»Jeg har aldrig lavet en film, der har fået fantastiske anmeldelser. Jeg har lavet film, der har fået forskellige nuancer af gode og dårlige anmeldelser, men man kan næsten altid regne med, at der kommer mange dårlige anmeldelser«.
Ordene kommer fra en amerikansk instruktør, der heller aldrig har begået storsuccesser ved billetlugerne. Alligevel har han lavet otte film. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan man blive ved med at få dollars kastet i nakken, når man hverken er universelt elsket eller tjener store penge den anden vej?
Instruktøren bag citatet er Wes Anderson, og når han har fået en så sikker plads på det amerikanske filmfirmament, skyldes det – ud over et betragteligt talent – et særligt sted meget langt fra Hollywood: New York.
New York er på mange måder verdens hovedstad, men på filmfronten har The Big Apple altid fået baghjul af vestkystens største by. Wes Anderson havde formentlig aldrig fået lov til at udvikle sin særlige stil i Hollywood – stedet som filmfolk fra hele verden altid har drømt om at slå igennem i, måske som et udslag af selvfornægtelse omkring det kyniske money game, der er filmbyens altdominerende kraft.
New York ligger ikke kun geografisk tættere på Europa end Los Angeles, dens særegne miljø for independentfilm producerer også langt mere spraglede, krøllede og overraskende film, der ofte er mere europæiske end amerikanske i deres tilsnit.
Oplært af manden bag Wes
Den måske bedste eksponent for kontrasten mellem L.A. og NYC er producenten Scott Rudin. Han har produceret alle Wes Andersons film siden ‘The Royal Tenenbaums’ (2001), har vundet alle priser, der er værd at vinde i USA, og har lavet film for Coen-brødrene og Noah Baumbach, der om nogen inkarnerer New Yorks intellektuelle tilgang til film. En tilgang, der også har gjort, at en cafédarling som Woody Allen har valgt at lave film i byen igennem en menneskealder.
Baumbach og Coen-brødrenes film hører dog til på byens øverste filmhylde, og størstedelen af dens filmskabere opererer på et mere ydmygt, men dog meget væsentligt niveau i amerikansk film.
En af dem er den 38-årige dansker Lars Knudsen. I 2001 pakkede han kufferten og flyttede til New York, kæmpede sig vej til et assistentjob for Scott Rudin, hvor han arbejdede 100 timer om ugen og blev forfremmet, hver gang en anden blev fyret af den lunefulde Rudin.
I 2008 startede Knudsen sit eget produktionsselskab, Parts & Labor, og her har han siden produceret 34 indiefilm i genrer og på budgetter, der ikke havde forslået i Hollywood. Heller ikke filmene i sig selv havde næppe haft en chance i Tinseltown. Danskeren har haft en afgørende finger med i spillet på film som ‘Beginners’ med Ewan McGregor, Ira Sachs’ fint afdæmpede ‘Love Is Strange’ og aktuelle ‘Little Men’, indie-favoritten Kelly Reichardts første film, ‘Old Joy’, og Andrea Arnolds sublime ‘American Honey’ fra i år.
En af de seneste film, han har produceret, er heksegyseren ‘The Witch’, instrueret af Robert Eggers, der blev et kæmpehit på Sundance Film Festival, verdens største festival for indiefilm.
»Hvis Rob havde lavet filmen i Hollywood frem for New York, havde han ikke haft den autenticitet, der var så vigtig for ham«, siger Lars.
Robert Eggers insisterede på, at bondebygningerne, som filmens familie bor i, skulle bygges efter de samme metoder og med de samme redskaber, som havde været tilgængelige for en virkelig bondefamilie i 1600-tallet, hvor filmen foregår.
»Vi vidste, at hvis vi skulle bruge penge på at bygge tingene op, som det var i 1600-tallet, skulle vi vælge andre ting fra. Og det var vi alle enige om«, siger Lars.
Frihed til Thure Lindhardt
‘The Witch’ er også et eksempel på, at instruktørerne i New York får større frihed genre- og atmosfæremæssigt. Filmen begynder som en thriller, men den afviger hurtigt fra sin ydre handling og ender i tableauer og stemninger uden en klassisk forløsning. Filmene i New Yorks indiemiljø er som regel langt fra så plotdrevne, som det er kutyme i Hollywood, hvor the script is king. I stedet lever filmene i højere grad af deres karakterer, stilistiske fornemmelser eller udfordrende historier, der ikke ville gå på vestkysten.
»‘Keep the Lights On’ var aldrig blevet lavet i Los Angeles«, siger Lucas Joaquin, der er en af New Yorks up and coming-producere. Han begyndte i Lars Knudsens Parts & Labor, hvor han producerede Ira Sachs’ film fra 2012, men har netop startet sit eget firma, der endnu er så nyt, at det ikke har noget navn.
