Helt tilbage i juni sidste år erklærede Daniel Day-Lewis – legendarisk method-skuespiller og dobbelt Oscar-vinder – at han trak sig tilbage fra skuespillet.
Pensionen sker efter Paul Thomas Andersons ‘Phantom Thread’, der forleden overraskede alt og alle ved at hive seks Oscar-nomineringer hjem, heriblandt for bedste film og naturligvis også for Day-Lewis’ fornemme præstation som den perfektionistiske og overfølsomme kjoleskaber Reynolds Woodcock.
Efter udmeldingen for et halvt års tid siden svirrede rygterne om, at Day-Lewis frem for skuespilkarrieren nu ville blive professionel kjoledesigner. I sine forberedelser til rollen stod han i lære hos chefkostumieren fra New York City Ballet, og hans svendestykke var at sy en Balenciaga-kjole fra bunden ud fra et gammelt fotografi med sin hustru Rebecca Miller som model.
Tanken om, at han skal gøre det til sin levevej, er derfor nærliggende, men ikke desto mindre fake news. Det fortæller Paul Thomas Anderson i et nyt interview med NPR-interviewpodcasten ‘Fresh Air’.
»Jeg tror, at ideen om, at han nu går ind i modedesign i fremtiden, er noget, som internettet nok har fundet på«, siger han. »Måske er det bare spekulation fra folk, som ikke ved det«.
I interviewet beretter instruktøren også, hvordan han oprindeligt kom til Day-Lewis med en tynd idé om at lave en film om et forhold mellem en mand og en kvinde, og hvad der sker, når den selvoptagede kreative mand bliver syg og åbner en flanke, hvor han er mere modtagelig over for kvinden end normalt. De nåede frem til, at filmen skulle foregå i modeverdenen (i 50’ernes England).
»Men hvad der appellerede til mig var, at Daniel er utroligt god med sine hænder«, tilføjede instruktøren om den britiske skuespiller, der tidligere har oplært sig til at blive tømrer og skomager.
Paul Thomas Anderson fortæller desuden, at Day-Lewis traf sin beslutning om at slutte karrieren umiddelbart efter optagelserne.
»Hvilket enten indikerer, at han havde en fantastisk oplevelse, som han ikke ville kunne toppe… eller det modsatte!«.
Læs også: De mest ekstreme eksempler på Daniel Day-Lewis’ ekstreme method acting