Den bedste film fra 2015, for få har set: Da Kristen Stewart fik sit rigtige gennembrud

ARTIKELSERIE: De seneste uger har vores anmeldere anbefalet film fra 2000 til 2015, som for få mennesker har set. I dag runder Sofie Lykke Stenstrop serien af med Olivier Assayas’ ‘Clouds of Sils Maria’, der gav hende en fornyet tro på både Kristen Stewart og den franske yndling.

Før ’Clouds of Sils Maria’ brød jeg mig egentlig ikke særlig meget om Olivier Assayas. Eller Kristen Stewart for den sags skyld.

Baseret på blot en enkelt film (’Efter revolutionen’), som jeg vist nok fik kaldt noget i retning af »ét langt, selvsmagende nostalgitrip befolket med unge, talentløse Urban Outfitters-iklædte modeller med midterskilning, der prøver lidt for hårdt at se autentisk bohèmeagtige ud«, tvivlede jeg stærkt på, at den franske nationalskat nogensinde kunne blive en instruktør, som jeg ville lære at sætte pris på.

Og når jeg – ironisk, bevares, og for det meste i fuld tilstand – i sin tid så ’Twilight’-filmene med studiekammeraterne, gjorde vi altid nar ad Stewarts ene ansigtsudtryk (det der ugidelige ’jeg er egentlig for sej til at være med i det her shit’-udtryk) og måden, hvorpå replikkerne sådan nærmest vælter ufrivilligt ud af munden på hende, når hun snakker – som små, pludselige portioner opkast leveret helt uden indlevelse.

Men boy oh boy, hvor tog jeg fejl. Omkring dem begge to. Med ’Clouds of Sils Maria’, der fik dansk premiere sidste år, har Assayas skabt en af den slags sjældne, sindssygt raffinerede, metalegende fortællinger, der bliver ved med at give, ligegyldig hvor mange gange du ser den, fordi den er så rig på suggestiv subtekst og får så meget af sit liv fra omstændigheder, der tilhører det profilmiske: Fra det, der foregår væk fra skærmen, i det virkelige liv.

Filmen, der fik dansk premiere i 2015, handler om den aldrende skuespillerinde Maria Enders (Binoche), der sendes lige lukt ind i en alvorlig livskrise, da hun bliver bedt af en ung teaterinstruktør om at spille rollen som den midaldrende elsker Helena i et stykke, hvori hun 20 år forinden fik sit gennembrud som den forføreriske unge skønhed Sigrid. Maria kan ikke lade være med at tage rolleomfordelingen som en degradering – og et kæmpe, fornærmende slap in the face – og vi følger hendes smertelige forvandling fra højrøvet diva til usikkert og needy nervevrag på helt tæt hold.

Kan mærke hjernecellerne dø

Parallellerne mellem den ægte Binoche og karakteren Enders’ alder og karriereforløb er til at få øje på: Binoche brød for alvor igennem i den Assayas-forfattede ’Rendez-vous’ (1985) som den omsværmede hjerteknuser Nina, og det er ikke svært at forestille sig en lignende, selvtvivls- og raseriudløsende reaktion hos den franske smuksak hvis hun i dag skulle blive tilbudt rollen som gamle Gertrude.

I filmen sluger Maria sin stolthed og tager imod rollen, men fra start af står det klokkeklart, at det ville have været mindre opslidende for hende følelsesmæssigt at spille en tudegrim, pædofil seriemorder end en ikke-længere-helt-ung og spændstig spinster. ’Clouds of Sils Maria’ stiller sig kritisk over for vores ungdoms- og overfladefikserede samtid, og det gør den ved at kontrastere tre forskellige generationer gennem tre forskellige karakterer: Maria, hendes personlige assistent Valentine (Kristen Stewart) og den unge, social media-savvy starlet Jo-Ann Ellis (Chloe Grace Moretz).

Clouds-of-Sils-Maria-still-31
I en fuldstændig fantastisk barscene sidder Maria og Valentine og diskuterer den generiske sci-fi-blockbusters eksistensberettigelse. De har lige været inde og se Jo-Ann Ellis’ seneste 3D-popcornshit og har mildt sagt delte meninger om, hvorvidt den rummer filosofiske dybder eller blot er endnu en fordummende franchise-film.

Hvor Maria kunne »mærke sine hjerneceller dø en efter en«, plæderer Valentine for, at der gemmer sig universelle sandheder bag de fjollede kostumer og konventioner.

