Det var, som om Robert De Niro og Al Pacino vidste, at Oscar-uddelingens status for al fremtid ville blive beseglet i netop dét øjeblik. At den amerikanske filmbranche havde valgt side, sat deres forudsigelige, men foruroligende stempel på et helt årti, at de endegyldigt havde valgt fortiden frem for fremtiden.
Og at de selv, De Niro og Pacino, stod som levende statuer til minde om, hvordan tingene var bedre i gamle dage.
Klædt i sort og med en alvorlig mine, som var de til begravelse, opremsede de vel nok største skuespillerikoner i amerikansk films gyldne 70’ere årets fem nominerede til prisen for bedste film: ’Forrest Gump’. ’Four Weddings and a Funeral’. ’Pulp Fiction’. ’Quiz Show’. ’The Shawshank Redemption’.
Og vinderen er…: ’Forrest Gump’. Robert Zemeckis hyperpopulære hjertevarmer med løb med prisen, og ifølge mange gik 1995 i dét øjeblik over i historien som det mest graverende snub i nyere tid. Tænk, at ’Pulp Fiction’s coolness galore blev overhalet indenom af Tom Hanks som all american retard.
’Forrest Gump’ vs. ’Pulp Fiction’ blev den filmiske boksekamp, der udkrystalliserede årtiet i et soleklart skisma: Den episke USA-krønike vs. den frække lille indiefilm fra udkanten af L.A. Sentimentalitet vs. kynisme. Opbyggelighed vs. borderline-nihilisme. De sødsuppekitschede 90’ere vs. de hyperbevidste 90’ere. I valget mellem ’Forrest Gump’ og ’Pulp Fiction’ delte tidens filmpublikum sig, og måske har de stået på hver deres side af pigtrådshegnet lige siden.
Men hvilken film slap egentlig bedst fra 90’erne, når det kommer til stykket? Hvilken satte det største præg på eftertiden, og hvilken holder bedst i dag?
I bagklogskabens krystalklare lys har vi, fuldkommen objektivt, udvalgt seks kriterier, som vi, fuldkommen objektivt, vil lade dysten stå på. Nu skal opgøret endegyldigt – og fuldkommen objektivt – stå: ’Pulp Fiction’ vs. ’Forrest Gump’. Hvem vandt 90’erne?
1. Gensynets glæde
Jeg var 11 år, da de to film kom ud i 1994. Jeg så ’Pulp Fiction’ for første gang et år eller to senere, da den blev vist på betalingskanalen TV1000 (skyndte mig at optage den, da der – som et udslag af guddommelig indgriben – pludselig ikke var kode på), og sikkert ’Forrest Gump’ nogenlunde samtidig, den del står ikke helt klart.
Men jeg var glad for dem begge! Altså, ’Pulp Fiction’ dyrkede jeg intenst, men ’Forrest Gump’ var da også en dejlig film. Dengang.
Nu har jeg genset begge, og jeg har en god og en dårlig nyhed. Den gode først: ’Pulp Fiction’ holder stadig 110 procent. Dialogen føles så frisk som nogensinde, og det er slående, hvordan originalen her 21 år efter føles langt mere elegant end de hundredvis af copycats, der fulgte i årene efter.
Soundtracket hører stadig til filmhistoriens bedste, og ensemblet er ikke til at tage øjnene fra. Vi har nok aldrig set Samuel L. Jackson og John Travolta i bedre roller, men der leveres hele vejen rundt, bortset fra Tarantino selv som Jimmie, Jules’ ven, som de to gangstere søger tilflugt hos efter at have blæst hovedet af en mand i deres bil.
På et par årtiers afstand kan man godt se, at budgetter var en bøjet femøre. Det er en opfindsom, men ikke specielt køn film, holdt til afgrænsede interiør-locations. Men hvad gør det, når alt andet føles, som var den lavet i går.
Og hvad så med Mr. Gump?
’Pulp Fiction’ er en lang film, der føles kort. ’Forrest Gump’ er en lidt kortere film, der føles længere.
Robert Zemeckis film var værre, end jeg huskede. Fra det kvalme klaver-violin-fløjte-score til Tom Hanks groteske overspil og fjeren, der svæver gennem luften som et symbol på tilfældets lunefulde magt. Den fungerer dog udmærket som komedie, og jeg tog blandt andet mig selv i at grine under Bubbas ret uimodståelige shrimp-tirade og forklaringen på, hvorfra navnet Forrest stammer (fra Ku Klux-Klans grundlægger).
Som drama falder den igennem med den stærkt enerverende, påtagede naivisme og den sukrede slutning, hvor Forrest sender sin søn (i øvrigt spillet af Haley Joel Osment, der senere så døde mennesker overalt) afsted med samme skolebus, han selv kørte i som barn.