»Filmen handler om to mænd, der er kærester, hvis forhold ødelægges af narko, og der er eksplicitte sexscener mellem to mænd. Den kunne ikke være blevet lavet i et miljø, der kun fokuserer på bundlinjen. Men det var en meget personlig historie for Ira Sachs, der fik mere kreativ frihed. Vi kunne også tillade os at hyre Thure Lindhardt, der var ukendt i USA, men som vi syntes var god«, siger han.
‘Mere kreativ frihed’ er et begreb, der er lige så håndgribeligt som softice, men der er et meget konkret punkt, hvor New York adskiller sig fra Los Angeles: Final cut. Altså hvem der i sidste ende har ret til at bestemme, hvordan en film skal klippes sammen.
»Der er ikke en eneste film, vi har lavet, hvor instruktøren ikke har haft final cut. Generelt i Los Angeles ligger den hos de store studier og selskaber selv. Det har noget med budgettet at gøre, for jo flere penge en film koster, jo større er risikoen. En film til 30 millioner dollars har mere på spil end en til tre millioner, som vores maksimalt koster«, fortæller Lars Knudsen.
Oscar-vinder gav minimalt overskud
I New York kommer temperaturen sjældent over frysepunktet i januar og februar. Snedriverne er knæhøje, og Hudson River og East River, der flyder på hver side af Manhattan, fryser jævnligt til. Til gengæld er huslejen på højde med skyskraberne, så alle andre end millionærerne bor i små lejligheder, der ofte ligger langt væk fra bykernen.
»Da jeg besøgte nogle venner i Los Angeles, havde de hus og have og tog op i bjergene og tog på stranden. I New York er vinteren nådesløs, og jeg betaler dobbelt pris for alt«, siger Lars Knudsen, og her giver han måske nøglen til at forstå baggrunden for forskellen på de film, der bliver lavet i New York og Los Angeles.
New York er mere rå, og det er filmene også, men de virker typisk også mere ægte og menneskelige end film fra Los Angeles, hvor badevandstemperaturen aldrig falder til under 15 grader. Der opstår en mere dybfølt skønhed gennem kampen.
»Jeg er, hvor jeg er i dag, på grund af New York. Vi er et produkt af byen. Man skal igennem modgangen, der kommer her, for at finde en ny måde at lave noget godt på«, siger Lars. »Hvis New York ikke havde været så hård, som den er, havde de film, vi har lavet, heller ikke været så gode«.
En del af kampen handler – som alt andet i verden – om penge. Lars Knudsens Parts & Labor har produceret film i snart ti år, men det er først med ‘The Witch’ fra i år, at det er lykkedes at få en del af overskuddet og ikke nøjes med den producerløn, der i forvejen var indregnet i budgettet. Og selv om man tit hører, at det er økonomisk givtigt at vinde en Oscar, var ikke engang det tilfældet.
»Da vi lavede ‘Beginners’, tjente vi 30.000 dollars, og det var den film, Christopher Plummer vandt en Oscar for bedste mandlige birolle for. Det kan man ikke leve af«, siger Lars.
Netop de manglende penge er et tilbagevendende problem i byens independentindustri.
»Det er svært at bevare talentet. Har man lavet en god kortfilm, bliver man hentet til Los Angeles. Til sidst kan New York ikke tilfredsstille dig mere«, siger Lars, der bliver bakket op af Lucas Joaquin:
»For tiden ser man meget, at instruktører, der har haft en succesfuld film på Sundance eller en anden festival, bliver plukket fra New York og får en stor film. Se bare på Colin Trevorrow«.
Trevorrow instruerede i 2012 den lille, men succesrige indiefilm ‘Safety Not Guaranteed’, der blandt andet blev produceret af det New York-baserede produktionsselskab Big Beach. Filmen havde et budget på 750.000 dollars og indspillede 4,4 millioner. Trevorrows næste film: ‘Jurassic World’ med et budget på 150 millioner dollars og en indtjening på 1,7 milliarder.
Et særligt sammenhold
Det er dog ikke kun vestkysten, der trækker de største talenter væk. New York kannibaliserer selv sin egen uafhængige filmindustri. Som med Lena Dunham, der lavede sin spillefilm ‘Tiny Furniture’ i byen for 65.000 dollars, hvilket åbnede døren for hende til filmverdenen og HBO, hvor hun blev en global feministisk stemme med ‘Girls’.
HBO’s hovedkvarter ligger på den mondæne Avenue of the Americas på Manhattan tæt på Times Square. Et velplaceret kast med en Oscarstatuette længere væk ligger Scott Rudins kontorbygning, og flere af de store Hollywood-studier har filialkontorer på de svimlende dyre adresser i Manhattans Midtown-område.
