Historien bag dansk films største twist i nyere tid: »Nogle var decideret vrede«

Forleden kårede vi slutningen på Jacob Thuesens ’Anklaget’ som det bedste plottwist i nyere dansk film, men den radikale drejning delte i den grad vandene, da filmen kom frem. Her ser instruktør Jacob Thuesen, manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og hovedrolleindehaver Troels Lyby tilbage på filmen – på modstanden fra skuespillere, drilsk tilfredshed fra Lars von Trier, pædofili som en brist, emotionelle pressemøder og på den tvedelte glæde og forbandelse.
Historien bag dansk films største twist i nyere tid: »Nogle var decideret vrede«
Sofie Gråbøl og Troels Lyby i 'Anklaget'.

(Slutningen på ’Anklaget’ afsløres i det følgende, så har man ikke set den, bør man først streame den og så vende tilbage til artiklen)

Når en prominent festivaldirektør føler behov for at kritisere slutningen på éns film personligt, må man have gjort noget bemærkelsesværdigt.

Det skete for den debuterende instruktør Jacob Thuesen, da han og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson med ’Anklaget’ i 2005 fortalte en dyster historie om incest.

»Jeg kunne rigtigt godt lide filmen, men din slutning er ikke god«, lød det fra Berlinale-chef Dieter Kosslick, da filmen fik international premiere på filmfestivalen i Tyskland.

I filmen spiller Troels Lyby svømmelæreren Henrik, hvis datter Stine fortæller skolepsykologen, at han har voldtaget hende flere gange som barn.

Henrik varetægtsfængsles med det samme, men formår med loyal opbakning fra hustruen Nina (Sofie Gråbøl) at overbevise dommeren om sin uskyld, fordi Stine ved flere anledninger tidligere har fortalt løgne om forældrene i skolen.

Selvom tvivlen om Henriks skyld løbende nager publikum, får man sympati med ham, når omverdenen, på grund af den alvorlige anklage, distancerer sig fra ham, og Henriks tilværelse støt og sikkert ramler sammen.

Men mod slutningen kommer twistet. For Henrik er skyldig.

Instruktør Jacob Thuesen til ‘Anklaget’s internationale premiere i Berlin. (Foto: Sean Gallup/Getty Images)

Nina og Henrik har for første gang efter retssagen besøg af Stine, der indtil nu har været i kommunens varetægt. Da far og datter er alene, fortæller Henrik i en lang scene om alle de ting, de to har lavet sammen. Men Henriks monolog udvikler sig pludselig til en uhyggelig afsløring:

»Man er to om det«, siger han med en hård stemme. »Du sagde ikke nej. Ikke en eneste gang«.

Det er et grufuldt og chokerende twist, som vi netop har kåret som det bedste i dansk film i de seneste 25 år, selvom det slet ikke har fået den anerkendelse, som det fortjener.

Nu, 13 år senere, har vi bedt Jacob Thuesen, Kim Fupz Aakeson og Troels Lyby om at se tilbage på filmen.

Modstand i manuskriptfasen

Da Kim Fupz Aakeson fik idéen til ’Anklaget’, vidste han godt, at han var ude i et kontroversielt ærinde. Skulle han have historien over rampen, krævede det den helt rette fremgangsmåde.

Kim Fupz Aakeson, manuskriptforfatter:
»Dengang spurgte jeg hele tiden mig selv: ’Hvad er det skandaløse i den her fortælling?’. Der skulle helst været et eller andet, man kunne være uenig i. Der var ingen grund til at fortælle en historie om, at tilgivelse er godt, og vold er dårligt. Vi var på udkig efter historier, som Danmark endnu ikke havde generet med sin realisme. Utroskab havde vi jo taget en del gange.

Nogle gange starter man fra nul, med pitches, synopser og treatments, men med ’Anklaget’ tænkte jeg, at hvis man pitchede sådan en historie, ville folk løbe skrigende væk. Så jeg skrev den helt ud i et first draft, før jeg gik ud og shoppede«.

