Anders Matthesen sidder i sin bil. Tankerne strømmer gennem ham. Han er i fuld gang med forberedelserne til sit nye show, ’Shhh’. Men har han mistet gnisten? Er han på rette vej? Er presset blevet for meget? Og er han overhovedet sjov længere?
»Inde i mit hoved er der kaos. Jeg har simpelthen ikke den samme selvtillid længere«, siger Anden, da han kort drejer blikket væk fra vejen og hen mod kameralinsen. Og mod kvinden bag kameraet.
»Anders er kompromisløs. Han tager virkelig det gudsbenådede talent, han har fået, alvorligt. Når man er sammen med ham, fornemmer man hurtigt, at den kører konstant oppe i hovedet på ham. Han er på opdagelse hele tiden. Her er han midt i en proces, som han går usædvanligt meget op i. Og hvor han satser hele butikken, igen«, siger Pernille Rose Grønkjær, da vi møder hende kort før premieren på ’Den anden side’.
Ideen til den nye dokumentarfilm i spillefilmlængde kom oprindelig ud af, at TV 2 kontaktede Pernille Rose Grønkjær og bad hende lave en halv time lang udsendelse op til Anders Matthesens forrige show ’Anders’. Ud af det blev ideen til en større, længere fortælling født.
»Jeg kan godt lide folk, der er visionære. Folk, der har en mission med det, de laver. Anders stræber efter det unikke, og her syntes jeg, det var interessant at følge ham over lang tid og prøve at finde ud af, hvad det egentlig er, der sker inde i hovedet på ham«, siger instruktøren.
Enerens kamp
Pernille Rose Grønkjær begyndte at skabe fortællinger allerede som helt ung, da hun gik på Aalborghus Gymnasium. Først lavede hun radio for den lokale ANR, siden tv og reklamefilm. Og efter sin afgang fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole i 1997 har hun skabt en perlerække af film, som går tæt på en helt særlig type mennesker: eneren.
I særdeleshed blev hun berømt for sin film ’The Monastery’ om en ældre dansk mand, som i en sen alder beslutter sig for at opføre et kloster på Fyn. Dokumentaren, som var syv år undervejs, blev et stort internationalt hit, som hentede læssevis af internationale priser hjem til den danske instruktør.
»Jeg er fascineret af visionære mennesker. Og af enerens kamp. Af folk, der vil noget. Jeg har altid gerne villet lave portrætter af mennesker, der vil livet på en bestemt måde. Det spejler jeg mig også selv i. Hvad skal vi? Hvad er meningen med det hele? Hvad er vi for nogle størrelser?«, siger Pernille Rose Grønkjær.
Hvad er det så især, der er interessant med Anders Matthesen?
»Man skal stå tidligt op med Anders. Den skarphed, han har, den har jeg også skullet have undervejs i optagelserne. Det, der især kendetegner ham, er, at han tør. At han ikke er en bangebuks. Han smider hele lortet op i luften og starter forfra, hele tiden. Han gør sig usædvanligt meget umage«.
Vidste du fra starten af, at der ville gå fire år, før I var færdige med optagelserne?
»Nej. Men det er for det meste måden, jeg laver film på. Tid kan noget. Særligt når man skal lave et billede af en så stor personlighed og et så stort talent som Anders. Jeg ville længere ind end det, man bare får over en eftermiddag. Undervejs har Anders nok tænkt, hvad fanden laver hun? Men Anders sender jo heller ikke et nyt show ud hver anden dag. Det tager tid at lave store værker. Og jeg skal have det hele med. Jeg kan jo ikke bare stoppe midt i processen«.
Var der noget ved Anders Matthesen, der overraskede dig?
»Hans åbenhed. Han er meget ligetil, selv om han er en kæmpe stjerne. Men han har også en kant. Han har en evne til at være lige præcis der, hvor han er lige nu. Han er til stede, 100 procent. Jeg har mange gange under optagelserne tænkt, hold kæft, jeg gad godt at kunne det der: at være i en situation og ikke samtidig sidde og tænke på alt muligt andet.
