1. Den bedste festival i årevis?
Lader man øjnene vandre ned over de 21 film, der skal dyste om årets Guldpalme, vil man nok først og fremmest bemærke, hvor renset for store profiler programmet er på overfladen.
Hovedkonkurrenceprogrammet besidder som regel 10-12 af verdens allermest kendte filmkunstnere, mens der i år er mange relativt upåagtede navne. Bevares, Jean-Luc Godard, Hirokazu Kore-eda, Nuri Bilge Ceylan, Asghar Farhadi, Jia Zhangke, Spike Lee og Lee Chang-dong er alle velkendte Cannes-navne, men hvor mange uden for en meget snæver cineastisk kreds kender Ryusuke Hamaguchi, Nadine Labaki, Eva Husson, Yann Gonzalez, Eva Husson, Sergei Dvortsevoy, Kirill Serebrennikov og A.B. Shawky?
Det kan måske virke afskrækkende, men faktisk kan det tolkes som et varsel om store oplevelser. Mens festivalen nogle gange virker til at føle sig forpligtet på at udtage nye film af gamle mestre som Ken Loach, Pedro Almodóvar eller Dardenne-brødrene, som de har stået ved i årtier, skylder de ikke ovennævnte navne noget. Selvfølgelig kan der være for eksempel regionale hensyn, der spiller ind, men grundlæggende kan festivalen kun have udtaget disse film, fordi de mener, at de kan noget særligt.
Skal vi ikke satse på, at denne årgang simpelthen bliver den bedste i årevis, fordi den er profilfattig?
2. Trier i søgelyset
Med danske øjne vil øjnene naturligvis være rettet mod, hvordan årets mest omdiskuterede figur, Lars von Trier, bliver taget imod med sin nye film, ’The House That Jack Built’. Trier gør comeback, syv år efter han blev erklæret persona non grata i kølvandet på sine Cannes-udtalelser, men skuffende nok i en position uden for konkurrence.
Skyldes det, at seriermorderfilmen er for bevidst anti-god smag og trashy, for vild eller bare for dårlig til hovedkonkurrencen? Skyldes det et politisk kompromis? Og kan Trier holde sig på måtten, når/hvis han møder pressen under festivalen? Lad os bare forvente, at både ’The House That Jack Built’ og Triers tilstedeværelse vil dele vandene.
3. Ikke et ord om Netflix?
Kampen mellem Netflix og Cannes har fyldt meget i optakten til årets festival, men slutresultatet er, at Cannes har nægtet at inkludere Netflix-film i hovedkonkurrencen, og Netflix har nægtet at stille sine film til rådighed uden for konkurrence. Det har betydet, at Alfonso Cuaróns ’Roma’ og to ventede Orson Welles-projekter, som ellers skulle have spillet på festivalen, røg ud af programmet.
Umiddelbart tænker man således, at Netflix-diskussionen er lukket, og at festivalen kommer til at spænde af uden debat om streamingtjenestens plads i arthouse-kredsløbet. Men Netflix er stadig til stede i Cannes, hvor deres indkøbere er på udkig efter nye film til platformen, og man kan således komme i den mærkværdige situation, at nogle af Cannes-filmene alligevel ender med at falde i streamingtjenestens hænder. Det vil i så fald generere overskrifter.
4. Tid til en kvindelig Guldpalmevinder
Cannes-festivalen er – som sædvanligt – blevet kritiseret for, at der blot er tre film af kvindelige instruktører med i årets hovedkonkurrence. Festivalledelsen har i stedet fremhævet, at årets jury, der skal uddele Guldpalmen og de øvrige priser, består af fem kvinder og fire mænd. Cate Blanchett er årets jurypræsident, og der vil hvile et vist pres på hende og resten af forsamlingen for at anerkende værker af kvindelige filmskabere, hvilket helt specifikt vil sige Eva Hussons ’Girls of the Sun’, Alice Rohrwachers ’Happy as Lazzaro’ og Nadine Labakis ’Capernaum’.
Det implicerer også, at der vil være ekstra spænding, når netop disse tre film får premiere på festivalen, for juryen vil utvivlsomt håbe på, at de er værd belønne. Kun én film af en kvindelig instruktør har gennem historien vundet Guldpalmen (Jane Campion for ’The Piano’), en trist historik, som også festivalen vil være ivrig efter at råde bod på, selvom festivalchef Thierry Fremaux altid understreger, at de kun kigger kvalitet og ikke på køn, når de sammensætter programmet.
5. Første MeToo-Cannes
Der er et før og efter MeToo i enhver filmsammenhæng – well, enhver sammenhæng i det hele taget – og således også på Cannes-festivalen, der er fanget et svært sted mellem at værne om traditionerne og følge med tiden på et så presserende område som ligestilling og overgreb.
