5. ’Bedrag’ sæson 1
Første sæson af DR’s serie om snavsede penge og dem, de smittede af på, var langt fra fejlfri. Dialogen var ikke altid lige elegant, og plottet tøffede lidt hakkende af sted med sin del af tomgangspassager, klichéer og lette løsninger.
Men Jeppe Gjervig Gram skal have point for sin ambitiøse vision om at skabe en ’The Wire’-inspireret serie, der skildrede velfærds-Danmarks samfundsstige fra det tilsodede bilværksted til det højglanspolerede direktørkontor på øverste etage. Og undervejs lykkedes det at skabe pletvist præcise portrætter i en serie med vilje og evne til mere end nordic noir’sk undergangsstemning.
Godt hjulpet af solidt skuespil fra veteranerne Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas og de friske ansigter Esben Smed, Lucas Hansen og Natalie Madueño samt et stilrent visuelt udtryk konceptueret af selveste Per Fly.
4. ’Bedre skilt end aldrig’
’Bedre skilt end aldrig’ gik lidt under radaren herhjemme, og af en eller anden grund omfavnede seerne heller ikke rigtigt serien af folkene bag den ellers så folkekære ’All Inclusive’: Instruktør Helle Joof og manuskriptforfatter Mette Heeno.
Det er svært at forstå hvorfor, for seriens sofasatire var både skarp og salonfæhig, og Maria Rossing (’All Inclusive’) og Peter Plaugborg spillede sig godt ud som ægteparret, der var nødt til at blive boende under samme tag efter en skilsmisse.
Udkrængningen er parforholdets dynamik frembragte genkendelighedens grin, og under den fine situationskomik og de velturnerede replikker gemte serien også på en lille smule smerte.
3. ’Klaes the Roommate’
Seth MacFarlane fik stor succes med den politisk ukorrekte bamse Ted, men jeg foretrækker den danske hånddukke Klaes any day.
De har dog så meget til fælles, at man skulle tro, at de var i familie: Ubehøvlede, beskidt i munden, hurtig i replikken og med en dybt perverteret tankegang, der dækker over en grundlæggende usikkerhed. Klaes snakker uafladeligt om fisse, men har aldrig fået det.
Klaes’ Mark Wahlberg er den smådovne filminstruktør Behrouz, der i virkeligheden helst vil spille Playstation, men alligevel prøver at blive voksen. Behrouz Bigdeli og Gustav Lassens dukkekoncept startede som webseriesucces, men er med sin anden sæson på TV 2 Zulu blevet mere ren og sikker i sit udtryk end nogensinde før. Det er ret godt gået, at man nærmest bliver rørt under Behrouz’ kærlighedskvaler med Klaes som skiftevis godviljet hjælper og uforbederlig bremseklods.
’Klaes the Roomate’ er en sjofel og sjov skildring af drengerøven anno 2016, som godt selv ved, at den er gal, men alligevel ikke kan lade være. Og af et venskab, der på ingen niveauer giver mening, men som alligevel føles helt rigtigt.
2. ’Ditte & Louise’ sæson 2
DR har besluttet, at vi ikke må få mere ’Ditte & Louise’. Det er en skam, for med Louise Mieritz og Ditte Hansen i angsprovokerende selvudleverende stil har vi fået et kvindekomisk power couple, der både mestrer de plathumoristiske scenarier og de skarpe samfundskritiske stikpiller.
Sæson 2 var mere hit and miss end den forrygende sæson 1. Særligt det gennemløbende plot omkring Dittes enerverende bror og den gangsterboss, han skylder penge, var fuld af falske toner, den letkøbte farce overskyggede lidt for ofte satiren (nøgensang hos Henning Jensen i rollen som magtfuld producer), og når selv Rasmus Tantholdt dukker op, går der lidt for meget kendisrundhyl i den.
Til gengæld spillede Trine Dyrholm ’sig selv’ som duoens nyfundne tredjejul i sæsonens herligste afsnit (»danser i maaaaaaaveskind«), mens en musical-agtig opsætning af de asiatiske Skodsborg-tjenestefolks dagligdagsgøremål havde et suverænt filmisk tilsnit.
I det hele taget var sammenstillingen mellem Louises pludselige position som trofækone i det bedre borgerskab og Dittes pudsige flirt med den (lidt for) ’banke-banke-på’-begejstrede proletargangster godt konciperet, og så var der stadig oprigtigt ømme øjeblikke, som når Louise synger Sivas’ ’d.a.u.d.a.’ som godnatsang for sin datter.
Endelig er Hansen og Mieritz’ feministiske projekt bare spækket med forløsende selvironi. Tag bare en replik som: »Jeg savner den der hverdagssexisme«.
1. ’Lillemand’ sæson 2
Det dårligste, man kan sige om anden sæson af Jonatan Spangs pseudofiktive komedieserie er, at den topper i første afsnit, hvor komikeren pirker provokerende til tidens herskende kønsrollediskussion og lader en feminazi (og hendes veninde!) ondulere ham bagfra med en påspændingsdildo.
Det skal nu ikke lyde som en kritik af de resterende ni afsnit, for Spang holder generelt et flot niveau i sin på én gang nysgerrige og ublu serie om nogle af samtidens væsentligste emner, heriblandt også islam i et opfindsomt metaafsnit, der både udstiller TV 2 Zulu (som ’Lillemand’ selv er lavet for) og Spangs komikerkolleger.
Flere afsnit er i det hele taget elegant struktureret, og Spang integrerer standup-delen langt mere sømløst end i sæson 1. Samtidig fulgte man hans kærlighedsforhold til digteren Ida med oprigtig interesse, og den episode, hvor hun vrænger på næsen af det i hendes øjne lavkulturelle, Mick Øgendahl-associerede fællesskab under Zulu Galla Awards, var en skarp analyse af de mere eller mindre uudtalte hierarkier i dansk åndsliv.
’Lillemand’ er rig på både indsigt og selvindsigt. Fik vi skrevet, at den også er virkelig sjov? Dét er den.
Læs også: Årets fem bedste danske film – rangeret
Læs også: Årets bedste serier, top 10-1
Læs også: Efter ‘Ditte & Louise’-lukningen – DR har et nærmest fetichistisk forhold til seertal