’Paula’: ’Vådområder’-stjernes besnærende skuespilpræstation bærer nyt kunstnerportræt

Bag et stort lærred sidder en ung kvinde. Året er 1900, og den aspirerende kunstner Paula Becker bliver venligt, men bestemt informeret om, at hun enten skal finde sig et job eller en mand, for »…kvinder kan ikke være malere«. Hun hamrer billedet ned foran sig med et brag og svarer prompte, at hun nok skal klare sig, selvom andre måske ikke tror på hende. Sådan.

Scenen er sat med en skarp og flot åbning, der følges af flere billedskønne tableauer filmen igennem og unægtelig vækker minder om de naturalistiske værker fra selvsamme periode. Det står dog i skarp kontrast til Paulas vilde personlighed og hendes forsøg på at løsrive sig fra den mandsdominerede kunstscene.

Paula er overbevist om, at hendes skæbne er at blive en stor kunstner og vælger derfor konsekvent at ignorere konventionerne, også da hun gang på gang bliver instrueret i at male med præcision og nøjagtighed og i stedet maler ekspressionistiske portrætter af mennesker fra fattiggården, så malingen sprøjter.

I kunstnerkollektivet Worpswede i Tyskland møder hun sin mand, Otto Modersohn, der vil gøre alt for hende. Lige med undtagelse at gå i seng med hende. Hvilket er til stor gene for den passionerede malerinde. Rastløsheden griber fat i Modersohn-Becker, der vælger at tage til kunstens hovedstad, Paris, og til veninden Clara og vennen Rainer Maria Rilke, den verdenskendte tyske poet. Her møder hun også boheme-kunstnertyper, der fremstår som karikerede personager uden meget andet end et sjovt udseende at byde på.

Paula Modersohn-Becker krediteres for at have været en af de første tyske kunstnere, der brugte nye, ekspressionistiske tendenser i sine malerier. I Tyskland er hendes værker kendt af de fleste med et helt museum bygget i malerindens ære. Derfor er det næsten selvskrevet, at der skulle komme en film om Modersohn-Beckers intense liv. Ligesom vi i Danmark fik ’Marie Krøyer’ tilbage i 2012, der foregår i stort set samme tidsperiode. ’Paula’ har fordelen af, at titelkarakteren var en farverig personlighed, nyskabende i sin kunst og kæmpende for kvinders plads i kunstens verden.

Umiddelbart er det interessant at følge den krøllede og uortodokse Paula Modersohn-Becker, der portrætteres af Carla Juri (’Vådområder’), navigere gennem livet, og man fascineres af hende sammen med de mennesker, hun møder. Men med en spilletid på over to timer bliver filmen desværre også lidt langsommelig, som det ofte ses i biografiske dramaer, der lider under ideen om, at alle begivenheder skal med. Følelsen af historietime melder sig enkelte steder, men dog hele tiden med et kunstnerisk udgangspunkt og uden at forfalde til støvede gennemgange.

Det er uden tvivl Carla Juris besnærende skuespilpræstation, der bærer filmen. Hele tiden balancerer hun på kanten af at kamme over, men uden at træde forbi. Ingen må stå i vejen for Paulas mission, og heldigvis vil mange gerne hjælpe hende på vej, når de bliver overtalt af hendes talent og særlige måde at anskue verden på. Kreativiteten sprudler ligefrem ud af hende, og det skinner igennem lærredet, selvom filmens tilgang til historien er meget traditionel og ulig Paula Modersohn-Beckers egen synsvinkel på livet.

Læs også: Anmeldelse af ‘Vådområder’