UGENS STREAMINGTIP. Hvad end vi snakker film, serier eller bøger, er det svært at komme i tanke om en så syleskarp finger i siden på vores opfattelse af livet som forvirret teenager som ’Heathers’, der i år fylder 30 år.
Filmen bliver ofte beskrevet som en blodig udgave af ’Mean Girls’, en passende beskrivelse siden sidstnævntes instruktør Mark Waters’ bror er ’Heathers’ manuskriptforfatter, Daniel Waters.
Men hvor Lindsay Lohans Cady beskrev highschool-intrigerne som et jungleliv i ’Mean Girls’, har klikedannelserne, bagtaleriet og croquet-spillene på Westerberg High i ’Heathers’ mere til fælles med victorianske tider. Og så har den en uafviselig politisk pondus strømført af en underlæggende humanistisk intelligens.
Filmen følger Veronica Sawyer – en 15-årig Winona Ryder frisk fra settet på ’Beetlejuice’ – som i sit tredje år på skolen har mænget sig ind hos skolens tre Queen B’s, Heather, Heather og Heather.
Som Regina George i ’Mean Girls’ styrer den regerende Heather, Heather Chandler, cafeteriet med hård hånd og holder sine undersåtter i kort snor med giftige bemærkninger, kalkuleret mobning og ugentlige spørgeskemaer og meningsmålinger.
I tiltagende væmmelse over sine tre veninders opførsel slår Veronica pjalterne sammen med Jason ’J.D.’ Dean, en anarkistisk James Dean-wannabe, der opmuntrer hende til at iscenesætte Chandlers selvmord og dermed smide en skrue i Westerbergs hierarki. Men der er altid en ny Heather i manegen til at tage over for den gamle, og da selvmordet bliver en mediesensation, begynder stadig flere teenagere at begå selvmord for at få deres fem minutter i spotlyset.
»Fuck me gently with a chainsaw«
Ét er plottet, noget andet er den knivskarpe, komplet vanvittige dialog. Der er en lyrisk, nærmest shakespeareansk klang og indforstået slang i alle samtalerne, der giver filmen en tidløs ånd.
»I killed my best friend«, udbryder Veronica, da hun og J.D fodrer Heather Chandler afløbsrens i kaffekoppen. »And your worst enemy«, svarer J.D tilbage, før hun replicerer: »Same difference«.
Dialogen er et ocean af ikoniske oneliners, som sætter hele actiongenren til vægs. Det er svært at vælge, men de to højdepunkter må være Heather Chandler, der vrisser »fuck me gently with a chainsaw« af Veronica, og en af Veronicas mange dagbogsjournaler, som starter med »my teen angst bullshit has a body count«.
Det er poesi, der borer sig ind i hjernen, og det er en mindre tragedie, at manussmed Daniel Waters ikke har flere filmtitler på cv’et. Men de smukkeste stjerner brænder naturligvis også hurtigst, og de to andre store film, han har lagt pen til, er ’Batman Returns’ og ’Demolition Man’, en imponerende treenighed af spydige kultfilm.
Uden de rette skuespillere kunne Waters dog have fyldt sit manuskript med allitterationer og farverige skældsord til ingen verdens nytte. Jennifer Connelly var blandt dem, der afviste at medvirke i filmen, og da Winona Ryder begejstret tog rollen som Veronica, tiggede hendes agent hende om at forlade produktionen. »Du vil aldrig. Få. Arbejde. Igen!«, lød beskeden fra agenten, husker den excentriske skuespiller i et interview med Entertainment Weekly. »Vi stoppede senere samarbejdet«.
I Ryders intelligente, indadvendte natur fandt Waters og Lehmann deres muse, men hun er langt fra det eneste højdepunkt i denne who’s-who af store 90’er-skuespillernavne. En 19-årig Christian Slater rasper sig igennem sine replikker som en discount-Jack Nicholson, og ’Beverly Hills 90210’-stjernen Shannen Doherty stråler som megabitch Heather Duke, når hun kroner sig selv Westerbergs nye dronning med Heather Chandlers røde scrunchie.
Skolebal i himlen
Ligesom skuespillerne var de to hovedmænd bag kameraet purunge. Instruktør Michael Lehmann og manuskriptforfatter Waters debuterede begge med filmen. Lehmann kom direkte fra filmskolebænken, mens Waters begyndte at skrive manuskriptet som 24-årig, og netop deres alder var afgørende for det endelige produkts skamløse, satiriske tag på USA’s highschool-tilværelse.
»Jeg var komplet naiv omkring alting. Jeg tænkte; ’Ok, du skriver et manus, som bliver lavet til en film, og du kan gøre præcis, hvad du vil. Det er noget, mange folk ikke lærer dig – at én af de mest kraftfulde magter i verden, særligt når du er en ung forfatter, er naivitet«, har Waters sagt i et interview med Broadly.
Waters understreger i samme interview, at udgivelsen af ’Heathers’ på mange måder var mere held og god timing end forstand. Det lille budget på godt og vel tre millioner og en begrænset biografdistribution gjorde det muligt for dem at smugle filmen under radaren for de ofte kontroverssky producenthuse.
