’Blackway’: Anthony Hopkins stirrer tomt i søvndyssende hævnthriller
Så flyt dog!
Det ville jeg i hvert fald gøre så hurtigt som muligt, hvis en ondsindet og voldelig byskurk i skikkelse af Ray Liotta så sig ond på mig. Men det gør Julia Stiles ikke i ’Blackway’. I svenske Daniel Alfredsons døsige hævnthriller vælger Stiles’ Lillian i stedet at tage kampen op imod Liottas titulære Blackway. Hvorfor er svært at forstå. Det virker i bedste fald enormt dumdristigt.
Skolelærerinden og deltidsservitricen Lillian er netop flyttet hjem til den søvnige savværksby i British Columbia, hvor hun voksede op. Moderen er død, og Lillian har arvet barndomshjemmet inklusive kat. Aldrig så snart opsøges hun dog af den slibrigt farlige Blackway, der ikke sådan tager et nej for et nej. Han både forfølger og chikanerer hende og tropper endda op på hendes veranda lang tid efter mørkets frembrud. Svaret er stadig nej fra Lillian, og Blackway kvitterer med at halshugge hendes kat.
Ja, Richard Blackway er en uudgrundeligt ond mand. Når han ikke lige dræber huskatte, er han i øvrigt områdets ukronede methamfetafinbaron og indehaver af et lurvet motel, hvor han ynder at lænke lokale kvinder til sengen og udnytte dem til prostitution. Dertil er han desuden byens forhenværende sherif og derfor hævet godt og grundigt over loven. Den nye sherif vil i hvert fald ikke hjælpe Lillian med at få ram på Blackway.
Hjælpen kommer fra uventet side. 78-årige Sir Anthony Hopkins spiller Les: En godhjertet, gryntende gamling uden det mindste at tabe. Ud over tænderne, altså. Han tør sætte foden i jorden og stille Blackway til ansvar. Sammen med sin unge ven Nate, et stammende muskelbundt med et sødt smil, og den viljefaste Lillian indleder Les jagten på den diabolske Blackway.
’Blackway’ deler – uden tilnærmelsesværdigt at være i samme liga – genremæssigt slægtskabet med stærke film som ’Winter’s Bone’ og ’Out of the Furnace’, både hvad angår hævnmotiv og setting. Vi er uden for lov og ret i et afsides hjørne af samfundet. British Columbia i Canada tager sig næsten ’Twin Peaks’-agtigt ud i Daniel Alfredsons stemningsmættede optik. Tårnhøje Douglasgrantræer med et drys frostsne på de yderste nåle og snoede bjergveje så langt øje rækker. Sådan et sted sker der ildevarslende ting.
Alfredsons filmatisering af Castle Freeman, Jr.’s effektive, lille roman er langt fra vellykket. Den svenske instruktør, der rutinepræget overtog, hvor Niels Arden Oplev slap Stieg Larssons Millennium-trilogi, iscenesætter gumpetungt det uinspirerede manuskript, hvor den ene overforklarende dialogscene afløser den anden.
Alfredson fortæller os alt, men viser os så godt som intet. Det gør det svært at engagere sig i det umage trekløvers søgen efter skurken. Hopkins er på en utaknemmelig opgave i rollen som Les, der tøffer rundt i det canadiske bøhland og stirrer tomt ud i horisonten med en riffel over skulderen. Én god scene har han dog: Da tyrenakken Nate kommer i et barslagsmål og får en kniv for struben, bevarer Les overblikket og brækker overfaldsmandens ene finger med et snedigt smil på læben. Knæk.
Ray Liotta, derimod, går planken ud som onde Blackway. En skurk, der i sin rendyrkede ondskab hører hjemme i en klassisk westernfilm iført sort cowboyhat, overskæg og seksløber. I en thriller med et ellers realistisk setup virker han grinagtigt modbydelig og utroværdig.
Kort sagt:
Tørvethrilleren ’Blackway’ er en søvninducerende omgang. Ray Liotta overspiller sin karikerede skurkerolle, mens Anthony Hopkins stirrer tomt og uengageret mod horisonten. Måske efter sin løncheck.