I denne uge gør vi med temaet ’Danske serier – stagnation og nye strømninger’ status på dansk tv-fiktion. ’Norskov’-forfatter Dunja Gry Jensen og den toneangivende amerikanske tv-kritiker Willa Paskin har allerede budt ind med ris og ros, og nu er turen kommer til en af dansk films mest prominente instruktører, Christoffer Boe.
Boe slog igennem med arthouse-romancen ’Reconstruction’ i 2003 og skubbede siden grænserne i film som ’Offscreen’ og ’Beast’. I 2013 fik han mainstreamsucces med ’Spies & Glistrup’, og her afslører han, at han selv arbejder på en serie til TV 2, ligesom han slår fast, at danske serier lige nu står i en brydningstid.
Ser du danske tv-serier, Christoffer Boe?
»Utroligt meget. Jeg elsker tv-serier, jeg har fået the bug af tv-serier simpelthen. Jeg er rimeligt velorienteret og ret optaget af, hvad der sker på tv-fronten«.
Hvordan synes du, det går for de danske serier?
»Jeg synes, danske tv-serier afspejler dansk film generelt: Vi har et højt professionaliseret niveau, og med det kommer en masse muligheder og en masse udfordringer. Mulighederne er, at vi i princippet kan alt nu. Tidligere havde vi ikke engang evnen til at fortælle i de forskellige genrer, vi kunne ikke rigtigt forstå mekanikken og havde ikke kompetencen til at lave en velfungerende actionsekvens eller et velfungerende melodrama. Det er vi nu ovre, vi forstår genrerne og kan koderne.
Udfordringen er nu, hvordan bevæger vi os ud over klicheen, det konventionelle, det genkendelige – hvordan vi gør det, vi kan se, de gør effektivt i udlandet, og samtidig gør det til noget, der er særegent dansk og personligt. Det er lige der, vi står nu. Jeg synes godt, man kan sige, at vi er i en brydningstid, og det bliver spændende at se, om tv-stationerne og de kreative kræfter sammen kan løfte at lave mere personificerede tv-serier, som begynder at konkurrere med nogle af de fuldstændigt vanvittigt interessante ting, vi ser i udlandet«.
Hvad mener du med personificerede serier?
»Fra ’Breaking Bad’ til ’True Detective’ til ’House of Cards’ er der nogle meget stærke aftryk af instruktøren eller showrunneren, som løfter serien op på utrolige højder, hvor også spillefilmen har svært ved at følge med. Der er scene efter scene efter scene i ’House of Cards’ med en præcision og effektivitet og skønhed, der efterlader stort set alle konventionelle Hollywood-film og danske spillefilm i støvet. Det er en konventionel fortælleform, bare helt exceptionelt lavet«.
Herhjemme arbejder man jo også med one vision, altså at serien er én kunstners vision. Hvorfor får vi så ikke den slags serier?
»Jeg tror også, der bliver arbejdet intenst med det. Men det er en ekstremt svær øvelse at kaste sig over det serielle format. Vi har skabt ret store succeser, der er professionelt lavet, men at skulle tage det til… jeg vil måske ikke kaldet det næste niveau… men hvis vi skal se en udvikling i det serielle format, kræver det mod og teknisk kunnen fra de kreative – og mod fra tv-stationerne som jo hver gang, de eksperimenterer, desværre bliver lidt bekræftet i, at det måske ikke er det, folk vil se«.
Hvor er det, du ser klicheerne og konventionerne i de danske serier?
»Man kan se det alene på den måde, vi formaterer vores serier på. Det ligner nogle skabeloner, vi godt kan genkende i tidligere succesfulde skabeloner. Jeg synes godt, man kan se ’Forbrydelsen’s skabelon i flere efterfølgende serier, både visuelt og spillemæssigt. Man kan godt se, at vi har fundet en grundtone, som også har noget særligt skandinavisk og set udefra er interessant, men set indefra kan give lyst til at sige: Skulle vi ikke prøve nye tiltag?