Men Mr. Gump skal have en fair chance, og jeg bad derfor den mest ’Forrest Gump’-fanatiske person, jeg kender, til at give sit besyv med: Vores glimrende anmelder Lise Ulrich. Hendes forsvar lyder således:
»Ved at lade den godmodige sinke Forrest optræde som totalt uforvarende, evigt velmenende katalysator for en række virkelige, definerende historiske events i Guds eget land skaber Robert Zemecki en farverig allegorisk historietime med et slet skjult samfundskritisk budskab om et land, hvis natur nok er blændende smuk, men hvor snæversynet menigmand og politikerne alle dage har set sig selv som selvhøjtidelige ’udvalgte’, hævet over resten af verdens tilbagestående masser.
Forrest repræsenterer den sidste rest af uskyld i mennesket i en i stigende grad kaotisk og håbløs verden. Så simpel og sentimentalt bittersød en præmis kan nemt fejltolkes som klæg, men Forrests evigt-optimistiske syn på mennesker og begivenheder svinger velafbalanceret fra det hylende morsomme til det dybt triste – som i scenen, hvor barndomsveninden Jenny bryder sammen foran det hus, hvor hun som lille blev misbrugt, og Forrest sætter sig stille ved hendes side: Et voksen-barn tynget af en alvor, han ikke helt forstår, men føler akut igennem sit livs kærlighed.
På den måde ender Forrest både som en opsang til det forstilt-selvindbildske USA og en ode til godheden, der (forhåbentlig) trumfer alt. Et moderne filmisk eventyr med ikke så lidt inspiration fra forfatteren John Steinbecks Americana-kritiske skriverier, her pakket ind i varm humor og afvæbnende charme. Og et knaldgodt soundtrack«.
Tja, meget overbevisende formuleret, men jeg er slet ikke enig, og da det er min artikel, er jeg ikke i tvivl om triumfatoren af dette første punkt.
Vinder: ’Pulp Fiction’
2. Citerbarhed
’Pulp Fiction’ og ’Forrest Gump’ er to af de mest citerede film fra 90’erne. Pulp har »Zed’s dead«, »A Royale With Cheese«, Jules’ bibelpassage og en legendarisk twist-konkurrence.
Forrest har »Life’s like a box of chocolate«, »Run, Forrest, run«, »Momma always said« og »Stupid is as stupid does«.
Der er nok ingen tvivl om, at der er mere street cred i at citere Tarantino end Tom Hanks, men man kan indvende, at Gump-citaterne måske finder bredere praktisk anvendelse i hverdagen. De går ligesom til hvad som helst. Samtidig er der, vil jeg gætte på, flere mennesker (undskyld den videnskabelige uredelighed her) der kan citere Gump end Pulp.
Så selvom det byder mig imod:
Vinder: ’Forrest Gump’
3. Gennemslagskraft som USA-fortælling
’Forrest Gump’ over for ’Pulp Fiction’ er det moderne over for det postmoderne. Troen på fremskridtet, på de lige linjer i menneskehedens historie over for det illusionsløse blik på tilværelsen som fragmenteret og meningsløs.
Det er interessant, at begge film beskæftiger sig med de klassiske græskmytologiske temaer som skæbne og tilfældighed. »Momma says miracles happen everyday«, siger Forrest Gump, der udtrykker, hvordan livets mange små tilfældigheder samler sig til en større skæbne. Fjeren flyver uden mål og med, men det er skæbnebestemt, hvor den lander.
I ’Pulp Fiction’ afgør tilfældet, at bokseren Butch og gangsterbossen Marsellus Wallace ender i kælderen hos sadistiske voldtægtsforbrydere, og at Vincent Vega sidder på lokum uden sit våben, netop som Butch kommer forbi. Også i denne film taler man om mirakler. Jules insisterer på guddommelig indgriben som forklaringsmodel, da han og makkeren bliver skudt mod på klods hold, men samtlige kugler rammer forbi. Karaktererne i ’Pulp Fiction’ frister skæbnen og bliver ofre for tilfældigheder, eller er det hybris? Miracles happen everyday.
Lise har ret i, at ’Forrest Gump’ udstiller USA’s elitære system, men det bliver i mine øjne fake, fordi den i stedet sætter sin lid til enfoldighedens kraft. Jeg tror ikke, USA har brug for flere dumme mennesker.
Det er derfor bare en ny utopi om USA, ’Forrest Gump’ sætter i stedet for den gamle. Og i lyset af begivenhederne i landet efter 1994 – grimme krige, raceuro, økonomisk krise – er det en utopi om uskyld, det er svært at købe. Her rammer ’Pulp Fiction’ mere plet i sin skildring af grådighed og opportunisme. Vincent og Mia Wallace dyrker fortidens kitsch på dineren, og alle gestalter deres nutid med en uforlignelig henslængthed. Men en dybere mening er der ikke, det akkumulerer til ingenting. Der er ingen illusioner om sammenhængskraft eller opbyggelighed eller retfærdighed.
