Interview med ‘Me and Earl and the Dying Girl’-instruktør: »Jeg lærte at tale om min fars død«

Den biografaktuelle indie-film ‘Me and Earl and the Dying Girl’ har gået sin sejrsgang i USA, hvor den ryddede bordet ved årets Sundance-festival. Instruktør Alfonso Gomez-Rejon fortæller her, hvordan filmen hjalp ham med at håndtere tabet af sin far.
Interview med ‘Me and Earl and the Dying Girl’-instruktør: »Jeg lærte at tale om min fars død«

Den amerikanske filminstruktør Alfonso Gomez-Rejon brugte blot fire uger på at optage ‘Me and Earl and the Dying Girl’, den sprudlende Sundance-vinder, der høstede fem stjerner hos vores anmelder. Handlingen kredser om den introverte teenager Greg (Thomas Mann), som ikke ønsker at have mere end overfladiske relationer til sin omgangskreds og mod sin vilje ender med at knytte et stærkt bånd til den døende pige, Rachel (Olivia Cooke).

For instruktøren selv var filmen mere end blot et stykke håndværk. Det var en stærk personlig rejse.

Da du læste manuskriptet til ‘Me and Earl and the Dying Girl’ første gang, havde du lige mistet din far. Hvorfor ville du lave filmen alligevel?

»Da han døde, overtog det mit liv. På et tidspunkt gik det op for mig, at han ville forsvinde helt i det øjeblik, jeg stoppede med at tænke på ham. Han fik lov til at leve lidt længere, da jeg begyndte at arbejde på filmen. Da den blev vist på Sundance var det første gang, jeg blev konfronteret med tabet af min far i offentligheden, fordi filmen er dedikeret til ham. Selvom jeg ikke havde regnet med, at det ville hjælpe mig, så var det lige præcis det, det gjorde. Det hjalp at italesætte det.

Alfonso RejonAlfonso Gomez-Rejon (i midten) på settet til ‘Me and Earl and the Dying Girl’

Det er ikke en intellektuel proces at miste. Alt sker instinktivt, og jeg følte mig utrolig fortabt. Da jeg læste manuskriptet, identificerede jeg mig med Greg og hans rejse. Især da han i filmen behandler det tab, han står over for ved at lave en film. Han giver form og definition til det abstrakte. Og samtidig opdagede jeg en masse nye lag«.

Hvad var det for nogle lag, du opdagede?

»For eksempel var tabet af min far ikke noget, jeg delte med særlig mange mennesker. Jeg talte aldrig om det, og jeg brugte det ikke engang som argument, da jeg ville være instruktør på filmen. Da filmen skulle vises på Sundance, tvang det mig til at tale om min far, som jeg taler om ham med dig nu. Faktisk gennemlevede jeg filmen på det tidspunkt. I begyndelsen ville jeg for alt i verden undgå smerte, men i dag er jeg åben«.

Filmen behandler nogle meget tunge emner, blandt andet død og selvhad. Hvordan arbejdede du med det?

»Jeg skulle grave i mig selv. Det er rigtig hårdt, for når man laver film, møder man også afslag, som sårer utrolig dybt. Jeg forstår virkelig godt, hvorfor Greg holder sin kunstneriske side privat.

Me and earl and the dying‘Me and Earl and the Dying Girl’

Han har lavet parodier på film hele livet, og på den måde finder han sin stemme. Han holder en distance til folk og bruger sine jokes og parodier som en barriere. Han har ikke tillid til mennesker og er meget sårbar. Han kalder ikke engang Earl – som han altid har kendt, og som han laver filmene med – for sin ven, men for sin ’kollega’. Pludselig møder Greg altså den døende pige, Rachel, som accepterer ham for alt det, han er. Hun finder hans brutale ærlighed forfriskende«.

Både du og Greg laver film. Hvorfor er filmmediet så stærkt at udtrykke sig gennem?

»Jeg ved ikke, hvorfor filmskabelse er et godt output for Greg og mig. Det er en forlængelse af min fantasi, og det passer til mig. Jeg elsker, hvordan jeg kan udtrykke mig gennem kameraet. Greg laver en film til Rachel, og i den er hun repræsenteret som en farve. Det kan jeg virkelig godt lide. Det er sådan noget, film kan. ‘Me and Earl and the Dying Girl’ er jo ikke dyster, selvom handlingen er tragisk. Jeg kan godt lide, at manuskriptet har en sjov vinkel på noget meget tragisk. Man kan finde komik i alting, og man ler jo selv gennem de hårdeste perioder af livet«.

Hvad var det sværeste ved at lave filmen?

»At skyde hospitalsscenen. Det, jeg havde planlagt og designet til den scene, fungerede ikke. Det var sidste dag på settet, og alle var meget emotionelle. Det var enormt hårdt. Originalt var scenen meget stiliseret, og jeg havde storyboardet alting meget specifikt med vinkler, skygger og refleksioner. Det viste sig slet ikke at fungere, og så måtte jeg gøre noget andet«.

Me and earl and the dying girl‘Me and Earl and the Dying Girl’

Du har arbejdet med store navne som for eksempel Scorsese i din karriere. Hvad har du lært af dem?

»Scorsese repræsenterer respekten for og kærligheden til film. Det er det, min ydmyghed bygger på. Det er vigtigt at bevare filmhistorien og opfordre folk til at opdage klassikerne. Når man gør det, holder man de store filmskabere i live. Det er også det, vi forsøger at gøre i min film, når Greg og Earl laver filmparodierne – at få folk til at tale om de gamle film.

Min karriere begyndte som personlig assistent, og sådan har jeg altid følt mig. Det handler om at behandle alle som en god kollega. Samtidig er det sjovt at finde ud af, hvor menneskelige alle filmskaberne er. Tanken om, at man kunne have gjort et bedre stykke arbejde går ikke væk, heller ikke for de største«.

Du skal i gang med at instruere ‘Collateral Beauty’ med Will Smith…
»Nej, jeg har faktisk lige trukket mig fra filmen. Det var en meget personlig film i begyndelsen, og den endte måske med at være mindre personlig. Det var på tide at genoverveje, hvor jeg var, og hvilken slags film jeg skal lave. Alle er fantastiske på holdet, så det er lidt hårdt at tale om. Men nogle gange skal man bare lytte til sin krop«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af