I december har vi kåret årets bedste film (top 25-11 og 10-1) og serier (top 20-11 og 10-1). Men hvilke titler blev forbigået på vores officielle lister? Her er vores anmelderes bud.
Alexandra Emilia Kida: ’Heart of a Dog’
Instruktør: Laurie Anderson
Den amerikanske kunstner og musiker Laurie Anderson har begået en visuel fortælling, der ikke er til at stå for. En poetisk, humoristisk film, der deler ud af finurlige og rørende refleksioner og observationer over livet, døden og alt derimellem. En oplevelse af de sjældne.
Ditte Fiil Ravn: ‘Al Medina’
Instruktør: Omar Shargawi
Omar Shargawis ‘Gå med fred, Jamil’ fra 2008 var en ekstatisk og eksplosiv granskning af hævnens natur. Hans anden spillefilm ‘Al Medina’ er en langt mere jordbunden og sjælelig rejse gennem ondskaben, selvransagelsen og hans trykkede forhold til Gud – grum og ubehagelig helt ind til benet og udfordrende i sin stil. Shargawi viser igen sin styrke i de intime menneskelige beretninger, og man mærker den personlige reference gennem en ellers mytisk stor fortælling med både bibelske og koranske dimensioner.
Freja Dam: ‘Crazy Ex-Girlfriend’ sæson 2
Hovedforfattere: Rachel Bloom og Aline Brosh McKenna
Efter et tilfældigt møde med teenagekæresten Josh beslutter den succesfulde advokat Rebecca sig spontant for at flytte fra New York til den lille californiske by West Covina, hvor han tilfældigvis bor. Det er oplægget til ‘Crazy Ex-Girlfriend’, der lyder gakket, men er en forrygende original, fornøjelig og tåkrummende romcom-musical om en forelsket kvinde i selvfornægtelse på vippen til creepy stalker, spillet elskeligt og uforfængeligt af seriens skaber Rachel Bloom. Nyd især sangteksterne.
Jacob Andersen: ’Hell or High Water’
Instruktør: David Mackenzie
‘Hell or High Water’ er et stykke americana, der ikke gør det store væsen af sig. Drevet frem af social indignation og tør humor i stedet for larmende væg-til-væg-action. Det virker kun i dens favør. Der er ikke ét gram overflødigt fedt på historien, og de tre skuespillere bør finde smokingen frem til prisuddelingerne.
Jannie Dahl Astrup: ’A Bigger Splash’
Instruktør: Luca Guadagnino
Italienske Guadagninos sprælske genindspilning af ’La Piscine’ fra 1969 er en af årets mest indtagende film. Mere lækker end egentlig original. I rollen som rockikonet Marianne, der har mistet stemmen, er Tilda Swinton indbegrebet af chik. Klædt fra top til tå i Dior besnærer hun både den yngre Matthias Schoenaerts og den gamle flamme i skikkelse af Ralph Fiennes. Fiennes balancerer herligt på grænsen mellem gal og genial, men kirsebærret på toppen af den intoksikerende cocktail er en farligt-forførende Dakota Johnson, der slænger sig sløvt ved ferieøens svalende swimmingpool.
Jesper Olsen: ’Room’
Instruktør: Lenny Abrahamson
Lenny Abrahamson tog en fortælling om den største ondskab og forvandlede den til hjerteskærende og håbefuld filmmagi. Med et fleksibelt filmsprog, der favnede både det fabulerende og det stemningsskabende, fremmanede han et finit univers inde i Ma og Jacks klaustrofobiske skur og skabte nervepirrende spænding i den fremragende flugtscene. Filmen er måske lidt bedre inde i skuret end udenfor, men fra start til slut forankres følelserne i den vildt rørende kemi mellem Oscar-vinder Brie Larson og mirakelcastingen Jacob Tremblay.
Kasper Løvborg: ’Love & Friendship’
Instruktør: Whit Stillman
Man skal lede længe efter mere spillevende dialog end den, man finder i Whit Stillmans Jane Austen-filmatisering, hvor et sprudlende veloplagt cast leverer virkelig morsomme replikker med deres knivskarpe tunger placeret dybt inde i kinden. Kate Beckinsale er intet mindre end vidunderlig som den beregnende Lady Susan Vernon, der kan vikle de fleste om sin lillefinger, og Sir James Martin, den formuende og spektakulært ubegavede herre, som falder i kløerne på hendes indtagende opportunist, bliver spillet med stor energi og suveræn komisk timing af den relativt ukendte Tom Bennett.