Jacob Thuesen, instruktør:
»Nordisk Film ringede, og produceren Thomas Heinesen sendte Kim Fupz’ manuskript til mig. Det var tredelt, så man var hos alle tre parter i historien – hos datteren, moren og faren skiftevis. Da jeg selv har en fetich for et point of view, hvor man oplever det hele gennem én person, sagde jeg, at jeg ikke rigtigt orkede at være tre forskellige steder. Jeg spurgte ham, om vi ikke kunne være ét sted.

Troels Lyby i ‘Anklaget’. (Foto: Ole Kragh-Jacobsen)

Kim Fupz var meget cool. Han var utroligt åben for at lave ting om. Jeg var ikke vant til at instruere, så jeg vidste heller ikke, hvor meget man kunne påvirke en manuskriptforfatter. Men han sagde: ’Det kan vi sagtens’«.

Troels Lyby, skuespiller:
»Nordisk Film sendte manus af sted til mig og spurgte, om jeg ville komme og lave en reading på det. Det var for Kim og Jacobs skyld, så de kunne høre det blive læst op af skuespillere. Der vidste jeg godt, at det ikke var mig, men en anden, der skulle spille rollen. Senere fandt jeg ud af, at det var Jens Albinus.

Til den planlagte reading var der flere, som blev forargede eller bekymrede over manuskriptets drejning. Men Troels Lyby var helt igennem begejstret.

Jacob Thuesen:
»Der var mærkeligt nok mest modstand internt blandt filmfolk og skuespillere. Til læseprøven læste Peter Gantzler en af rollerne og moraliserede og tordnede. Han var bekymret for, hvad projektet kunne blive til.

Folk var generelt betænkelige omkring projektet, og endnu mere betænkelige på grund af det P.O.V., der kom på. Der var hele tiden sætninger som: ’I skal dælme passe på!’, hvor man kunne svare: ’Jamen, passe på hvad?’. Sådan tænkte jeg vitterligt. Sammenlignet med ’Jagten’ bliver Henrik jo betragtet helt objektivt i lang tid. Der er ikke noget med, at det er synd for ham. Det lagde jeg meget vægt på«.

Kim Fupz Aakeson:
»Der var en af skuespillerne, som sagde: ’Jeg kan slet ikke se, hvorfor man skal lave sådan en historie her. Han er jo skyldig.’ Vedkommende ville hellere lave en historie om at blive uretfærdigt anklaget og alligevel tage sin datter tilbage. Det havde helt sikkert også været en historie, man kunne fortælle. Men Troels var én af dem, der forsvarede, at det var lige så rigtigt at fortælle den her historie«.

Troels Lyby:
»Jeg kan godt være teknisk kritisk omkring manuskripter, men med det her manuskript tænkte jeg bare: ’Det er færdigt. Det er fuldstændigt klart til at blive skudt’.

Troels Lyby og Sofie Gråbøl i ‘Anklaget’. (Foto: Ole Kragh-Jacobsen)

Jeg var rystet over, at hovedpersonen havde gjort det. Jeg kan huske, at jeg sådan håbede, at han ikke havde gjort det. Jeg havde levet mig fuldstændigt ind i det. Samtidig var jeg totalt begejstret. Jeg tænkte: ’Hold kæft! Hvis det kan bevæge mig på den måde at læse et skide manuskript, er der et eller andet fuldstændig fantastisk i det«.

Med på et afbud

Troels Lyby:
»
Skæbnen ville, at Jens Albinus simpelthen brækkede benet i en forestilling, tre uger til en måned før de skulle starte med at skyde. Der er den her branche benhård. Jeg kan godt lide Jens, og jeg kunne sagtens forstå, hvorfor han var et godt bud på karakteren. Men så ringede de til mig, og det var jeg totalt glad for«.

Det sene hovedrolleskift betød dog, at instruktør Thuesen måtte ændre Henrik-karakteren.

Jacob Thuesen:
»Jens Albinus’ rolle skulle have været fra en intellektuel og veluddannet social klasse. Da Troels kom på, blev projektet meget mere jordnært, og den sociale klasse blev mere udvandet og udefineret. De har selvfølgelig et kartoffel-rækkehus, men der er ikke lagt vægt på, at de er en bestemt intellektuel del af den danske befolkning.

