I mindst 10 år har man talt om, at Oscar-showet er i krise. Men i år er krisesnakken forstærket med fornyet kraft.
Det nye tiltag med en pris for Bedste Populære Film blev hurtigt skrinlagt. Kevin Hart forlod værtsjobbet få dage efter annonceringen og blev erstattet med ingen. Showet er blevet trimmet til tre timer, hvilket betyder, at priser som Bedste Fotografering, slet ikke bliver vist på tv. Og senest forlyder det, at man bryder med en årelang tradition om, at sidste års vindere i skuespilkategorierne præsenterer årets nye vindere.
Alt sammen har affødt en stormflod af kritik fra medier og iagttagere.
Men hvad konstituerer egentlig en krise for en institution med Oscars tyngde og historik? Er det en krise, at man må leve med konsekvent faldende seertal år for år?
I så fald befinder Oscar sig ikke i en anderledes situation end alle andre ikke-sportsrelaterede begivenheder i streaming-tidsalderen. Sammenligner man med Grammy-uddelingen eller MTV Music Video Awards (VMA), kan man næppe påstå, at Oscar befinder sig i en særskilt sårbar position. Tværtimod, faktisk. VMA har således mistet mere end halvdelen af sine seere bare i perioden fra 2014-18. Der er ikke meget prestige tilbage i den prisuddeling, der for bare et årti siden rutinemæssigt blev omtalt som »the Super Bowl for youth«.
Man siger traditionelt, at gode ratings hænger sammen med tilstedeværelsen af store stjerner og – i Oscars tilfælde – at blockbusterfilm er nomineret i de store kategorier. Det er der selvfølgelig noget om, og 1997-uddelingen med ’Titanic’ blev set af et rekordpublikum på 58 mio. amerikanere. Det er en af grundene til, at Akademiet trods den kaotiske optakt regner med at se en stigning i år i forhold til sidste år, da man denne gang byder på regulære blockbustere som ’Black Panther’ og ’Bohemian Rhapsody’ i bedste film-feltet.
Monokulturens dage er ovre
Ironisk nok har nomineringen af så populære film nærmest overflødiggjort al tale om den hurtigt skrinlagte Bedste Populære Film-kategori. Det skader naturligvis heller ikke, at Lady Gaga er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, og at hun skal optræde med årtiets filmsang, ’Shallow’.
Man kan omvendt sige, at hvis Oscar ikke oplever en støt fremgang i år, hvad siger det så om ceremoniens usikre nutid og fremtid? Og hvad siger det om de ansvarlige, der trækker i trådene bagved?
Kevin Hart-affæren har ikke rigtigt stillet nogen af aktørerne i et særligt positivt lys, og det er klart, at Akademiet skæver nervøst til årets ratings med tanke på, at en værtsløs Oscaruddeling er et særsyn. Sidst det hændte, i 1989, gik det helt galt med tanke på det legendarisk mærkelige Snehvide-åbningsnummer, der begravede op til flere af aktørernes karrierer.
Omvendt kan forbedrede seertal komme til at dække over, at ideen med en lang række presenters frem for en egentlig vært – samt det forkortede show – ikke i sig selv er en særlig holdbar løsning.
Helt overordnet kan man ikke forvente gode seertal i et tv-landskab, der er fundamentalt ændret i forhold til de dage, hvor for eksempel førnævnte ’Titanic’ forenede en hel verden og fik alle til at tune ind på samme frekvens. Monokulturens dage er definitivt ovre. Det kan man begræde, men spørgsmålet er, hvordan man forholder sig til det ændrede mediebillede. I 2019 kan man ikke forvente et kæmpe publikum, der gider investere fire timer på en begivenhed, der er forhippet på at fremhæve de kunstneriske kvaliteter ved årets film. Det lader sig ikke gøre.
At pisse begge lejre af
Så hvis Oscar for enhver pris vil forsøge at bevare sin kulturelle standing i forhold til tv-seerne, spiller man et spil, som man i sidste ende vil tabe. Du kan ikke få begge dele: Det brede publikums gunst og – især – de unges opmærksomhed, samtidig med at du insisterer på de traditioner, der gør Oscar til noget særligt for alle os, der tuner ind, netop fordi vi nyder ritualet og forudsigeligheden og de mange nik til en bugnende rig forhistorie.
Ved at forsøge at modernisere showet risikerer man at pisse begge lejre af.
Man kommer til at virke out of touch ved at gøre forsøget på at tækkes de yngre segmenter, og man risikerer at provokere de traditionsforankrede faste kunder i butikken, der forbinder Oscar med nogle helt bestemte elementer. At lave om på fundamentale ting ved showet – at droppe værtsrollen, at opgive live-uddelingen af også de ’mindre’ priser etc. – svarer lidt til at bede Folkekirken droppe nadveren, fordi man synes skikken er utidssvarende.
Uden ritualerne kan det hele næsten være lige meget. Det er ritualerne, der er selve pulsen, hjerterytmen, i foretagendet.
