1. ’The Americans’ blev lukket ind i varmen
Endelig!
Kritikerne har længe udråbt ’The Americans’ som en af de bedste dramaserier på tv, men Emmy-akademiet er forblevet så kølige som Den Kolde Krig. Fire fremragende sæsoner skulle der til, før de stemmeberettigede fik hevet hovedet ud af rumpetten og sendt spionserien op i den liga, hvor den hører til.
Men okay, i stedet for at begræde tidligere års blamager, må vi rose akademiet for at have set lyset i en sådan grad, at det næsten lugter af anger. ’The Americans’ sneg sig ikke kun med i den fineste dramakategori, de to hovedrolleindehavere, Keri Russell og Matthew Rhys, der udgør det russiske spionpar under dække i the All-American life, fik også nomineringer for første gang.
Blandt ofrene for ’The Americans’ definitive indtog på Emmy-scenen var i øvrigt ’Orange Is the New Black’, der kun høstede en enkelt nominering for sin ujævne tredje sæson.
2. Ingen nomineringer til ’Girls’
Emmy-hypen omkring Lena Dunhams generationsdefinerende HBO-serie ’Girls’ er gradvist aftaget siden 2013 og med god grund, for serien er dalet i niveau siden den syleskarpe debutsæson. I den netop overståede femte ombæring med Hannah og hendes piger ramte Dunham dog igen de rene toner, og såvel sjette afsnit om Marnies kærlighedskvaler som slutningens Truffaut-reference var rørende højdepunkter.
Det er derfor en mindre skandale, at ’Girls’ ikke blot blev fundet for let til de tunge kategorier, men end ikke sikrede sig en eneste nominering for første gang i seriens historie. Alene sjette afsnit, ’The Panic in Central Park’, burde have indbragt en nominering eller to.
3. ’Master of None’ fik de vigtige nomineringer
Selv om ’Modern Family’ stadig huserer i det fine selskab, og ’Broad City’ endnu ikke har fundet vej til prisuddelingen, lader det til, at det normalt konservative Emmy-akademi har skelet til tidens strømninger i komediekategorierne.
Thomas Middleditch fik endelig en nominering for sin hovedrolle i ’Silicon Valley’, mens også ’Veep’ og ’Transparent’ fik genvalg i kategorien for ’Bedste komedie’. I år suppleres de desuden af Aziz Ansaris vellykkede Netflix-serie ’Master of None’, en delvist selvbiografisk og udpræget topical undersøgelse af etnicitet, alder, køn og kærlighed i New Yorks kulturelle mekka.
Ansari høstede selv nomineringer for bedste skuespiller samt instruktion og manuskript for afsnittet ’Parents’.
4. ’Broad City’ og ’Horace and Pete’ forbigået
Selv om Emmy-akademiet er blevet en anelse mere fremsynede på komediefronten, vokser træerne ikke ind i himlen. Således er Ilana Glazer og Abbi Jacobsons hashtågede eskapader i ’Broad City’ tilsyneladende stadig for udfarende til de bonede gulve, for akademiet kvitterede igen med nul og niks til den sprudlende slackerserie.
På samme måde er det nedslående, at Louis C.K.’s eksperimenterende, kompromisløse dramaserie ’Horace and Pete’ også stod tomhændet tilbage efter dagens annoncering – på nær nomineringen af Laurie Metcalf som ’Bedste kvindelige gæsteskuespiller’. Hvis der er nogen retfærdighed til, går hun hele vejen for sin besættende præstation i seriens radikale tredje afsnit, hvor hun dissekerer sit nylige utroskab med sin kærestes 84-årige far.
5. ’Game of Thrones’ dominerer totalt i skuespilkategorierne
Det er på ingen måde chokerende, at ’Game of Thrones’ dominerer årets Emmy-felt efter en sæson, der nok har penduleret mellem tomgang og uforlignelig tv-dramatik, men ikke desto mindre har sat nye standarder for, hvad man kan udrette på den lille skærm – om ikke andet ud fra filmtekniske parametre.