Kenneth McNeil: ’High Rise’
Instruktør: Ben Wheatley
Ben Wheatleys film er hverken letfordøjelige, lettilgængelige eller letforståelige. ’High Rise’ er ingen undtagelse. Firkantede, futuristiske højhusformer og trickle-down economics kæmper mod dyriske instinkter og tilfældets overgearede musik i en film, der vil alt, alt for meget, men alligevel – eller rettere: netop derfor – bliver en serie af stadigt mere groteske vignetter, der ophæver tid, sted og kausalitet og leverer en ubehagelig allegori, som bliver siddende lige så længe i sindet som i kroppen.
Lise Ulrich: ’Penny Dreadful’ sæson 3
Hovedforfatter: John Logan
I en storblomstrende serieæra giver det sig selv, at nogle titler må drukne i mængden uanset deres kvaliteter. En sådan skæbne overgik det anmelderroste gotiske seriegys ’Penny Dreadful’ med Eva Green og Josh Hartnett, hvis tredje og – overraskende – sidste sæson blev tilgængelig på HBO Nordic i foråret. De første to sæsoner om klassiske monstre i et tågeindhyllet 1800-tals-London var kuriøse, visuelt victoriansk-labre fornøjelser. Tredje sæson var en regulær triumf med sublimt velskrevne dialoger, der klogt og hjerteskærende spejlede de uønskede eksistensers eksistentielle smerte mod vores eget moderne samfunds fremmedhad og kønsrolledebatter.
Mads Kjær Larsen: ’The Crown’ sæson 1 (særligt Claire Foy)
Hovedforfatter: Peter Morgan
Som far til en treårig dreng har mit tv-forbrug i 2016 mestendels bestået af ’Brandmand Sam’, ’Paw Patrol’ og ’Gurli Gris’. Jeg må derfor med skam forkynde, at jeg kun har set én tv-serie, der ikke i forvejen befinder sig på Soundvenues officielle liste: Storsatsningen ’The Crown’. Er det god tv? Ja, det synes jeg faktisk, og efter tidligere at have nydt ’Wolf Hall’ er jeg blevet besat af Claire Foy, der heldigvis på ingen måde skuffer i nok en dronningerolle, denne gang som Elizabeth II.
Mange skuespillere forveksler deres metier med ren aktion – de siger deres replikker med påtaget overbevisning, og det er så det. Foy er en mester i den mere oversete kunst at dyrke reaktionen, altså det at lytte til, registrere og reagere på det, modspillerne siger og gør. Hun er et studie værd, når det kommer til de små, knapt nok registrerbare skvulp hen over ansigtets overflade. Eller sagt på en anden måde: Hun lytter på en måde, der siger meget mere end ord.
Martin Bunk: ’The Witch’
Instruktør: Robert Eggers
Selvom Soundvenue-redaktionen har valgt det meste af det bedste, har de alligevel overset årets klart mest uhyggelige film. ‘The Witch’ syder af superdårlig heksebeskyldningsstemning og mistillid til egen tro blandt en lille, ekskommunikeret familie i 1600-tallets puritanske New England. ’The Witch’ er en af de få gyserfilm, der ikke falder i bøh-klichéfælden, men i stedet langsomt trænger ind i dit sind som satan selv og korrumperer din nattesøvn – og dit syn på geder…
Martin Finnedal: ’Quarry’ sæson 1
Hovedforfattere: Graham Gordy og Michael D. Fuller
Serien om den hjemvendte Vietnam-veteran Mac ’Quarry’ Conway er baseret på 13 bøger, hvoraf den første er skrevet allerede i 1976. Måske derfor føles tv-seriens stemning af 70’ernes Memphis så autentisk. Quarry bliver modvilligt til hitman og dermed bonde i et brutalt skakspil. Serien er flot håndværk, og spændingen holdes i stramme tøjler gennem alle otte afsnit.
Naja Helene Hertzum: ’Better Things’ sæson 1
Hovedforfattere: Pamela Adlon, Louis C.K.
Hvis man elsker Louis C.K., og hvis man elsker Pamela Adlon, og hvis man også ret godt kan lide de dér dovencaliforniske serier med celebrityovertoner, så er ’Better Things’ altså ikke til at kimse af. Lidt overset. Meget fin.
Niki Vraast-Thomsen: ’Aquarius’ sæson 2
Hovedforfatter: John McNamara
David Duchovny, bedst kendt som Fox Mulder i ’X-Files’ og Hank Moody i ’Californication’, fik aldrig fart i filmkarrieren. Godt det samme, for når han står i spidsen for en tv-serie, er det som at se en rigtig mand bære et italiensk jakkesæt. ’Aquarius’ handler om vrangbilledet af de sene 60’eres kærlighedsår. Duchovny spiller politimanden Sam Hodiak, der står over for Charles Manson i årene, inden hele verden gyste over psykopatens gerninger. Og skuespilleren tilfører den ujævnt skrevne serie en coolness, som gør tidsbilledet, mysteriet og den lurende ondskab til en frydefuld serieoplevelse.
