Det mest fjollede: Litchfield Idol
Femte sæson af ‘Orange Is the New Black’ viser, hvordan de fangetagne håndterer pludselig frihed, og det er i de flestes tilfælde ikke kønt. Man bliver helt nervøs for, hvad kvinderne kunne finde på, når de rent faktisk bliver løsladt. En potent kommentar til fængslets bundringe indsats for resocialisering, men også lidt nedladende over for kvindernes intelligens.
Serien har med sine flashbacks specielt i de første sæsoner netop vist de indsatte som nuancerede mennesker, der bare har begået en fejl eller er havnet i en uheldig situation. Derfor er det frustrerende at se dem fjolle så tankeløst rundt under opstanden. Angie og Leanne tager prisen for mest trættende og foruroligende makkerpar og talentshowet Litchfield Idol det mest fjollede indslag, der gør opstanden til én stor masochistisk joke.
Når det er sagt, er det faktisk meget sjovt at se Dixon synge hæderligt og Caputo pinligt dårligt (og han er ellers med i et band!), Luscheck fejle som standupper og Stratman lægge salen ned med sit stripnummer. Dog et meget langt stripnummer i forhold til, at det ikke, som jeg sad og ventede på, byggede op til, at han skulle franarre pistolen fra Angie under en lapdance. Angie, Leanne, Linda og Maria mestrede alle dommerklichéerne, og Boo i jakkesæt var i hopla i værtsrollen. Hun kunne godt få et latenight-show på den anden side.
Det mest hjerteskærende: Taystees tale under pressekonferencen
Taystee, Watson, Alison og Cindy planlægger en pressekonference, hvor de vil få Judy King til at tale deres sag. Som berømt og hvid vil verden lytte til hende, mener Taystee, mens Watson protesterer: »Det her er vores kamp. Og så lader du en skide hvid kvinde karaokesynge vores sang«.
Taystee beslutter i sidste øjeblik at skubbe Judy King væk og tale på egne vegne. Hun holder en grådkvalt improviseret brandtale om systemets forskelsbehandling, hvor behandlingen af fanger afhænger hudfarve og social status. »Vores kamp er ikke mod Judy King. Vores kamp er mod et system, der er ligeglad med fattige mennesker og fattige og brune menneske og fattige brune mennesker. Vores kamp er mod de mennesker, som sidder med vores krav i hænderne«.
Preach, T.
Det bedste flashback: Watson mister troen på lige muligheder
Flashbackene i denne sæson var historisk ringe. Kun fortællingen om Reds ungdomsoprør tilbage i Rusland og ikke mindst historien om Watsons knuste uddannelsesdrømme bidrog til forståelsen af karaktererne.
Historien om, hvordan det går op for unge Watson, at hun aldrig vil få samme muligheder som de privilegerede hvide elever på den skole, hun besøger, spiller fornemt sammen med episodens nutidshistorie, der viser hendes manglende tro på systemet og insisteren på ikke at lade en hvid kvinde kæmpe deres kamp. Det indså hun, dengang hun overværede en hvid pige i afroparyk opføre Effies klagesang i ‘Dreamgirls’.
Det mest frustrerende: Taystee siger nej til guvernørens aftale
Taystee sparker seriøs røv under forhandlingerne med Fig, der meget sigende undervurderer sin modstander. Det lykkes Taystee mod al forventning at få alle sine krav om uddannelse, sundhed og løn igennem. Kun forsikringen om retsforfølgelse af Bayley kan guvernøren af juridiske grunde ikke imødekomme, og det sender Taystee op i det røde felt.
Hun lader sin personlige hævnfølelse om at få retfærdighed for Poussey overskygge sit banebrydende arbejde for at forbedre forholdene for alle indsatte. Man forstår fuldt ud hendes vrede over, men se nu det store billede, Taystee! Argh, det er frustrerende, når det var så tæt på at lykkes hende at »vinde opstanden«, som hun selv udtrykker det.
Endnu mere frustrerende er det, at Gloria og Maria spolerer alt håb for yderligere forhandlinger ved at sætte gidslerne fri for at pleje deres egne interesser om at se deres børn. Man forstår deres desperation, men det virker utroværdigt, at de tror så blindt på myndighedernes løfter om orlov og nedsat tid – og at netop de to moderlige ledertyper har så lidt loyalitet over for deres squad.
Det sødeste: Nicky fikser Lornas forhold
Nicky er ulykkeligt forelsket i Lorna – for alle hendes vrangforestillinger og skøre kommentarer. Men Lorna er stadig overbevist om, at Vinnie er hendes store kærlighed. Det er Nicky ærligt talt ret træt af at høre om – specielt da Lorna bliver overbevist om, at hun er gravid. Nicky lader Lorna alene i sin desperation over Vinnies afvisning. Men da hun finder ud af, at Lorna rent faktisk er gravid, ringer hun til Vinnie og beder ham om at tage sig sammen og tage imod Lornas kærlighed.
