Zagreb, 2017
Det var 14 år siden, Johannes havde mødt sin bedste ven, Pilou. Dengang ingen vidste, hvem de var.
Nu stod de i en 800 kvadratmeters lejlighed i Zagreb. Som filmstjerner. Lejligheden var blevet omdannet til et bordel fra 1951, og det myldrede med filmfolk og skuespillere i alle hjørner: Et hav af statister havde sex og spillede poker, og kameraet sejlede igennem hele settet i én uafbrudt bevægelse.
Johannes og Pilou løb rundt midt i virvaret, klædt ud som detektiver og med pistolerne hævede. På et tidspunkt stoppede de op og kiggede på hinanden. De to drengerøve, hvis ubrydelige venskab var skabt på en bodega i Odense.
»Hvor er det langt ude, at vi står og laver det her«, sagde Johannes. »Sammen«.
Odense, 2003
Johannes Lassen var taget til Odense for at søge optagelse på Skuespillerskolen. Prøverne var spredt over fire dage, og presset steg, som timerne gik. Han havde mødt en gut ved navn Pilou Asbæk, og de snakkede allerede, som om de havde kendt hinanden i flere år. Sammen stod de på tærsklen til at veksle drøm til virkelighed og kunne dårligt finde ud af, hvad de skulle gøre af sig selv.
Derfor tog de på bodega.
De gik ned i Fætter BR, købte nogle terninger, og så sad de og raflede og tyllede bajere til den lyse morgen. I en boble langt væk fra optagelsesprøvernes strabadser.
»Jeg var på morgenholdet næste dag, og jeg var fuldstændig savet over«, griner Johannes Lassen. »Pilou havde ikke fattet, at det var fire dage, vi skulle være der. Han troede, det var to. Så han sov ude i sin mors bil og havde det samme sæt tøj på alle dagene. Han lugtede så sindssygt ringe til sidst, at jeg beordrede ham til at tage et bad og købe en ny T-shirt. Der var jo ikke nogen, der gad at lave parøvelserne med ham«.
Senere stødte Lassen og Asbæk på Jakob Oftebro, og trekløveret klikkede øjeblikkeligt. De delte både en drenget vildskab og en umættelig passion for skuespilfaget. Alligevel var det nok de færreste, der forudså, at de alle ville brage ind på den danske filmscene nogle år senere.
På kanten af gennembruddet
Asbæk og Oftebro har allerede etableret sig som to af dansk films foretrukne leading men, og nu er tiden inde til, at Johannes Lassen går i sine venners fodspor.
Der var ingen, der kendte hans navn, før han svingede sablen som Wilhelm Dinesen i ’1864’ – over for både Asbæk og Oftebro – og det er givetvis stadig de færreste, der ved, hvem han er. Alt tyder dog på, at det ændrer sig om blot et par uger.
Lassen har hovedrollen i Kanal 5’s seriesatsning ’Gidseltagningen’, hvor han glimrer som Terror Task Force-lederen Philip Nørgaard. Det er en ambitiøs spændingsserie, hvis behandling af terror i København allerede har vakt interesse uden for landets grænser.
Han står på en skillelinje i karrieren, mellem små biroller og stjernestatus. Men han er ikke nået dertil, fordi han har de rigtige venner. Han er nået dertil, fordi han brænder for sit fag – og med sind og legeme kaster sig ind i de roller, han får.
»Hvis der er én ting, der er gået igen i min karriere, er det, at jeg aldrig har gjort noget halvt. Hvis jeg ikke føler, at jeg kan investere 120 procent i en rolle, så giver jeg den til en anden«, siger Lassen.
Soldat, mesterfægter, aktiehaj
Man mærker energien, når man snakker med ham. Hans kropssprog er levende, og øjnene er nærværende. Der er en rastløshed over den måde, han bevæger sig på, men han vælger samtidig sine ord med omhu. Selv om han netop er hjemvendt fra Zagreb, hvor han og Pilou Asbæk optog den kommende ’The Guardian Angel’ – 12-14 timer om dagen over to måneder – viser han ingen tegn på træthed. Han er til stede. Så meget, at han slet ikke rører den fadøl, han ellers begejstret bestilte før interviewet.
I ’Gidseltagningen’ spiller han den tidligere terrorfange Philip Nørgaard, der udpeges til leder af PET’s Terror Task Force, da maskerede mænd kaprer en metro ved Kongens Nytorv. Som forberedelse til rollen snakkede han blandt andet med fotografen Daniel Rye, der sad som gidsel hos Islamisk Stat i 13 måneder, en eks-chefforhandler for PET og en overlæge i posttraumatisk stress – og udsatte sig selv for barsk fysisk træning i flere måneder.
»Jeg fik hurtigt to af Danmarks mest hardcore soldater som privattrænere, og de stod for min fysiske træning, men lærte mig også om alt fra radiokommunikation til våbentræning. Jeg var både på overlevelsestur og på skydebane. Jeg kunne jo godt se, at der ikke var nogen splejse på kasernen, så jeg trænede syv gange om ugen. Det var ekstremt hårdt – og enormt fedt«.
Det er helt indlysende, at rollen som Philip Nørgaard – en jernmand med traumer i bagagen – krævede grundig forberedelse, men Lassens selvdisciplin forud for ’Gidseltagningen’ er ikke en enlig svale.
