Udviskningen af Kevin Spacey fra populærkulturens overflade har taget en ny drejning med gårsdagens nyhed om, at Ridley Scott har valgt at erstatte den hæderkronede skuespiller med 87-årige Christopher Plummer (’The Sound of Music’, ’Beginners’) i rollen som oliemogulen J. Paul Getty i ’All the Money in the World’ – vel at mærke efter filmen er færdigindspillet.
Ligesom Roskilde Festivalen har det stramt, hvis et hovednavn aflyser, så vil de fleste store studier helst undgå at skulle finde en ny skuespillere eller skuespillerinde, når produktionen på en film er i gang.
Det hænder dog, at noget ikke helt klikker hos enten den ene eller anden part. Tænk, hvilken karriere irske Stuart Townsend kunne have fået, hvis han havde fået lov til at svinge klingen som Aragorn i ’Ringenes Herre’-trilogien i stedet for at blive erstattet af den mere erfarne (men dengang ikke så kendte) Viggo Mortensen to dage inde i optagelserne. Eller hvad med Eric Stoltz, der havde masser af talent, men bare ikke den rette drengede charme, man søgte til karakteren Marty McFly i ’Back to the Future’, og blev skippet til fordel for Michael J. Fox efter fire uger.
Andre bukker under for presset som Kel O’Neill, hvis oplevelse med Daniel Day-Lewis’ metodiske tilgang under Paul Thomas Andersons ’There Will Be Blood’ blev for meget. Den mere hårdføre Paul Dano tog i stedet kampen op med Day-Lewis og udvidede rollen somden ene Sunday-bror med rollen som hans tvilling.
I alle tre tilfælde tog man nogle drastiske og relativt bekostelige beslutninger, mens tid var, og slap ovenikøbet godt fra det. Men det hører absolut til sjældenhederne, at man som med ’All the Money In the World’ optager en hel film for så at finde ud af, at en skuespiller skal udskiftes. Woody Allen var selvfølgelig i en liga for sig selv, da han kompromisløst smed sin første version af ‘September’ i skraldespanden inklusive det meste af castet. Men faktisk kan vi ikke komme i tanke om et rigtigt fortilfælde. Slet ikke, når fyringen skyldes en offentlig skandale som Spaceys.
Disse tilfælde er nok nogle af de mest beslægtede:
’Paddington’: Colin Firth > Ben Whishaw
Den marmeladeglade bjørn blev på fornem vis vakt til live i Paul Kings familiefilm fra 2014. En oprigtig varme gennemstrømmede filmen, hvilket ikke mindst skyldtes Ben Whishaw, mest kendte som Q i de seneste James Bond-film, hvis bløde og helt igennem empatiske stemme gjorde ulykkesfuglen Paddington knuselskelig. Oprindeligt lå man inde med lydsporet til Colin Firths væsentligt dybere og mere skærende bjørnestemme, men besluttede i overensstemmelse med ’The King’s Speech’-stjernen, at den naive bjørn ikke skulle have en moden mandestemme på den anden side af de 50 år. Efterfølgeren har allerede haft premiere i hjemlandet med fremragende anmeldelser til følge og endnu engang med særligt ros til Whishaws bundhumane bjørnestemme.
’Chicken Little’: Holly Hunter > Zach Braff
Disneys første rendyrkede CGI-film om en kylling, der må redde sin by fra en alieninvasion, kom frem under brydningstiden for Disneys animationsfilm, der stod til at få Pixars John Lasseter som nyt kreativt overhoved. Disney var i krise, efter deres seneste tegnede animationsfilm som ’Bjørnebrødre’ lå langt fra fordums storhed, og processen med ’Chicken Little’ var fyldt med famlen. Hovedkarakteren var udtænkt til at være en pige, og Oscar-vinderen Holly Hunter brugte måneder i et lydstudiet, inden historien fik en mere actionfyldt omskrivning, og kyllingepige blev til kyllingedreng i form af ’Scrubs’-stjernen Zach Braff.
’Bolt’: Chloë Grace Moretz > Miley Cyrus
Disneys animationsafdeling var i 2008 stadig et stykke fra det nuværende selvsikre momentum, som startede med ’To på flugt’ nogle år senere. Den manglende selvsikkerhed skinnede igennem denne produktion i kraft af dens mange løbende ændringer. Det begyndte med, at ’Lilo og Stitch’-instruktøren Chris Sanders, som fandt på konceptet som ’American Dog’, blev fyret, hvilket medførte en produktionsdeadline fra fire år til 18 måneder.
Da den for Disney banebrydende, 100 procent rene 3D-animation var i hus, traf man det nådesløse valg at skrotte alle optagelserne med den dengang 11-årige Chloë Grace Moretz som drengepigen Penny til fordel for den mere rug og nasale vokal, mange kendte fra Disney Channels ’Hannah Montana’.
’Eyes Wide Shut’: Jennifer Jason Leigh og Harvey Keitel > Marie Richardson og Sydney Pollack
Stanley Kubrick blev ikke mindre perfektionistisk på sine gamle dage, og dette mystiske erotisk drama, der var hans første i over et årti, tog over et år at optage. Produktionen gik langt over tid, hvilket ikke mindst skyldtes, at Kubrick valgte at skyde en stor portion af filmen om. Det er stort at kunne sige, at man har arbejdet med en af historiens største instruktører, men der var grænser for Jennifer Jason Leigh og Harvey Keitels grad af forpligtelse.
Jason Leigh var påbegyndt optagelserne på David Cronenbergs ’eXistenZ’ og havde derfor ikke mulighed for at vende tilbage til reshoots. Det var forholdsvist smertefrit at erstatte hende med svenske Marie Richardson i den beskedne rolle som Marion, der er datter til en af Tom Cruises karakterers patienter. Anderledes forholdt det sig med Harvey Keitel, som i forvejen havde en famøs udskiftning på cv’et med de tre uger ,han nåede at optræde som Captain Willard i Francis For Coppolas vanvidsproduktion ’Apocalypse Now’, før Martin Sheen trådte til.
Den officielle forklaring på recastingen af karakteren Victor Ziegler, der har en af de mest betydningsfulde roller i filmen som Tom Cruises rige patient, var, at Keitel ligesom Jason Leigh i mellemtiden havde dedikeret sig til andre produktioner, for hans vedkommende Elvis-filmen ’Finding Graceland’. En anden årsag til, at veteraninstruktøren Sydney Pollack overtog rollen som Ziegler, skulle dog efter sigende være, at Keitel som trofast udøver af method acting gik lidt for håndfast i kødet på Nicole Kidman i filmens berygtede orgiescene.
Læs også: Kevin Spacey erstattes i Ridley Scotts potentielle Oscar-film i 11. time