Lena Headey, Peter Dinklage og Emilia Clarke fik som ventet nomineringer, og i år blev trioen suppleret af Maisie Williams (Arya Stark) og Kit Harington (Jon Snow), der begge er debutanter i Emmy-regi. Da ingen af seriens skuespillere rubriceres som hovedrolleindehavere opstår et direkte absurd billede i birollekategorierne, hvor HBO-flagskibet mønstrer fem af 12 nominerede.
Hvad angår Williams og Harington er det svært at indvende noget mod deres indtrædelse i Emmy-rækkerne, men i afdelingen for mandlige biroller håber vi dog, at statuetten sendes til ’Better Call Saul’ og Jonathan Banks – veteranen, der i sæson 2 har føjet en mere følsom side til portrættet af Mike Ehrmantraut og derfor bør hive statuetten i land efter flere års tilløb.
6. ‘The People v. O.J. Simpson’ scorer 22 nomineringer
FX’ ‘The People v. O.J. Simpson: American Crime Story’ skrev historie, da den som den første serie siden ’ER’ i 1995 scorede over 20 nomineringer i sin debutsæson. Det skyldtes ikke mindst seks nomineringer i skuespilkategorierne, hvor særligt Sarah Paulson fortjener hæderen for sin mangefacetterede præstation som statsanklageren Sarah Paulson – en determineret kvinde i et mandschauvinistisk univers.
John Travolta, David Schwimmer og Sterling K. Brown udgør halvdelen af feltet i ’Bedste birolle’-kategorien, mens Cuba Gooding Jr. (som Simpson) og Courtney B. Vance skal kæmpe om prisen for ’Bedste hovedrolle’.
Det er dog tvivlsomt, om antologiserien nupper den højeste hæder som ’Bedste limited series’, da ’Fargo’s fænomenale anden sæson fører feltet an og bør triumfere, medmindre akademiet kortslutter kollektivt.
7. Stephen Colbert og Trevor Noah forbigået
Det står klart, at ’The Daily Show’ har mistet sin dagsordensættende stemme på USA’s politiske scene, siden Jon Stewart lod sig erstatte af Trevor Noah i værtsstolen. Afløseren med de sydafrikanske rødder har sporadisk demonstreret sit skarpe vid, men bundniveauet i debutsæsonen har været alarmerende lavt.
Derfor var det måske ikke et chok, at ’The Daily Show’ blev forbigået af Emmy-akademiet, men med tanke på, at det er første gang i 15 år, at talkshowet ikke blander sig i kampen om statuetterne, må det alligevel anskues som en syngende lussing til Noah og hans forfattere.
Samme startvanskeligheder har Stephen Colbert haft som afløser for David Letterman på ’The Late Show’, og heller ikke han tiltvang sig en nominering for bedste variety-show – det til trods for, at hans hedengangne ’The Colbert Report’ var fast inventar i Emmy-showet i et helt årti.
8. ‘Mr. Robot’ og Rami Malek, men ingen Christian Slater
Når man tænker på, at ‘Mr. Robot’ vandt Golden Globe-statuetten for ’Bedste dramaserie’ tidligere på året, er det ikke overraskende, at serien også skal dyste om den ultimative hæder i Emmy-sammenhæng, men historien viser, at der ikke er garanti for overlap mellem de to prisuddelinger. Vi tillader os derfor at drage et lettelsens suk.
Hovedrolleindehaver Rami Malek høstede helt fortjent en nominering for ’Bedste mandlige skuespiller’ for sit flagrende, upålidelige portræt af den morfinafhængige hacker Elliot, men Christian Slater, der vandt en Golden Globe for seriens titelrolle, blev til gengæld skammeligt forbigået af Emmy-akademiet.
Ikke desto mindre bidrog inklusionen af både ‘Mr. Robot’ og ‘The Americans’ krydret med et stærkt komediefelt, at årets Emmy-valg – med tanke på de seneste års eklatante fejltagelser – samlet set er blandt de mere fornuftige i nyere tid.
