’The Innocents’: Teenage-romance møder overnaturlige kræfter i ny Netflix-serie

Netflix har skabt sig et forbløffende katalog af overnaturlige kræfter. I ’Stranger Things’ åbnede de for parallelle verdener, mens den tyskproducerede ’Dark’ rejste gennem tid og sted. En sjette sans samlede vidt forskellige mennesker i ’Sense8’, og i ’Altered Carbon’ blev menneskekroppen omdannet til et hylster for tanketunge harddiske.

Med ’The Innocents’ forener de to debuterende hovedforfattere Simon Duric og Hania Elkington det overnaturlige med en teenageromance. Young adult-materiale med et snert af metafysik har som bekendt længe lokket fans til.

For først og fremmest er ’The Innocents’ historien om teenagekæresterne June (Sorcha Groundsell) og Harry (Percelle Ascot), der forsøger at starte et liv langt væk fra familiernes favntag. Dernæst er det fortællingen om Junes magiske evner, der både er en stopklods for den sorgløse nyforelskelse og nøglen til hendes fortid.

June kan nemlig shapeshifte, altså tage andre skabningers form. Og på mange måder er det jo en oplagt tilføjelse til streamingtjenestens metafysiske kavalkade. Myten om shapeshifting har eksisteret lige så længe som idéen om vareulve og vampyrer. Formskiftet tjener både de gode og onde, er visuel prægnant og kan sågar antage humoristisk form som forvekslingskomedie.

’The Innocents’ får dog langt fra nok ud af potentialet.

Serien forfalder til en let introduktion af det pirrende emne gennem en banal kærlighedshistorie. I ’The Innocents’ er formskiftet ikke 16-årige Junes styrke, mens hendes skam. Junes flugt fra en overbeskyttende stedfar sammen med sin skoleromance og soulmate Harry fylder mest i seriens første halvdel, uden at deres historie er videre opsigtsvækkende. Følelseslivet formidles ganske fint af Groundsell og Ascot, men kemien imellem dem løfter sig aldrig. De er måske nok troværdige som gymnasieflings, men ikke som skæbnebestemte elskende.

Men da June opdager sin evne, er det alligevel Harry, der bliver hendes ukuelige følgesvend gennem tilfældige kropsskifter i hospitalssenge eller på Londons hotteste klubber.

Lige i hælene på de elskendes rejse jager en norsk, faretruende mand (Jóhannes Haukur Jóhannesson) June. Hans intentioner virker skumle, men han prøver at hente hende til Norge, så hun kan genforenes med sin mor Elena (Birn), der har samme evner og bor på et afsides behandlingssted, Sanctum. Her i den norske idyl forsøger lægen Halvorson (Guy Pearce) at hjælpe en gruppe kvinder, der alle besidder evnen, ved at beskytte dem fra omverdenen og lære dem at kontrollere deres kræfter.

Her i det grønne landskab omgærdet af de smukke fjorde lurer spændingen. Guy Pearces læge er inciterende, en tilsyneladende godhjertet terapeut, men også gådefuld i sine egentlige motiver. Havde serien blot udfoldet hans rolle og formskiftets potentiale i stedet for at fokusere på Junes kærlighedsliv og særstatus… Først i anden halvdel af sæsonen får livet på Sanctums lov at fylde. Men det kræver en overbærende seer at nå dertil.

Anmeldt på baggrund af på hele sæsonen.

Læs også: Ugens streaminganbefaling – Blodig kærlighedsode til Nicolas Cages vanvid er et manisk must

Læs også: Fem hurtige tanker om NRK’s nye – og sjove! – ungdomssatsning ’Lovleg’