Forud for finanskrimiserien ’Bedrag’ nørdede han så meget virksomhedsøkonomi, at han kunne »freestyle om børsnoteringer«, før ’Sommeren 92’ – hvor han havde en lille rolle som forsvarsklippen Kent Nielsen – var han på træningslejr ved Ullevi, og inden ’1864’ brugte han tre måneder på at fægte, ride og nærlæse beretninger fra krigen.
»Da vi optog ’1864’, kunne jeg få min hest til at gøre hvad som helst. Jeg lærte også at skille et våben ad på to minutter til en scene, der aldrig kom med i serien. Og jeg lærte at fægte med to hænder, hvilket gjorde, at jeg fik lov til at lave mine stunts selv. Jeg lavede alting selv. Hvilket var fedt, fordi siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at ride på hest og fægte med sabel. Det er lige mig, mand!«.
»Jeg får også meget ud af at kaste mig så dybt ind i en rolle. Det er ikke, fordi jeg lærer at spille karaktererne på en bestemt måde, men de oplevelser og indtryk, jeg får ude i den virkelige verden, giver mig en bund og en sikkerhed i det, jeg laver. Og så er jeg jo bare en nørd«.
Misundelse fra Malling
Siden han blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen i Odense, har karrieren budt på op- og nedture. Spredte teaterstykker, små filmroller og dubbing-arbejde i ny og næ. Men der har også været flere perioder med dødvande.
Det er hårdt at filme 12-14 timer om dagen, endda i et østeuropæisk land langt væk fra familie og venner, men det, der virkelig udmarver, er ikke at lave noget overhovedet. Specielt for en virkelysten sjæl som Lassen. Så han sørger for, at det sjældent sker.
Ole Bornedal fortalte ham engang, at Robert De Niro havde et rum, som han udelukkende brugte til at filme og studere sig selv, og Lassen gør det samme, hver gang kalenderen er tom. Hvis han får afslag på en film, bruger han afslaget som brændstof og træner så meget, at han bliver svær at se bort fra næste gang. Som en fodboldspiller, der nægter at sidde på bænken.
Samtidig har venskabet med Pilou Asbæk og Jakob Oftebro betydet, at han aldrig har været alene. De sidder ofte og drikker øl, ligesom de gjorde dengang i Odense. Støtter hinanden, når rollerne udebliver. Taler om alt muligt andet end skuespil, når det hele hænger dem ud af halsen.
»Det er rart, at jeg kan snakke med nogen, der kender branchen og ved, hvordan det kan være, hvis man lige akkurat har misset en rolle. Fra tid til anden har man bare brug for at sige: ’Fuck, lige nu synes jeg fandme, det er hårdt’«, siger Johannes Lassen.
»Der har aldrig været nogen konkurrence mellem os. Da vi havde afslutningsfest på ’1864’, hvor vi alle spillede med, sagde Søren Malling til os: ’Hold kæft, jeg misunder det, jeres generation, og specielt I tre, har sammen, fordi I ikke bare maser jer selv frem først’. Og han har ret: Vi hjælper hinanden og vil hinanden det bedste«.
Skype-castings med Pilou og Foster
Det gælder også, når de søger mod Hollywood.
Johannes Lassen har været en vigtig brik i Pilou Asbæks gennembrud på den internationale scene. Han var stand-in for Scarlett Johansson, da Asbæk prøvefilmede til ’Ghost in the Shell’, han besøgte ham på settet til ’Ben-Hur’ og castede med ham over for Jodie Foster.
Nu har Lassen selv sat kurs mod Hollywood. Han har allerede prøvefilmet til flere engelsksprogede roller, og med hovedrollen i ’Gidseltagningen’ er vejen banet til et gennembrud på den internationale scene.
Det er ikke en let opgave. Hvis der er 10-15 skuespillere, der bliver indkaldt til en rolle i Danmark, skal man ifølge Lassen tilføje et par nuller, hvis castingen foregår i Los Angeles. Alligevel har mulighederne aldrig været bedre.
»Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas betalte sgu selv for at lave en prøvefilmning i London eller i værste fald i New York eller L.A. – uden at de var sikre på, at det kastede noget af sig. I dag er det åbnet mere op. Vi laver bare en prøvefilmning i Pilous lejlighed eller i min, og så sender vi den afsted på nettet. Og så har vi arbejdet meget på at forbedre vores engelske«.
Han stopper et øjeblik og tilføjer så: »Jeg vil dog sige… jeg castede på F. Scott Fitzgerald her for nylig, hvor jeg tænkte ’den er måske liiige lakrids nok’. Der skal du nok have fat i en amerikansk skuespiller, men nu må vi se, hvad der sker«.
En uge efter vores snak rejste han videre til et nyt, stort projekt, han ikke måtte sige noget om, men han afslørede, at det ikke er dansk.
Alt i sol og måne peger på, at Johannes Lassen farer mod stjernehimlen inden og uden for landets grænser, akkurat som hans venner fra skuespillerskolen gjorde før ham.
»Da jeg var helt lille, klædte jeg mig altid ud til familiearrangementer i stedet for at bruge det tøj, min mor havde lagt frem til mig. Når hun spurgte mig, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor, kunne jeg ikke svare, fordi jeg ikke ville være én ting, men mange«, siger han.
»Så drømmen har altid ligget dybt i mig«.
Første afsnit af ’Gidseltagningen’ vises søndag kl. 21 på Kanal 5.
Læs også: Anmeldelse af ‘Gidseltagningen’
Læs også: Stort interview med Pilou Asbæk – »jeg er nødt til at bruge større knapper end Ulrich Thomsen«