Patrick Sølberg: ’The Assassin’
Instruktøren Hou Hsiao-Hsien
Taiwanesiske Hou Hsiao-Hsien har altid mestret at fortælle maksimalt med minimalistiske virkemidler, og hans take på wuxia-genren er ikke anerledes. ’The Assassin’ handler om den kvindelige snigmorder Yinniang, der, for at bevise sin loyalitet, skal myrde Tian Jian, hendes barndomskæreste. Filmen er som en meditativ billedeksplosion, der bygges langsomt op, og hvor alle farver og former er perfekt komponeret. Uden tvivl en af årets smukkeste oplevelser.
Rasmus Friis: ’Vice Principals’ sæson 1
Hovedforfattere: Jody Hill og Danny McBride
Det er utroligt, så fast besluttet store dele af kritikerstanden er på at misforstå Danny McBride og Jody Hills humor. De er notorisk provokerende, fordi de nægter at moralisere åbent over deres hovedkarakterers himmelråbende dårligdomme, men det er ikke ensbetydende med, at de bifalder deres handlinger. Egentlig er fraværet af pegefingre komediemagernes sande force, fordi det eliminerer distancen til de tragiske skæbner, som virkeligheden bestemt byder på versioner af.
På overfladen er ’Vice Principals’ en crazykomedie uden filter, men i 2016, der vil blive husket som Donald Trumps år, er undersøgelsen af det hvide handyrs knækkede sind ubarmhjertigt aktuel. Walton Goggins og McBride inkarnerer mænd, der har mistet ansigt og værdighed på såvel arbejdspladsen som hjemmefronten og desperat forsøger at vinde den tilbage – koste hvad det vil.
Sofie Lykke Stenstrop: ’Blue Jay’
Instruktør: Alex Lehmann
Når man støder på et par på skærmen med en kemi så ægte, at man næsten ikke kan forstå, at de måske ikke er soulmates i virkeligheden, så er det virkelig en stærk oplevelse. Tag bare Jesse & Céline, Harold & Maude, Even & Isak! Gnisterne flyver, og du genfinder troen på den ægte kærlighed. Sådan et par er Amanda og Jim, spillet helt fænomenalt af Sarah Paulson og Mark Duplass, og jeg opfordrer på det kraftigste til, at du giver dig 100 procent hen til dem og omfavner dine egne, utætte tårekanaler.
Thomas Bech Rasmussen: ’Captain Fantastic’
Instruktør: Matt Ross
At se (og straks derefter gense) Viggo Mortensens fanatiske humanist Ben og hans begavede børn begive sig fra skovens Utopia til civilisationens realiteter for at tage del i deres mors begravelse var en af sommerens helt store højdepunkter. ‘Captain Fantastic’ er en af de sjældne filmoplevelser, hvor det humoristiske og det rørende balanceres så yndefuldt, at jeg slet ikke lagde mærke til, hvornår mine grin blev til tårer og omvendt. Med dens charmerende udgaver af ’Stick It to the Man’ og ‘Power to the People’ minder denne herlige roadmovie mig stadig her ved årets udløb om at være kritisk over for tomme traditioner og tro mod egne idealer.
Christian Rising Matthiasen: ‘Green Room’
Instruktør: Jeremy Saulnier
‘Blue Ruin’-instruktøren Jeremy Saulnier leverer en nerveflænsende helvedestur ind i menneskesindets allermørkeste afkroge, når et ungt, fandenivoldsk punkband skal kæmpe for overlevelse mod en ubarmhjertig flok neonazister anført af Patrick Stewart med frådende dræberhunde og skarpladte våben. ‘Green Room’ bevarer en neglebidende og nådesløs intensitet fra start til slut og fastslår endegyldigt Saulniers talent for de voldsomme filmiske udtryk. Mere, tak.
Daniel Hartvig Nielsen: ’Mulder and Scully Meets the Were-Monster’
Hovedforfatter: Chris Carter
»I want to believe«, men efter den nye og 10. sæson af ’The X-Files’ hænger håbet i en tynd tråd. Ét afsnit holder mig dog i troen, det enestående ’Mulder and Scully Meets the Were-Monster’, der er noget af det skæveste og mest unikke på tv i år. Fyldt med sort humor, selvironi og underfundig melankoli spiddes menneskehedens sølle eksistens skildret gennem et varfirbens absurde forvandling. Sjældent har noget været så rørende og grotesk på samme tid.
Læs også: De bedste film i 2016 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11
Læs også: De bedste tv-serier i 2016 – top 10-1
Læs også: Årets bedste tv-serier – top 20-11