Jeg har været meget nysgerrig på, hvad vil det sige at have en hjerne, som er en smule mere usædvanlig end vores andres. Hvordan er det at være i verden med sådan en hjerne? Han er jo enormt intelligent. Men hvad gør man så, hvis man gerne vil spille op mod nogen, og man har den hjerne, han har, og der så ikke er nogen at spille med? Og hvordan ’fortæller’ Anders, når han er helt alene – uden et publikum? Det har været spændende at undersøge«.
Alvoren bag humoren
’Den anden side’ er en alvorlig film. En ærlig film. Men der er ikke særlig meget humor i?
»Alvoren er meget vigtig for humoren, og jeg synes, filmen har begge dele. Bag al den humor, der gør, at vi ligger flade af grin, er der ret meget alvor. Hvis man ser på nogle af de konflikter i filmen, som Anders har med sig selv, så er det altid ret sjovt, det han siger.
Hvis du for alvor lytter til hans sprog, så er det sjove skrevet i en alvorlig kontekst. Det sjove ligger også nede i de mørke sider i ham. Han skal hele tiden tage tingene videre. På den måde synes jeg, at han også afdækker det at være et menneske, gennem sin humor«, siger Pernille Rose Grønkjær.
Har det været hårdt for dig personligt at optage filmen?
»Det er altid hårdt at lave lange film. Det kræver en ekstrem tålmodighed. Og stædighed. Jeg har optaget alt selv, og der har været mange lange aftener. Men det har været sjovt at være sammen med Anders og hans familie.
Det er en formildende omstændighed, at vi har spillet på en virkelig sjov bane. Til sidst var jeg jo også en del af holdet, og her længe efter, hvor jeg nu har mødt dem igen, var det faktisk helt forfærdeligt for mig, at deres liv bare går videre, uden at jeg var der med mit kamera«.
Har du vist filmen for Anders Matthesen før premieren?
»Ja. Alle dem, der er med i mine film, ser dem, før de kommer ud, og så snakker vi om det. Jeg vil gerne lave film, der kan stå i mange år. Det betyder ikke, at jeg ikke beskriver kriser eller eksistentielle overvejelser i mine film. Men dem, der er med, skal kunne genkende sig selv i den proces.
Anders og hans kone har selvfølgelig set filmen her. Det var hjemme hos dem selv. Anders kartede rundt i sofaen hele tiden, og de sad begge med puderne oppe for øjnene. Det var jo en gyser for dem at gå igennem den tid, der udspiller sig i filmen, en gang til. Jeg tror, det var spændende for Anders at få lov til at opleve sig selv i en sådan fortælling. Han levede sig virkelig ind i det«.
Pernille Rose Grønkjær favoritdokumentarfilm:
’Manda Bala’ (Jason Kohn, 2007)
»Den handler om korruption i Sao Paolo og er fantastisk æstetisk. Nærmest sexet. Den går til emne på en meget legende måde«.
’Grey Gardens’ (Albert og David Maysles, 1977)
»Om en mor og en datter, slægtninge til Jacqueline Kennedy Onassis, der er gået i forsump og bor i et nedlagt hus i The Hamptons. Den er lavet af Maysles-brødrene, som jo er the godfathers of documentary. Da jeg så den første gang, tænkte jeg, det er det, jeg vil lave«.
’Senna’ (Asif Kapadi, 2010)
»En vild beskrivelse af to racerkørere, som også fortæller alt muligt om livet og kampen dem imellem. Den er fantastisk. Og instrueret af ham, der har lavet ’Amy’, som jo også er en smuk fortælling om en stor kunstner«.
Læs også: Anders Matthesen: »Jeg kan godt bruge tre timer af min nattesøvn på at tage til genmæle på Facebook«