Engang lå independentselskaberne også på Manhattan, men i dag har ejendomspriserne og en presset økonomi i filmbranchen med et nærmest ikkeeksisterende dvd-salg presset de små selskaber over på den anden side af East River til Williamsburg i Brooklyn, hvor Parts & Labor også ligger.
»Det er et meget sammentømret miljø«, siger Lucas Joaquin og fremhæver, at alene størrelsesforskellen gør New York til et mere intimt sted at arbejde modsat Los Angeles’ mylder af filmfolk. »Alle kender hinanden. I Los Angeles er film den altoverskyggende industri, så man skal ikke gå langt, før man hører nogen tale om deres film eller tv-projekt. I New York er det bare en af byens mange brancher som finans og mode«.
I en hård branche med få midler og rift om de største talenter skulle man ellers tro, at miljøet snarere ville være præget af en ‘hver mand for sig selv’-mentalitet end samarbejde. Men måske netop fordi New York som filmby er nådesløs, er behovet blandt de trængte independentfilmfolk for at rykke tættere sammen større. Deres fokus er ikke (kun) på at tjene penge, men på at lave de film, de allerhelst vil.
»Alle er villige til at hjælpe hinanden og dele information. Der er bestemt konkurrence om de forskellige projekter, men der er stadig en erkendelse af, at alle kan profitere, hvis vi hjælper hinanden. Det lyder måske lidt altruistisk, men folk tror på udtrykket, at når vandstanden stiger, stiger alle bådene«, siger Lucas Joaquin.
Et voldeligt forhold
Alligevel har Lars Knudsen valgt at gå fra borde. Han har forladt det firma, han har kæmpet så hårdt for at opbygge, og begyndt et nyt liv. Han udvider sit fokus til at arbejde med management, og selv om han stadig vil arbejde med independentfilm i New York, vil han også fremover involvere sig i studiefilm og arbejde i London og Skandinavien. Basen bliver i Florida, hvor hans kæreste bor – og hvor det er strandvejr året rundt.
»Vi prøvede at bilde os selv ind, at det var muligt at bygge et selskab uden private investorer eller statsstøtte, men det var det ikke. Der er så mange usikre ting ved at udvikle og producere film i USA, at jeg aldrig ved, hvornår eller om en film bliver lavet«, siger han og henviser til produktionen af Andrea Arnords Cannes-hit ‘American Honey’ med Shia LaBeouf i karrierens måske bedste rolle.
»Da vi lavede ‘American Honey’, skulle den oprindeligt optages om efteråret, men det blev skudt til foråret. Så forlod Shia projektet, og så var han på igen. Her er så meget usikkerhed. Til sidst får man for meget«, siger Lars uden antydningen af bitterhed i stemmen.
»Nu skal livskvaliteten ændres. Den amerikanske mentalitet er, at ferie er for de svage og betyder, at man ikke er motiveret. På ti år har jeg været på én uges ferie i Mexico. Der er noget ved New York, der er som at være i et voldeligt forhold. Og det er måske først ved at gå op for mig nu, at jeg har vænnet mig til at få tæsk«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #100.
Fire New York-instruktører
Her er tre bysbørn og en tilflytter, der har nydt godt af byens særlige energi.
Martin Scorsese
New Yorks stolteste filmsøn. Tog kameraet ud på New Yorks gader i tidlige film som ‘Mean Streets’ (1973) og ‘Taxi Driver’ (1976) og lod sig inspirere af byens folklore i sine bedste film om Bronx-bokseren Jake La Motta i ‘Raging Bull’ (1980), ‘Goodfellas’ (1990) og ‘The Wolf of Wall Street’ (2013).
Woody Allen
Begyndte sin karriere i New York og er trods afstikkere blevet der i modsætning til andre bysbørn. ‘Annie Hall’ (1977) og ‘Manhattan’ (1979) er ikoniske New York-film og blandt hans bedste. Har formentlig optaget film på ethvert gadehjørne på Manhattan.
Todd Haynes
Oprindeligt fra Los Angeles, men flyttede som ung mand til New York for at blive en del af byens independentmiljø, hvor han både producerer og instruerer. Han lavede sine første film i byen, og hans største succes, den seks gange Oscar-nominerede ‘Carol’ (2015), foregår i 50’ernes New York.
Lena Dunham
Slog igennem med filmen ‘Tiny Furniture’, der foregår i Manhattans Tribeca-kvarter, Det førte hende til ‘Girls’, som er uløseligt forbundet til Brooklyn, hvor de fire hovedpersoner søger efter sig selv. Serien er på mange måder både et portræt af kvinderne og af den by, de bor i.
Læs også: Hollywoods potentielle redning kommer fra en helt uventet kant