’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 5: Fortællingens egentlige hovedperson trådte i karakter
Højdepunktet:
I det lange stræk er udfordringen for en ensembleserie som ’Arvingerne’, at alle karaktererne skal have skærmtid, selvom den naturlige dramatiske vægt favoriserer én af figurernes rejse.
Og flere elementer i det virvar af uoverensstemmelser, der florerer på kryds og tværs mellem Emil, Gro, Signe, Karin og kunstgruppen, smager da også af vandet, der skal holde hovedingrediensen i kog.
Men her til aften indsnævrede ’Arvingerne’ sit fokus, og resultatet var slående: Frederik trådte i karakter som sæsonens egentlige hovedperson, og når han ikke selv var i billedet, var det ofte ham, de andre talte om, som da Emil og Gro forsonede sig over en flaske vin ved stranden.
Tredje sæson startede med en mand, der vendte hjem – skamfuld og med masser af unfinished business. Så mistede manden sin datter. Og nu forsøger manden at finde ud af, hvordan han skal udfylde tomrummet.
I afsnit 5 førte det til adskillige fine scener. Flere af dem med forankring i hans umage makkerskab med hackeren Pitu, fra de humoristiske undertoner i den akavede gemmeleg bag døren, til hans forsvar, da Pitu er i fare for at blive udstødt af sine gamle venner.
Middagsscenen, foranstaltet af en dejligt nævenyttig Signe bevæbnet med tartelletter, var en af ’Arvingerne’s bedste til dato, hvor Carsten Bjørnlund inkarnerede Frederiks sociale kejtethed og bundløse sorg med fysisk og mimisk skuespil af høj, høj klasse.
Hans samtale med Lone, der pludselig identificerer overraskende fællestræk mellem far og datter, var bevægende. Og selv slåskampen mellem storebror og lillebror, der ellers på papiret kunne have været et utroværdigt forsøg på konfliktoptrapning, fremstod øm, fordi den stædige Frederik godt ved, at han ikke har alle argumenterne på sin side.
Perlerækken af Frederik-scener blev rundet af med slutscenen, hvor han tager imod sit nye hold logerende, som patriarken, der i mødet med den største krise i sit liv opdager nye sider af sig selv. Måske kan han blive for de unge, hvad han ikke var for Hannah.
Lavpunktet:
Emil til Frederik »Du skal ud og have vind og farve i kinderne«. Og cigar i munden, åbenbart.
Hvem fanden siger det til en mand, der har mistet sin datter få uger forinden? Det virkede ikke troværdigt, at den ellers empatiske Emil skulle mangle så meget gehør.
Kan gå begge veje:
Signe og Aksel går til yderligheder – Karins hjemmebryg – for at få børn, hvilket umiddelbart toner frem som et dramaturgisk set mere interessant projekt end grisefordring og Jensen-nagging. Til gengæld orker man ikke alt for mange skænderier med lunefulde Karin, hvis reaktion på Signes lægeordinering var ude af proportioner. Der er nok højtråbende hidsigpropper i serien.
Bundlinjen:
Efter sidste uges afsnit frygtede jeg, at ’Arvingerne’ var ved at knække sammen under vægten fra Hannahs død, men med dette midterafsnit (flot instrueret af debutanten Trine Dyrholm) håber jeg, at en ny kurs er sat: Frederik-kursen.
Frederik er ved at gøre sig en af de sværeste erkendelser, man kan forestille sig – at han ikke kendte sin datter, og at han aldrig kan råde bod. Hans forsøg på at kompensere med retssager og research er medrivende og psykologisk velfunderet.
»Han hader sig selv«, siger Gro ved stranden, før Robert tilføjer: »Gør vi ikke alle sammen det«. Jo, men ingen har mere selvhad end Frederik, ingen mere selvbedrag. Jeg vil gerne se begge ting krakelere – og opleve, hvilket menneske der kommer ud på den anden side.
Læs også: Interview med Trine Dyrholm om at instruere ‘Arvingerne’ – »det kræver gevaldige nosser«
Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 4