Det, vi laver, er grundlæggende godt, og folk kan generelt lide det, men inden for branchen kan man også godt se, at det vil være rart snart at prøve nye ting, også fordi vi jo er i en konkurrence, hvor publikum kigger mod ’Breaking Bad’ og ’House of Cards’ og ’The Leftovers’ og ’The Last Panthers’ og ser nogle væsentlige nybrud, nogle kunstneriske greb og visualiseringer. Det spil skal vi ind i«.
Du arbejder selv på en serie, ’Krigerne’?
»Ja, det er en miniserie til TV 2. Et kortere format, seks afsnit, hvor ideen er, at jeg kan skrive (med Simon Pasternak) og instruere det hele. Min indre kontrolfreak kan godt lide, at jeg ikke behøver give noget fra mig«.
Hvad handler den om?
»Det handler om hjemvendte veteraner og rockere og politifolk. Folk på ydersiden af velfærdsstaten, som har svært ved at tilpasse sig. Og som knalder, elsker og hader hinanden«.
Har du så insisteret på at få final cut?
»Jeg er altid meget lydhør, så det giver ingen mening at påkalde sig alt muligt omkring final cut og kunstnerisk vision. I sidste ende laver vi ikke noget til tv, som ikke skal finde et publikum. Der er en meget hård afklapsning ved kasse ét i forhold til, om folk ser det. Og mit ønske er at lave noget, folk vil se – som passer ind i, at det er et stort cirkustelt, hvor folk vil underholdes. Så handler det bare om at underholde med kvalitet«.
Vil du så gøre nogle af de ting, du har nævnt, at du savner i dansk tv?
»Altså i et seksepisodisk engangsknald kan man virkelig gå ned i de her dejlige karakterer, karakterrejsen. Der er mulighed for at lave et meget klart karakterstudie, som vi også kender fra udlandet, og som så kan dyrkes meget rent her, fordi der også er den åbenlyse tragik i at tematiserere vores hjemvendte soldater, hvoraf nogle har svært ved at passe ind i et samfund, der egentlig står og venter på dem, men hvor de kommer med nye erfaringer i form af at have slået ihjel«.
Er det et problem i danske serier, at man starter med plottet og ikke med karaktererne?
»Der er uendeligt mange veje til Rom, så det synes jeg er svært. Men generelt i dansk fiktion – når man skal over et lyrikoplag på 100 eksemplarer – kommer det hurtigt til at handle utroligt meget om middelklassens problemer. Og vi ender hele tiden i en værdinormsætning, der hedder, at middelklassens problemer i sidste ende er derfra, al korrekt værdisætning udgår.
Er du lidt for rig, er du et svin, er du lidt for fattig, så er du et offer. Vi har det bedst med et værdikompleks, der er meget solidt plantet i middelklassen. Hvilket spejlingsmæssigt er fint, for der er vi jo stort set alle sammen, men det kan også blive lidt kedeligt. Vi vil jo gerne på en rejse og bevæge os ind i nye miljøer«.
Så det vil du selv forsøge?
»Det håber vi. Håbet er tidligere fejlet og stødt på hård grund, men lige nu kæmper vi med oprejst pande for at lave stor tv-kunst. Jeg er vanvittigt optaget af den excentriske tilværelse på yderkanten af det normale, som vi forhåbentligt stadig kan genkende os selv i«.
Du kommer fra arthousefilmen. Savner du stadig de helt radikale eksperimenter i tv-regi?
»Jeg synes faktisk, der findes meget radikale ting. Tag bare en serie som ‘Hannibal’, der er meget overset. Der er afsnit i den, som helt seriøst har chokeret mig visuelt lige så meget som at se cinema du look fra 80’ernes pariserrevolution. Det er så rendyrket æstetisk, samtidig med at det er en vild undersøgelse af moralitet. Jeg har simpelthen ikke set noget lignende, det er et besynderligt sammenstød af Werner Herzog og Leos Carax. I en amerikansk tv-serie!«
Og det er det, vi mangler i danske serier?
»Ja, det er næste bølge. Hvor jeg håber, jeg bliver kaptajnen«.
Læs også: Kommentar: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer
TEMA: Danske serier – stagnation og nye strømninger