Styrken ved brandet og traditionerne
Alternativt kunne man lade være med at stirre sig blind på seertal og insistere på, at Oscar som brand er stærkt nok til at overleve i en verden, hvor stort set alting vi ser og oplever alligevel er blevet reduceret til nichefænomener. Hvis man kan slappe af over for det nybrud, og acceptere en mindre rolle i forhold til den brede mainstream, så tror jeg, Oscar har en fin fremtid. Styrken ved brandet, historikken og traditionerne burde få Akademiet til at slå koldt vand i blodet.
Men de senere års fadæser afspejler en institution, der ikke rigtigt kan finde ro i sin egen identitet og derfor famler sig frem som en kikset far til en teenagefest. Det er uskønt, og det spærrer for de positive sideeffekter, der har været post-OscarsSoWhite, nemlig en ret markant indsats for at sikre større diversitet og bedre repræsentation i Akademiets medlemsrækker.
ABC tjener årligt 180 mio. dollars på Oscarshowet i reklameindtægter med mere, så det er stadig – og vil vedblive med at være – en big deal. Oscar forsvinder ikke bare, fordi man er på nippet til at tabe spillet om de forbandede seertal. Oscar er vigtig for branchen, for stjernerne, for annoncørerne, for modebranchen, for medierne.
Oscar kan rigtigt meget. Det er på sin vis en masse gode ting slået sammen i én og samme pakke. 26 mio. seere i USA, som tallet lød ved sidste års uddeling, er fortsat en meget, meget markant seermasse. Der er ingen ikke-sports-begivenheder, der kommer i nærheden af det tal – selv ikke genoplivningen af ’Roseanne’!
Panik i akademiet
I en meme-tidsalder kan man samtidig argumentere for, at Oscar befinder sig i en situation, hvor værdien af memes overskrider værdien af et fire timer langt, velproduceret show, der bygger langsomt op til det store klimaks i form af afsløringen af årets bedste film.
Da Ellen DeGeneres for nogle år siden afbrød showet for at lave sin super-selfie med nogle af Hollywoods største stjerner, var det øjeblikket, der gik viralt. Selfien var i sig selv større end hele resten af showet eller med andre ord: For de fleste moderne medieforbrugere var det et mere værdifuldt (i betydningen: værd at snakke om) øjeblik, end hvem der vandt en eller anden pris.
Oscar skal altså skabe mindeværdige øjeblikke for at fremstå relevant. Og mindeværdige øjeblikke kan dårligt planlægges eller konstrueres.
Problemet for Oscar i disse år er, at man sidder med en fornemmelse med, at de ansvarlige ikke rigtigt ved, hvad de foretager sig. At de går i panik, når den langt mere fornuftige reaktion ville være at tænke sig godt om. Siden filmfotografen John Bailey overtog præsidentskabet fra Cheryl Boone Isaacs (der satte gang i den ret offensive kampagne for at diversificere medlemsskaren), er man gået fra den ene pr-fadæse til den næste. Usikkerheden om værtssituationen har skabt forvirring og har sendt et dårligt signal til omverdenen.
De store tv-begivenheder såsom Grammy og Oscar er i den nye medievirkelighed reduceret til en slags kolosser på lerfødder, der hele tiden sakker efter tidsånden, hele tiden spiller ’catch-up’ med ungdomskulturen og de debatter, der skyder op som paddehatte på nettet. Uanset hvad man gør (eller undlader at gøre) vil en masse mennesker udtrykke deres utilfredshed på nettet og blæse alting op og ud af proportioner. De råber højere end the gatekeepers, dem der egentlig synes meget godt om status quo.
Ved årets uddeling er problemet for Oscar, at hvis Alfonso Cuaróns sorthvide, spansksprogede ’Roma’ vinder, så vil det give ammunition til gængse kritikpunkter om, at Oscar er irrelevant og ligeglad med den type film, almindelige mennesker gider at se. Vinder ’Green Book’ (eller ’Bohemian Rhapsody’), vil der komme en shitstorm fra intelligentsiaen og alle de filmelskende bloggere, der styrer meningsdannelsen.
Den bedste vinder set med Akademiets øjne ville nok være ’A Star Is Born’ eller ’Black Panther’: Den første, fordi den både har ramt bredt og blev rost af de fleste kritikere, den anden fordi den kombinerer indtjening, anmeldertække og virker som et progressivt valg i kraft af dens sorte cast.
Men er det en krise, at man ikke kan undgå negativ kritik i en tidsalder, der lever og ånder for selvsamme? Er det Oscar, der i krise, eller er det snarere en krise i kulturen, vi er vidne til? For hvis kulturen er syg, er Oscar jo blot et symptom. Og hvis Oscar blot er et symptom, spiller begivenheden sådan set den samme rolle, som den har gjort i størstedelen af sin levetid:
Som et vigtigt pejlemærke for den ånd, der kendetegner kulturen rundt om den.
Læs også: Denne Oscar-årgang er et freak year – men to favoritter åbenbarer sig