Fucking uhyggeligt

Scenen er sublim, først og fremmest fordi der slår gnister mellem de to leading ladies, men den rummer også nogle enormt interessante værdidiskussioner, der peger langt ud over filmen selv:

Lever vi i en tid, hvor fordybelse ofres til fordel for quick fixes? Truer marvelificeringen den ægte filmkunst, eller er det en snobbet holdning, at lettilgængelige genrefilm ikke skulle kunne rumme lige så meget sandhed? Og så er den tilmed et pragteksempel på den helt særlige vekselvirkning mellem skuespillerindernes virkelige skikkelser, de roller, de spiller i filmen, og de karakterer, de inkarnerer i teaterstykket-i-filmen, som Assayas skaber gennem sine subtile og ikke-så subtile intertekstuelle referencer.

Som når Valentine – i sin forsvarstale for Jo-Anns superheltekarakter (»despite her super powers, she is emotionally defenseless«) – ender med at opsummere præmissen for ’Twilight’, og vi pludselig bliver bevidste om Stewarts fortid som vampyrplageånden Bella. Det er et greb fra Assayas’ side, der er med til at give ekstra dimensioner til fortællingen, og så er det bare utroligt sjovt at se ’Bella’ forsvare en film i fiktionen, som man ved, virkelighedens Stewart selv hader som pesten.

Så sjovt, at Maria faktisk, på meget, meget charmerende vis (man vidste ikke, det var muligt), sprøjter cognac ud af næsen af grin.

Stemningen er dog ikke altid så chummy mellem Maria og Valentine, og til tider går der decideret psykoseksuelt drama i den. Især i filmens ’Persona’-citerende sekvenser i et afsidesbeliggende sommerhus, hvor Maria øver sine replikker med Valentine. Her opstår der en konstant, nagende usikkerhed om, hvorvidt det, de siger til hinanden, er in character eller ej, og som i Altmans ’3 Women’, Lynch’s ‘Mulholland Drive’ og Kieslowskis ‘La double vie de Veronique’ begynder deres respektive karaktertræk at flyde sammen med hinanden og de fiktive karakterer, som de forsøger at komme ind under huden på.

Af en eller grund er sådan nogle ustabile, udflydende selv’er bare fucking uhyggelige.

Smukt metakræs

Spiller hun nu? Siger hun kun denne her virkelig sårende ting, fordi det står i manus, eller slipper hun af sted med at sige det under dække af at spille en rolle? Og spiller vi mennesker nogensinde ikke for galleriet? Hvornår er vi mest os selv? Kommer vores sande jeg nogle gange stærkere frem, når vi lader, som om vi er en anden? Hvordan føles det at skulle leve sig ind i en rolle, der gør, at man bliver tvunget til at gennemleve alle sine værste mareridt? Hvad sker der, når skuespillere spiller versioner af sig selv?

Clouds_of_Sils_Maria-xlarge
’Skyerne over Sils Maria’ er et værk dedikeret lige dele til skuespilkunsten og filmkunsten, leveret af eksperter inden for begge felter. At Binoche er tryllebindende som Maria, kommer næppe som en overraskelse, men med Stewart tog Assayas virkelig en chance, og hun er skræmmende god som Valentine, der er skiftevist lige så forførerisk og forræderisk som det slangelignende vejrfænomen, Maloja Snake, teaterstykket i filmen har taget navn efter. I hvert fald som hun fremstår set gennem Marias øjne.

For faktisk stoler vi aldrig rigtig hverken på, hvad vi ser eller hører i filmen. Selv om billedet ikke ændrer udseende (der er ikke nogen cheesy soft focus-filtre, der direkte indikerer skiftende perspektiver), så sidder man hele filmen igennem (men især til slut) med en fornemmelse af, at virkelighedsrepræsentationen konstant er forvrænget. At det, vi ser på skærmen til trods for den fotografiske realisme, udfolder sig et sted mellem det indre og ydre, og at måden, vi ser Maria på, er farvet af Valentines blik på hende og omvendt.

’Clouds of Sils Maria’ er filmet på sitrende 35mm, og den er uden tvivl et af de smukkeste og mest formfuldendte stykker metakræs, mine øjne nogensinde har indtaget.

Læs mere: Den bedste film fra 2014, for få har set: Hysterisk morsom film om virkelighedens vampyrer

Læs mere: Den bedste film fra 2013, alt for få har set: Hvad betyder grisene hos filmens David Bowie?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af