Jens Albinus og Troels Lyby er både fysisk og psykisk forskellige spillere. Rollen skulle laves helt om, og jeg endte med at tage mere udgangspunkt i mig selv, også fordi Troels er visuelt tættere på mig. Jens Albinus er mere speciel. Troels er typen, man kan se på strøget.

Troels fik meget af mit tøj på. Han har min jakke på i flere scener. Jeg prøvede at gå helt ind i projektet. Hvad nu hvis det var mig? Hvad hvis jeg pludseligt blev antastet på min arbejdsplads og var helt desorienteret. Hvad ville der så ske?«

Den langsomme afsløring

En time og 20 minutter inde i ’Anklaget’ kommer den store afsløring. Henrik gjorde det. Det sker i en cirka otte minutter lang scene, hvor Henrik mod slutningen bebrejder datteren for at have sat ham i denne situation. Den lange scene var et ønske fra instruktør Thuesen, men opstod også af venlige drillerier fra Paprika Steen.

Kim Fupz Aakeson:
»Paprika Steen havde drillet mig i forbindelse med noget, vi havde lavet sammen og sagt: ’Alle dine scener er lige lange – halvanden side og supereffektive’. Så jeg tænkte: ’Nu skal jeg kraftedeme skrive en lang scene!’. Det var faktisk også noget, Jacob bad mig om på et tidspunkt, som en mærkelig note: ’Jeg vil gerne have nogle længere scener’ – ’Okay, med hvad i?’ Men sådan kom scenen, der fandeme er lang, hvor datteren bare sidder, og han snakker, indtil han afslører sig selv«.

Jacob Thuesen:
»Jeg syntes, Kim skrev enormt godt, og at det var enormt spændende, så jeg forstod egentlig ikke, hvorfor scenerne skulle slutte. I en spillefilm varer en scene normalt tre minutter, men jeg tænkte, om man ikke kunne lave ti scener, der var dobbelt så lange.

Jeg brugte eksemplet, at hvis du er oppe at skændes med en kæreste, er der nogle gange en pause efter skænderiet, hvor du kan sige: ’Enten fortsætter det her skænderi, eller også stopper det’. Nogle gange er pausen og efterspillet også enormt spændende at følge med i. Dér synes jeg, Kim Fupz er virkelig, virkelig fantastisk til at fortsætte ballet«.

Kim Fupz Aakeson:
»Jeg blev inspireret af et Strindberg-drama, der hedder ’Den stærkeste’, som nærmest er én lang monolog. Der er to kvinder, og den ene kvinde sidder bare og fortæller den anden kvinde, at hun har vundet. Jo mere hun snakker, jo mere tænker man ’nej, du har tabt’. Jeg gik på Holbæk Kunsthøjskole, hvor to elever opførte den, og den ene snakkede sig selv ned i helvede, uden den anden behøvede at gøre noget andet end at være der«.

En sympatisk pædofil

For at det store plottwist kunne overraske og gøre rigtigt ondt, skulle publikum helst nære en vis form for sympati for Henrik undervejs. Men skulle afsløringen være troværdig, måtte man også lægge små, subtile ledetråde ud.

Kim Fupz Aakeson:
Grundtanken var egentlig ikke at lave et twist til sidst, men at vise, at pædofile er mennesker med en brist. Det var vigtigt for mig, at det ikke var et sygt menneske i en kælder. Det er ikke et fuldtidsjob at være pædofil. Det er en ting, man har, men ikke kan styre. Man laver jo de samme ting som os andre resten af tiden.

Troels Lyby og Sofie Gråbøl i ‘Anklaget’. (Foto: Ole Kragh-Jacobsen)

Vi arbejdede hele tiden med at gøre ham sympatisk. Han starter med at hjælpe en vandskræk kvinde med at holde sig oppe. Han render ikke rundt og savler i pigernes omklædningsrum. Han er en fed fyr.

