‘Klovn’ afsnit 8: Lars Hjortshøjs oprindelseshistorie chokerer

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ottende afsnit i den nye sæson ‘Klovn’.)

Ugens fedt, fedt, fedt, fedt

Frank og Mias MDMA-trip var tiltrængt, selvom det sker som følge af en fejlagtig drug rape til en Silas Holst-teaterforestilling. For effekten sender de to parforholdsudtrættede skygger i armene på hinanden som nyforelskede sole på Gammel Kongevej.

De er sgu blevet så gamle og gråhårede. Frank lapset og bleg, Mias stemmeføring en oldemor værdig. Og deres parforhold nåede et foreløbigt lavpunkt, da Frank brugte Mias fodfil til at smøre sit rundstykke med. Måske er det i virkeligheden det fysisk ulækreste, der er sket i ’Klovn’, siden ’Hushovmesteren’ serverede menneskekød til vennerne i sæson 1?

Før det hele ender i fryd og gammen (sådan da), starter fodfil/smør-episoden en kædereaktion af kaos involverende en 62 minutter lang solarietur, en skånselsløs bartender og førnævnte ’Vild med dans’- og musicalstjerne (der i øvrigt laver et fiktiobiografisk hattrick med optræden som sig selv i ’Ditte & Louise’, ’Lillemand’ og nu ’Klovn’).

De skal så grueligt meget igennem, de kære. Og kære er de, selvom jeg først på sæsonen afsvor min kærlighed til dem som følge af udskejelserne i ’Klovn Forever’.

Men der på Frederiksbergs hovedstrøg, arm i arm, gav Frank og Mia mig sommerfugle i maven. Det stod klart – for første gang måske? – at de elsker hinanden. Og pludselig elsker jeg dem igen. Sådan er kærlighed.

Det hjælper også på Fransks genopbygning som elskelig karakter, at han er begyndt at lære af sine fejl (ikke at køre bil, når han har drukket) og opdrager sine børn til ikke at mobbe. Også selvom det senere klinger lidt hult, når han og Mia under the influence driller Silas Holst med, at han ligner et egern. Hvilket han i øvrigt ikke gør.

Under alle omstændigheder klæder det serien ’Klovn’, at Frank ikke altid er netop det – en klovn.

Ugens lavpunkt

Den nye sæson har indtil videre budt på både opture (’Slikræven’ og ’Tipo Napoli’) og nedture (’Det muslimske klaver’ og ’#metoo’). Ugens afsnit er hverken eller. Det er en blød mellemvare.

Det skyldes primært, at det er for nemt at forudsige. Selvom afsnittets setups er ret så veloplagte, ser den garvede ’Klovn’-seer dets punchlines på miles afstand.

Mest gennemskueligt er det, når Frank og Casper afprøver kopmalertricket på mal din egen keramik-cafeen Creative Space på Gammel Kongevej. Med påtaget følsomhed soler de liderlige parforholdsmænd sig i de kærlighedshungrende single-kvinders opmærksomhed. Casper er en mester i det, hvilket vi lærte til Pernille Højmarks dildo-party i sæson 2’s ’It’s a jungle down there’.

»Et øjeblik, hvor to blikke mødes, kan godt være sex, faktisk«, sagde han dengang.

Nu docerer han igen på Creative Space, mens Frank underbevidst maler Mias navn på sin kop. For at opretholde deres mulighed for at få noget ud af situationen (her: sex) bliver Mia forklaret som Franks nyligt afdøde mor. Han tilføjer derfor ordene ’Hvil i fred’.

Naturligvis skal en klovn bøde for en hybris af så grel karakter.

Det ved vi, og det er for gennemskueligt. Derfor bliver afsnittets svirp med halen tamt, når Frank og Mia i ellers lykkelig forening konfronteres med koppens inskription – afsnittets titel.

Sæsonens mest kontroversielle scene

Ugens afsnit indeholder sæsonens indtil videre mest omdiskuterede scene.

Her foldes Lars Hjortshøj ud, men for en gangs skyld ikke som sædelighedsforbryder. Der gives derimod en chokerende oprindelseshistorie på mennesket bag monsteret.

Jeg var ved at falde ned af stolen, hvilket Frank og Casper også er, da Lars viser dem et billede af sin mor – og det viser sig, at hun har Downs Syndrom. Lars selv ligner én, der lige har fortalt det naturligste i hele verden.

Scenen har vækket den klassiske ’hvor går grænsen for humor’-debat. Hvam og Christensen har udtalt, at selve mor-billedet blev censureret væk af TV 2.