Så selvom ’Forrest Gump’ er den af de to film, der på overfladen handler om at genfortolke USA’s historie, er det ’Pulp Fiction’, der rammer zeitgeisten med en pumpgun stukket i fjæset.
Vinder: ’Pulp Fiction’
Se de sidste punkter og den endelige vinder på næste side.
4. Aftryk på eftertidens film
Med sin frække fortællestruktur overrumplede ’Pulp Fiction’ alt og alle, og dens Guldpalmepris på Cannes-festivalen bevidner om, hvor nyt og friskt det hele forekom.
Mange håbede nok, at den ville forandre amerikansk film for evigt – at den klassiske kronologiske fortællemodel var blevet rystet i sin grundmodel, og at det gik op for Hollywood-bosserne, at den gode idé var vigtigere end det store budget.
I årene efter spirede der da også Tarantino-kloner op i hele verden, og herhjemme fik vi fx Lasse Spang Olsens ’I Kina spiser de hunde’. Men de færreste kan lave postmoderne film så raffineret som Tarantino selv. Proselytterne løftede sig sjældent til mere end kopister, og hurtigt viste det sig, at den tarantino’ske fortællestil mere var en modedille end et nyt paradigme.
90’ernes boomende indie-bølge drattede desuden tungt, da 90’erne ebbede ud. De store tentpole movies satte igen dagsordenen, mellemfilmene fik det svært, og indie-filmene kørte fast i de samme selvoptagede riller.
Den største arv fra ’Pulp Fiction’ er således Tarantino selv, for den tidligere videobiksekspedient blev en af Hollywoods vigtigste magtspillere, men han er stadig mere et geni fra yderkanten end filmbyens konge, og Hollywoods magtcentrum sætter stadig pengene på den type film, ’Forrest Gump’ er kroneksemplet på: Den tårefremkaldende, storladne, varmt humoristiske fortælling om eneren, der overkommer alt. ’Forrest Gump’-modellen er stadig Hollywoods yndlingsstykke i chokoladeæsken.
Vinder: ’Forrest Gump’
5. Aftryk på Oscar-uddelingen
Man kunne have håbet, at Oscar-akademimedlemmerne i årene efter 1995 kiggede sig selv i spejlet og grædefærdigt sagde: How could we?
Men nej, Oscar ne regrette nien, eller rettere: Det eneste, de fortryder, er, at de ikke gav prisen til ’The Shawshank Redemption’ i stedet, og det gør jo ikke ligefrem sagen mere acceptabel.
Kigger man på priserne de efterfølgende år, sejrede ’Forrest Gump’-modellen også langt ind i det nye årtusinde. ’Braveheart’, ’Den engelske patient’, ’Titanic’, Shakespeare in Love’, ’Gladiator’, A Beautiful Mind’, ’Million Dollar Baby’, ’Crash’, ’Slumdog Millionaire’, ’A Beautiful Mind’ og ’12 Years a Slave’ har, på hver deres måde, mere til fælles med ’Forrest Gump’ end med ’Pulp Fiction’.
I slutningen af 00’erne havde akademiet en kortvarig mørk periode med ’The Departed’ og ’No Country for Old Men’, måske en slags posttraumatiskpulpfiction-syndrom?
Det gik dog hurtigt over, og i sine inderste årer er akademiet stadig til falds for de følelsestunge film fortalt efter en letafkodelig skabelon.
Vinder: ’Forrest Gump’
6. 100-års-testen og den samlede vinder
Det står nu 2-3 i ’Forrest Gump’s favør. Men fordi jeg bedst kan lide ’Pulp Fiction’, har jeg besluttet, at den sidste kategori giver to point. Så må vi se, hvem der vinder.
100-års-testen består i al sin enkelhed i, hvilken film der vil blive husket om 100 år. Hvilken film man stadig vil studere på universiteterne, lade sig inspirere af som aspirerende filmskaber og se med sine børn, fordi det er en af dem »man bare skal have set«.
Den film er, naturligvis, ’Pulp Fiction’. ’Forrest Gump’ vil primært blive husket som Oscar-vinder, tilmed én af dem, som man ikke rigtigt kan erindre hvorfor vandt. Som ’The Great Ziegfeld’ i 1936 (The Great Whatnow? Netop).
Måske den også vil blive husket som et af Tom Hanks’ hovedværker, selvom de filmvidenskabsstuderende her vil fremhæve hans tidlige arbejde som det mest centrale. En historiker vil skrive et kapitel om ’Forrest Gump’ i en afhandling om apologetisk historieforfalskning i 90’ernes amerikanske popkultur.
Men ellers tilhører fremtiden Tarantinos mesterværk. Og derfor – efter et overraskende tæt løb – har vi svaret:
Hvem vandt 90’erne: ’Pulp Fiction’
Læs også: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret
Læs også: Hvordan ‘The Shawshank Redemption’ blev verdens bedste film
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.