MeToo-kontroversielle filmskabere som Woody Allen og Roman Polanski har i mange år været fast inventar på festivalen, hvor også Harvey Weinstein i årtier var en central figur – det var således Weinstein, der opfandt ’The Artist’ som Oscar-kandidat i forbindelse med dens verdenspremiere på Cannes-festivalen. I år er der to store instruktører, som har trukket negative overskrifter i forbindelse med MeToo, og hvis tilstedeværelse også kan afføde diskussioner i netop det lys:
Vores egen Lars von Trier, der blev anklaget af Björk for sexchikane under optagelserne på Guldpalmevinderen ’Dancer in the Dark’, og det tidligere Monty Python-medlem Terry Gilliam, der præsenterer sit længe ventede ’Don Quixote’-film som årets afslutningsfilm.
Gilliam kom i vælten, efter han udtalte, at ofrene for Weinsteins opførsel vidste, hvad de gik ind til, og at debatten har fået karakter af en Frankenstein-agtig tone, hvor masserne kommer efter folk med fakler i hånden.
Stiller Trier og Gilliam op til interviews med den internationale presse under festivalen, er der ingen tvivl om, at de vil blive bedt om at forholde sig til disse sager.
6. Selfie-forbuddet!
I et anfald af at være meget fransk har festivalen i år forbudt selfies på den røde løber, der inkluderer den lange trappe op mod hovedsalen i festivalpalæet, som alle går op ad, både kendisserne og almindelige gæster.
»Selfies på den røde løber er, på en fortsat og turist-agtig måde, latterlige. Det pletter kvaliteten og tempoet af at gå op af trappen«, har Thierry Fremaux udtalt til Variety.
»Vi kommer til Cannes for at se film, ikke for at tage selfies. Mit arbejde og mit holds arbejde er at bevare prestigen på den vigtigste filmfestival i verden, og når vi står på toppen af trapperne, kan vi se det vulgære og groteske aspekt i, at folk tager selfies på den røde løber, og det er der, det bliver et stort rod«.
Det store spørgsmål er så, hvordan festivalen vil håndhæve forbuddet, men Fremaux har antydet, at selfie-gerningsmænd vil blive ført bort fra den røde løber og nægtet adgang til festivalen. Det skal blive dramatisk og interessant at se ført ud i livet!
7. Oscar-contenders in spe
Cannes er i mindre og mindre grad en affyringsrampe for håbefulde amerikanske Oscar-kandidater, der i stedet vælger den sikre model med festivalpremiere på Venedig, Toronto og Telluride i efteråret og derved får et kortere interval til at opretholde momentum (foruden at undgå risikoen for at blive savet igennem af de 4000 journalister på den sydfranske festival, der kan være mere brutale her end nogen andre steder).
Men inden for én kategori er Cannes nærmest garant for at sende senere Oscar-nominerede titler ud i verden: Bedste ikke-engelsksprogede film. Med en så landemæssigt alsidig pulje af film udtaget til det mest prestigefyldte festivalspot i verden vil én eller flere af årets Guldpalme-kandidater efter al sandsynlighed kunne kalde sig Oscar-nomineret om syv-otte måneders tid.
8. Er alt ødelagt for pressen?
Den mest omdiskuterede ændring forud for årets festival, foruden Netflix-clashet og førnævnte selfieforbud, er et nyt tiltag i forhold til, hvornår pressen ser de udtagne film. Tidligere har pressen set filmene om morgenen eller formiddagen inden den officielle gallepremiere om aftenen. Imidlertid har det i nogle tilfælde betydet, at filmen er blevet haglet ned på Twitter og i lynanmeldelser på nettet, få timer før filmholdet skal holde fest og smile til kameraerne på den røde løber.
Særligt hårdt for de involverede var det, da Sean Penns ’The Last Face’ med Javier Bardem og Charlize Theron sidste år (fortjent) blev begravet levende af kritikerne, og Fremaux har udtalt, at de indimellem oplever, at filmfolk takker nej til festivalen alene på grund af denne fare for at blive til grin.
I år får pressen derfor først mulighed for at se filmene samtidig med eller morgenen efter den officielle verdenspremiere. Ifølge festivalen sker det for at bevare den særlige atmosfære omkring gallaen i en æra, hvor mange kritikere tweeter deres domme, få sekunder efter de har forladt salen. Nogle har foreslået en embargo for, hvornår journalisterne må skrive om filmene, men Fremaux & co. tror ikke på, at man kan holde flere tusinde mediefolk i kort snor.
Det kan alt sammen lyde meget internt og first world problem-agtigt. Og det er det egentlig også. Ikke desto mindre ligger det mange kritikere og medier på sinde, da især trykte medier med specifikke deadlines mener, at det forringer arbejdsvilkårene, ligesom nogle anfører, at kritikernes betydning for festivalen reduceres, hvilket også vil skade festivalen selv. Men lad os nu se. Måske overlever vi alle sammen alligevel?
Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på årets Cannes-festival