At svenske Ruben Östlund er en af Europas mest interessante instruktører, blev understreget, da hans nye film ‘The Square’ vandt Guldpalmen i Cannes.
Det var en storslået sejr efter en kritikermodtagelse, der ikke var helt så utvetydigt benovet som modtagelsen af hans forrige udstilling af middelklassemandens hykleri og sårbarhed i genistregen ‘Force Majeure’, men man forstår så udmærket godt, hvorfor juryen forelskede sig i den knivskarpe svenskers mest ambitiøse film til dato.
‘The Square’ ligner nemlig ingen anden film med sine uimodståeligt sjove og bidende scener, der fungerer som en nærmest sketch-agtig spidning af det moderne velfærdsmenneske i akavede sociale situationer. Rammen er historien om museumskuraktoren Christian (danske Claes Bang i en forrygende international gennembrudsrolle), hvis perfekte facade krakelerer, da han bliver svindlet for sin telefon og pung og samtidig kommer i medieorkanens øje på grund af museets nye attraktion, The Square.
Filmen udvikler sig i uforudsete retninger og kredser om mange af de samme teamer som ‘Force Majeure’, suppleret af en velplaceret satire over kunst- og medieverdenen.
Internationale navne som Elisabeth Moss (‘Mad Men’, ‘The Handmaid’s Tale’) og Dominic West – samt danske Christopher Læssø — gør også god figur i filmen, som får dansk premiere 23. november.
Læs også: ‘The Square’ er et modigt og selvironisk Guldpalmevalg – med et hår i suppen for Claes Bang