De måtte dog ændre den originale slutning, hvor det var tiltænkt, at J.D. skulle springe Westerberg i luften, og at det hele ville ende med et skolebal i himlen.
Det havde bestemt været mere i filmens rebelske ånd at slutte med massemord i stedet for den lykkelige studieslutning. På den anden side er det let at forstå producenternes skepsis, særligt efter satiren ’A Clockwork Orange’ 15 år tidligere havde ansporet til kriminalitet i den virkelige verden. Og så er det nu en gang tilfredsstillende at se Veronica besejre sine dæmoner, rivaler og idiotiske eks.
Foran sin tid
’Heathers’ bliver ekstra interessant, når man tænker på manden, der er synonym med Hollywoods 80’er-ungdomsfilm: John Hughes. Film som ’Pretty In Pink’, ’Weird Science’ og ’The Breakfast Club’ er blevet hyldet som ærlige, underholdende og hjertevarme teenageportrætter.
De seneste år, og især i kølvandet på Metoo, har flere dog slået ned på de mere problematiske elementer i filmene. I dag er det svært ikke at krumme tæer over Hughes’ flade portrætteringer af teenagepiger i film som ’The Breakfast Club’ og hans normalisering af klam stalker-opførsel hos teenagedrenge i ’Sixteen Candles’.
Ofte lyder forsvaret, at man jo ikke vidste bedre dengang. Men det gjorde folkene bag ’Heathers’ tydeligvis.
Teenagepigers seksuelle debut er i alle genrer tabubelagt, og når det er i spil, er det næsten altid som et trofæ for den mandlige partner. Men i ’Heathers’ har Veronica og J.D. sex små tyve minutter inde i filmen. Det er ikke noget, filmen hænger sig i, vi ser dem blot postcoitus efter et spil croquet med armene om hinanden.
Filmen skærmer os dog ikke for de overgreb, mange kvinder lider i de skelsættende ungdomsår. For selv om de tre Heathers alle fremstilles som modbydelige mennesker, lider de samtidig under idiotiske forventninger til kvinder om konstant at være smukke og dydige, men også villige.
Da Heather McNamara tager Veronica med på en doubledate med skolens to homofobiske neandertalere af et par fodboldspillere, smutter Veronica hurtigt sammen med J.D. Mens de flirter ved skovkanten, ses den ene fodboldspiller holde Heather nede og voldtage hende i baggrunden, mens den anden i fuldskab rager ud efter Veronica. Dagen efter spreder han rygter om, at han og vennen »havde en fægtekamp i munden på Veronica«, som han så pænt formulerer det.
Heather Chandler bliver presset til at give en fyr fra college et blowjob og spytter bagefter af sit eget spejlbillede, mens Heather Duke presses ud i bulimi af sine kære veninder.
Ny serie fortjent begravet
Mere end noget andet er filmen en advarsel om vores føjelighed over for status quo. Waters og Lehmann skaber i Westerbergs cafeteria en miniature-udgave af vores samfund, hvor selvmord bliver en modedille, fordi de populære elever gør det, og som glorificeres af uansvarlige autoriteter, her repræsenteret af en stokkonservativ skolebestyrelse og Veronicas åndsfraværende forældre, der mæsker sig i paté.
Men selv om budskaberne og tematikkerne er vigtigere nu end nogensinde før, er det svært at få øje på ungdomskomedier, der går direkte i ’Heathers’ fodspor. ’Clueless’, ’Mean Girls’, og ’Easy A’ har noget af det samme sarkastiske bid, men ingen af dem har kunnet give slip på John Hughes’ rosenrøde sentimentalitet.
På de skrå brædder er det lykkedes at adaptere filmen til en ganske succesfuld musical, mens det på den lille skærm er gået helt galt med Paramount Networks pinagtigt edgelord nye tv-adaptation. Her er Heathers-gruppen social justice warriors, Veronica er en stjernepsykopat, og der gøres nar af teenageapati i en tid, hvor vi har set unge piger og drenge gå forrest i kampen om strammere våbenregulering i USA. Hvor filmen er et fuck dig til autoriteter, er serien snarere en gammel mand, som råber ad de dumme unger med deres Instagram-selfies og forvirrende kønsspektrum.
Det er ikke nogen stor overraskelse, at serien allerede er blevet komplet begravet af Paramount Network selv og HBO Nordic herhjemme.
Men skoleskyderier og overgreb mod kvinder er varmere emner end nogensinde før, og ’Heathers’ ånd lever stadig stærkt. Og faktisk bør den slet ikke sammenlignes med andre ungdomsfilm. Den bør snarere nævnes i sammenhæng med andre satiriske mesterværker som ’Starship Troopers’ og ’Dr. Strangelove’.
’Heathers’ kan ses på HBO Nordic. Arrow Films udgiver desuden en 30-års jubilæumsudgave af filmen 10. september.
Læs også: Ugens streaminganbefaling: Blodig kærlighedsode til Nicolas Cages vanvid er et manisk must