I første ombæring mener jeg, at scenen giver så god mening i forhold til ’Klovn’-universet og karakteren Lars, at man i hvert fald kan udelukke, at den er provokation for provokationens skyld.

Så er der selve informationen: At Lars’ mor har Downs Syndrom – og at faren var hendes plejer.

Det første, jeg griner af her, er det tragiske: At Lars’ tendens til at forgribe sig på det modsatte køn implicit forklares med det faktum, at faren må have forgrebet sig på moren. Som far så søn. Lars blev skabt i en voldtægt, som han så gentager i det uendelige.

Dernæst vælter det groteske ind over mig. Jeg forestiller mig Lille-Lars blive opdraget af en kvinde med Downs Syndrom. Og en voldtægtsforbryder.

Og så er det chokerende:

»Og nu glemte idioten også sine knive. Han er jo mongol«, siger Frank hurtigt, efter Lars er gået.

Frank kobler morens kognitive udfordringer med Lars’ ditto i en joke og bruger ordet mongol. Det chokerer. Ordet hører nemlig til en voksende gruppe af negativt ladede ord, som for tiden uddrives af vores sprog under Voldemort-effekten: Du-ved-hvad (men vi må ikke sige det).

Men jeg griner altså – som Frank – når jeg hører ordet sagt højt. Ligesom dengang i folkeskolen, hvor én af drengene råbte pik midt i sløjdtimen. Og det siger måske mere om mig og Frank, end det gør om humor og mennesker generelt.

Eller måske ikke. Mennesker har altid grinet af det tragiske, det groteske, det stupide og overraskende. Men hvad nu, hvis vi fornægter det? Skjuler vores grin? Findes det farlige og grænseoverskridende så heller ikke længere? Jo, alt, der findes i fantasien, findes også i virkeligheden. Vi er omvandrende trykkogere af alverdens stupide indfald, og når klovne som Frank giver dem et sprog i en meningsfuld kontekst, bliver vi et øjeblik sat fri fra vores eget hykleri. Og så griner vi.

Det betyder naturligvis ikke – må jeg på det kraftigste understrege – at vi alle skal opføre os som Casper og Frank og ikke respektere andre mennesker. Men de er fiktioner. Det er vi ikke.

Man kunne i øvrigt blive ved med at finde sjove dimensioner i scenen. For eksempel Lars’ reaktion og efterfølgende udvandring – i et allerede forgæves forsøg på ikke at tabe ansigt i mandegruppen. Eller det, at Frank og Casper bagefter føler sig stærkere, bedre, fordi de selv er børn af ’normale’ mødre.

Ugens pinligste øjeblik

Sæson 7 excellerer i pinlige middage hos familien Hvam/Christensen, men i denne uge gik det helt galt.

Mia roder i Lenes taske i den tro, at det er hendes egen – hvilket er usandsynligt, når vi i afsnit 1 fik etableret, at Lene køber sit tøj hos Chanel, mens Mia foretrækker mode med baconchips-print. Nuvel: Mia finder en pose coke i tasken og flipper ud.

Lyhne er en mester i at få tilskuerne til at græmmes i tåkrummende pinlighed, fordi hun spiller Mias sær- og urimeligheder så ublufærdigt og humorforladt.

Mia er en strigle, men selvom hun er bange for at sige sin mening og at gøre, hvad hun har lyst til – så siger og gør hun det! Uagtet hvilke sociale konsekvenser det får. På det punkt minder hun om sin husbond.

Mia skal dog nok rejse sig, for hun har tidligere stået i lige så ydmygende situationer. Værst for mig var det, da hun blev afsløret i at danse line dance på ’Bedragsholm slot’ eller pruttede dybfølt i ’Surprise Mia’.

Bundlinjen

Sammenlignet med superafsnit som ’Slikræven’ og ’Tipo Napoli’ er ’Hvil i fred Mia’ en mere gennemsnitlig ’Klovn’-oplevelse.

Lars Hjortshøjs oprindelseshistorie og Frank og Mias MDMA-trip er ’Klovn’-guld, men i sin helhed er afsnittets overraskelser for forudsigelige. Den bedste nyhed er, at Mia på trods af afsnittets titel fortsat er i live. For Mia Lyhne – hende kan vi ikke undvære.

Læs også: Anmeldelse af ‘Klovn’ afsnit 5 – med chokerende dødsfald finder Frank og Casper formen

Læs også: Casper & Frank om ny stil i ‘Klovn’ – »vi blev trætte af at se 45-årige mænd løbe rundt i bar røv«