»Mange mennesker ville give hvad som helst for at være så elsket«, siger hun. Sting-citatet »If you love somebody, set them free«, er blevet en ‘Mads & Monopolet’-kliché, men passer så fint her. Det er stort af Nicky, og hendes omsorg og farvelkram til Lorna og smerte over at høre hendes forsøg på at overgive sig fredeligt blive mødt med hårdhændet behandling går lige i hjertet.
Runner up: Pipers frieri til Alex
Ja, Piper er irriterende, bedrevidende, selvretfærdig og i stigende grad overflødig i serien. Men Alex giver hende kant og hiver hende i en lidt mindre waspy retning, og derfor har jeg altid heppet på de to. Flashbackene til tatoveringerne bidrager ikke med noget nyt om deres forhold, men det er ret sødt, da Pipers ellers ufølsomme mors fortælling om fortælling, om dengang Pipers far reddede hende med dåsemajs under en orkan, får Piper til at fri til Alex med en dåse bønner.
Det sjoveste: Crazy Eyes laver en Pulp Fiction
Det var hårdt at se Suzanne gå mere og mere ud af sit gode skind over opbruddet af hendes vante rutiner og manglende medicinering. Taystee har for travlt med forhandlingerne til at udføre sin vanlige moderrolle, så Cindy tager over og giver Suzanne medicin, der slår hende helt ud.
Det er en kæmpe lettelse, da Cindy sprøjter adrenalin ind i låret på hende i bedste ’Pulp Fiction’-stil, og Suzanne vågner brat op og vender tilbage til sit gamle sprudlende og intetanende jeg, der ikke forstår bekymringen, fabler om søvn og forsøger at muntre Taystee op.
Det mest uhyggelige: Piscatella torturerer Red
Piscatellas karakter er ond på et tegneserieskurkeniveau, og hans enmandsoperation virker utroværdig. Hvorfor er han så opsat for at pine Red og de andre kvinder? Flashbacket om hans forhold til en tidligere mandlig indsat giver ingen fornuftig forklaring på kvindehadet.
Uanset troværdighed i den pludselige horrorstoryline var det dog virkelig uhyggeligt, da Piscatella tog de udvalgte kvinder til fange og begyndte at skalpere Red for øjnene af hendes venner. Hans had syntes så ekstremt, at jeg var ægte bange for, at han ville skære hovedet af hende.
Det mest forløsende: Brooks boginstallation
Taystee og Pipers forsøg på at kreere et mindemærke for Poussey slutter smukt med, at hele fængslet samles over Brooks boginstallation: Et bibliotek i gangene med bøger hængende ned fra loftet, som alle kan læse i Pousseys ånd. Midt i alt kaos er der pludselig plads til ro og refleksion.
Brook, biblioteket og mindet om Poussey får en stærk afslutning, da Brook insisterer på at udføre sin fredelige protest til det sidste, og styrkerne hiver hendes beslutsomt passive krop væk fra bøgerne, som kameraet følger i Brooks perspektiv på vej ud.
Hvad sker der nu-øjeblikket
Kvinderne i poolen opretholder den moralske overhånd, da Taystee vælger ikke at skyde Piscatella, og Red derefter slipper ham fri. Det er så ærgerligt for ham, at han bliver skudt af indsatsstyrkerne på vej ud. Det er svært at begræde Piscatellas død og tilfredsstillende at tænke på den ballade, drabet formentlig vil skabe om myndighedernes håndtering af opstanden. Måske rykker deres oprør alligevel noget, nu hvor offentligheden med videoerne fra fængslet er blevet opmærksom på den vold, kvinderne bliver udsat for?
Det og mange andre spørgsmål hænger nu i luften. Hvad sker der med eksplosionen og Piper, Red, Flores, Taystee og de andre i kælderen? Kommer de til skade, og bliver de straffet for ikke at overgive sig i tide? Hvad sker der med Litchfield, og hvad sker der med de indsatte, som splittes i to busser? Vi kan næsten ikke undgå at flytte locations i næste sæson, og det bliver spændende at se, hvordan det påvirker dynamikkerne mellem karaktererne – hvem der bliver sammen, hvem der splittes, og om der kommer nyt blod til.
Femte sæson har stået en del i stampe under den tredages opstand, så man kan håbe, at serien genopfinder sig selv i nye omgivelser og forhåbentlig en strammere fortælling.
Læs også: ‘Orange Is the New Black’ sæson 5: Taystee er den store oplevelse i komprimeret Litchfield-omgang