Samtidig kom der på det tidspunkt hele tiden sager i medierne, hvor det ikke var sket alligevel, hvor det var forged memory. Og vi kan alle sammen sætte os ind i mareridtet at blive anklaget for noget, vi ikke har gjort. Vi arbejdede med følelsen af, at man kan mærke andre menneskers blik på sig, bare fordi nogen har sagt ting om én. Det er nok til, at man lige pludselig virker lummer og forkert. Det er en enormt generisk følelse, som alle kan sætte sig ind i«.

Kim Fupz Aakeson:
Grunden til, at Henrik blev svømmelærer, er, at jeg først lærte at svømme som voksen. Så jeg har været på sådan et kursus som voksent menneske for at lære at svømme. Den tog jeg med ind, fordi det var et mærkeligt sted«.

Jacob Thuesen:
»Jeg syntes, det var genialt, fordi det handler om kroppe og humanisme. Man prøver at lære andre mennesker at være rolige. Og så er det i virkeligheden dybt udspekuleret. Han bruger den evne til noget helt andet«.

Troels Lyby forsøgte hverken at spille skyldig eller uskyldig. Men for den skarpe seer kan Henriks skyld gennemskues i hans adfærd og reaktioner.

Troels Lyby:
»Jeg spurgte en psykolog om, hvordan man kan fortrænge sådan noget. Han sagde: ’Har du nogensinde været fuld til en fest og gjort noget dumt? Det har de fleste mennesker jo nok. Vi bearbejder den hændelse, indtil den bliver tålelig. Vi genfortæller den for os selv igen og igen og igen, og til sidst bliver det en bagatel.

Henrik er overbevist om sin uskyld, og i monologen siger han også, at det er uretfærdigt. ’Du ville jo godt selv’. Vi har ikke på noget tidspunkt tænkt på, at han skulle skjule noget, eller at jeg skulle spille det, som om han havde en hemmelighed. Det eneste, jeg skulle gøre, var at opleve de situationer, han kommer igennem. Og jeg skulle gøre det med udgangspunktet, at det her overhovedet ikke er retfærdigt. Jeg vidste godt, at det ville virke kraftigt, men jeg planlagde ikke efter, at det skulle peake i skuespillet.

Troels Lyby i ‘Anklaget’. (Foto: Ole Kragh-Jacobsen)

Min bror har arbejdet med psykopater og skizofrene, og da han så filmen, opdagede han med det samme, at der var noget helt galt med Henriks ageren.

Man kan se det lige så meget i de ting, han undlader at gøre. Jeg bilder mig ind, at en far, som var uskyldig, først og fremmest ville søge kontakt til datteren. Hvis det var mig, og min datter anklagede mig for det, ville jeg som det allerførste gå til datteren, og jeg ville endda påtage mig skylden bare for at komme igennem. ’Lad os sige, at jeg har gjort det. Men du bliver nødt til at fortælle, hvorfor du anklager mig. Hvad er det, jeg har gjort? Noget har jeg jo gjort, siden du anklager mig for det’. Men Henrik vil ikke have noget med hende at gøre«.

Klapsalver og vrede

Mens Kim Fupz var på ferie i Thailand, fik ’Anklaget’ international premiere på filmfestivalen i Berlin, hvor modtagelsen var blandet – også fra festivaldirektøren, der ellers havde udtaget filmen. Troels Lybys oplevelse på festivalen startede med en mindre skuffelse.

Troels Lyby:
»Da jeg kom til Berlin, havde alle de udenlandske journalister på forhånd nærmest udråbt mig til vinder af Sølvbjørnen, og så ryger man selv ind i hypen. Men jeg fik den ikke alligevel, så det var lidt ’nå, okay’.

Pressemødet var lidt blandet. Der var nogen, som rejste sig op og klappede, da vi kom ind. Men der var også nogle, som var vrede over, hvad det handlede om. Det var med udgangspunktet i, at film skal være moralsk forsvarlige, og at man ikke kan fortælle historier på den måde.

Det overraskede mig faktisk, at pressemøderne var så emotionelle. Jeg havde ellers tænkt, at der ikke var nogen, der kunne have noget imod det. Men der var sgu nogle, der var vrede. Nogle misforstod budskabet. Og nogle var decideret vrede over twistet. Man kunne ikke bare bygge sådan en film op, og så var det ham, der havde gjort det. Men sådan opfattes film jo på meget forskellige måder«.

