
Men først med Pixars aktuelle ’Inderst inde’ forstår vi, hvad der har været på spil bag vores hårdt prøvede hjernebark. Det er naturligvis de fem følelser, der strides inde i alle mennesker, som har kæmpet om at få overtaget i vores holdning til ’Sommeren 92’: Afsky, Frygt, Glæde, Vrede og Triste (ja ja, det hedder Sadness altså nu engang i den danske version).
Vi fik derfor den ide at illustrere den rejse af ups and downs, som ’Sommeren ’92’ har sendt os – og utvivlsomt mange andre – ud på gennem de seneste år. Det er ikke nødvendigvis en god idé, men har ’Sommeren ’92’ lært os én ting, er det, at man bare skal kaste sig ud i det.
AFSKY: Ny film om… WHAT?!
Det var 4. september 2012, og en pressemeddelelse tikkede ind fra filmselskabet Meta Film. De ville lave en film om det blandede hold af kendte superstjerner og helt grønne spillere og deres »gådefulde, men beslutsomme« træner, og det lød – hånden på hjertet – som jordens dårligste idé.
Efter at have filmatiseret samtlige bøger på nær Karnovs Lovsamling manglede filmbranchen åbenbart gode idéer. Og hvorfor så ikke lokke flere penge ud af folks hårdt prøvede lommer ved at give dem en historie, de allerede kender ned til mindste detalje?
Det her er en skjult kamera-optagelse af vores reaktion, da vi læste pressemeddelelsen:
FRYGT: Lookalike-konkurrencens løfter
Frygt opstår, når man er bange for at miste noget, og da det i maj 2014 pludselig blev annonceret, hvem der skulle indtage rollerne som Ricardo, Laudrup, Vilfort og de andre danske fo’bolddrenge, fik vi pludselig en nagende mistanke om, at folkene bag filmen faktisk havde tænkt over tingene. At de havde en plan. At de vidste, hvor de ville hen.
Ulrich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard, Cyron Melville, Allan Hyde, Gustav Giese. Pludselig kunne vi se det for os. Forventningerne steg til vejrs, men øjeblikkeligt meldte sig også en nervøsitet: Kunne filmen leve op til den stærke rollebesætning?
GLÆDE: Altså, slet ikke sur
Vi så filmen. Vi grinede. Vi græd. Vi jublede. Vi gav den fire stjerner og var meget glade, selvom Politiken mente, at vi mest var sure (deres Triste havde nok fået overtaget den dag).
Man havde gjort filmen til et ægte menneskeligt drama om Richard Møller Nielsen. Man havde skåret ind til benet. Man havde fået os til at erindre, nej, mærke vores egen barndomsfølelse af at være samlet som nation om en uovertruffen sejr. Man havde gjort det langt bedre, end vi havde forventet.
VREDE: Man fældede et fynsk bøgetræ
Som enhver god film var ’Sommeren ’92’ dog ikke kun en jubelglad sejrsrunde. Den gjorde os indignerede på vegne af det fynske bøgetræ, Richard Møller Nielsen, der aldrig fik den anerkendelse, han havde fortjent: Hånt, spottet og latterliggjort, selvom han førte dansk fodbold til den største præstation gennem tiderne.
Vi er vrede, helt ind i folkesjælen. Først flygtningene, nu Richard Møller Nielsen – hvad er der blevet af vores respekt? Gennem ’Sommeren ’92’ har vi set os selv i spejlet, og synet, der mødte os, var alt andet end kønt.
Triste: Her er filmene, vi nu kan vente os
Efter de store, opvakte følelser, Glæde og Vrede, følger selvfølgelig melankolien, tristessen, for medaljen kommer naturligvis med en bagside.
Nu har hele Filmdanmark set, at man kan forvandle selv den mest umulige historie til en vellykket film, og lytter man lidt på vandrørene, vil man vide, at producenterne lige nu ringer febrilsk rundt til landets manuskriptforfattere for at få dem til at skrible løs om andre af Danmarks episke begivenheder fra historien.
Vi nævner i flæng:
’Haugaard ’94’ – om Jacob Haugaards valgkamp for at komme ind i Folketinget i 1994.
’Cliche Love Film’ – om Basims rejse fra X-Factor over glemsel til Melodi Grand Prix-sejr og glemsel igen.
’Tarok’ – om den kendte præmiehest*
’281 dage’ – om Uffe Elbæks langvarige epoke som kulturminister.
’Vasen’ – om den uforglemmelige uge i august 2014, hvor 16.000 danskere var ved at slå hinanden ihjel over en Kähler-vase.
’Mimi The Movie’ – om skildpadden, der omkom under det store danske jordskælv i 2008.
*Opdateret: Nogle påstår, at der allerede er lavet en film om præmiehesten Tarok.