Jacob Thuesen:
»Folk i Berlin var irriterede over slutningen. Det var de sådan set også i Danmark, hvor nogle af anmeldere hadede slutningen. Folk var irriterede over Jesus-halløjet til sidst, hvor han kravler rundt ude på gaden i en badekåbe. Jeg kan huske, at Dieter Kosslick, der var leder af Berlinalen, kom hen og sagde: ’I really liked your film, but the ending is no good’. Det sagde han, lige da vi ankom til Berlin. Jeg vidste bare, at vi i hvert fald ikke ville vinde. Men det var egentlig cool nok, at han sagde det.

Troels Lyby, Jacob Thuesen og Sofie Grabøl på Berlin-filmfestivalen i 2005. (Foto: Sean Gallup/Getty Images)

Filmen vandt efterfølgende to priser på filmfestivalen i Miami, og der var Q&A’s med publikum, hvor mange var virkeligt irriterede over den slutning. De sagde, at de var meget påvirkede af filmen, men jeg skulle forklare slutningen. Og det har jeg ikke nogen forklaring på. Jeg oplevede det bare som helt naturligt, at man går bodsgang igennem kvarteret.

Lars von Trier så også filmen. Han har jo altid en lidt spacy måde at snakke på. Han sagde, at han godt kunne lide den, men at han altid havde syntes, at Troels var dobbelttydig i sit udtryk. Han havde altid følt, at der var noget skurkagtigt over Troels. Men Lars siger jo alting med et glimt i øjet.

Han var temmelig imponeret over Troels’ præstation. Lars havde haft ham med i ’Idioterne’, som jo var et helt andet scenarie, så han var overrasket over Troels’ spændvidde. Han sagde bestemt ikke noget dumt om filmen, men han hyrede mig også kort tid efter til at lave en film om ham selv (’De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1’, red.), så det havde været mærkeligt, hvis han syntes, det var en lortefilm«.

En lykkelig lammer

Efter 13 år ser holdet tilbage på ’Anklaget’ med glæde og stolthed. Men for Jacob Thuesen blev filmen også en stopklods.

Kim Fupz Aakeson:
»Der er ikke noget, jeg fortryder med ’Anklaget’. Den stod sgu meget okay i forhold til vores bestræbelser. Den sad, som vi havde tænkt. Jeg ser aldrig mine ting igen, og det er, fordi man tit tænker: ’Ah, nu ved jeg, hvad vi skulle have gjort’ eller ’Ej, hvorfor gjorde vi det?’. Men jeg ville muligvis godt kunne tåle at se ’Anklaget’ igen. Jeg så et klip af den i forbindelse med en masterclass på Filmskolen, og det var helt okay!«

Troels Lyby:
»Hvis jeg skal vælge én film, jeg er gladest og stoltest over, er det den. Det her er grunden til, at jeg er skuespiller. Det er for at lave de ting, der er lidt farlige, udfordrende og krævende. Det var fysisk hårdt og krævende, men det var ikke svært. Jeg har erfaret, at når tingene bliver svære, så er det typisk, fordi der er noget galt. Det her var koncentreret og godt arbejde«.

Jacob Thuesen:
»’Anklaget’ står sindssygt højt blandt de ting, jeg har lavet i karrieren. Jeg var virkelig lykkelig. Jeg var faktisk så glad for den, at den på en måde også har været en lammer. Der har været alt for mange år, hvor jeg sagde nej til alt muligt, fordi jeg ikke syntes, det gav mening. Oprindeligt er jeg klipper og dokumentarist, så fiktionsverdenen var meget overvældende. Men nu er jeg i fuld vigør med to spillefilmprojekter. Nu kommer jeg, stærkere end nogensinde før!«.

Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt

Læs også: Også danske film kan trække tæppet væk under publikum – de 10 bedste plottwists i nyere tid

Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti

Læs også: Twistkongen M. Night Shyamalan er endelig tilbage

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af