’Ulveland’: Melankolsk Nørrebro-cowboy stikker ud i dokumentar om børnene på Blågårds Plads

CPH:DOX. Olivia Chamby-Rus vil to ting med sin første dokumentar i spillefilmlænge: Hun vil beskrive det multikulturelle miljø ved Blågårds Plads på Nørrebro, og hun vil gøre det fra børnenes perspektiv. Sjovt nok er den mest interessante karakter i ’Ulveland’ en voksen.

Allerede ved første øjekast stikker en 21-årige mand ud fra det lokalmiljø, hvor den svensk-polske instruktør også selv bor. Mens han arbejder i sin fars københavnerkiosk, sporter han et amerikansk sydstatslook med langt hår, cowboyhat og et bælte med en stor, farvet sten i. Første gang vi ser ham, rider han på en hest, og senere spiller han flere gange på sin akustiske guitar – blandt andet i et kælderlokale under kiosken, hvor murstensvæggen er dækket med et stort Stars and Stripes-flag.

Samtidig er han den eneste af de medvirkende, der italesætter sin blandede kulturelle baggrund, som han har fået af en opvækst i både Danmark og Iran. Liggende i sin seng fortæller han om sin svære tid som seksårig, da familien for en stund flyttede til forældrenes hjemland, hvis sprog og skikke den danskfødte søn ikke kendte meget til.

Ubehaget ved Iran-minderne stikker faktisk så dybt, at han drømmer om at have andre, mere vestlige ansigtstræk. »Hvis jeg kunne lave lidt om, ville jeg bare lave mine øjne om. Blå eller grøn«, siger han. Næsen er han heller ikke tilfreds med, fordi den »buer udad«.

Resten af hovedpersonerne i ’Ulveland’ er langt yngre, og de store identitetsspørgsmål fylder ikke i deres bevidsthed. Selvom Chamby-Rus har fulgt børnene over tre år, og selvom hun lukkes ind i deres hjem, byder disse små portrætter ikke på meget andet end barneleg og drillerier. Der er selvfølgelig også en fin pointe i, at en multikulturel baggrund ikke automatisk resulterer i identitetskrise og stor splittelse.

Og det er da også ganske hyggeligt at følge de unge beboere på Blågårds Plads. 13-årige Mohammed er med et skælmsk smil konstant ude på løjer, når han kilder sine småbrødre og kaster ting efter pigerne. Imens viser en buttet spejderdreng stolt sine påsyede mærker frem og forklarer, at han har fået navnet Borashingh, der betyder kronhjort og har egenskaben styrke.

Børnenes nysgerrige blik bliver samtidig effektfuldt formidlet gennem ekspressive sekvenser, hvor hurtige klip mellem smukke nærbilleder af natur, dyr og små hænder sammenblandes med hvisken og fredfyldt korsang. Sammenlignet med den småmelankolske cowboy sætter barnesindet måske ikke så mange tanker i gang, men dets sorgfri umiddelbarhed er let og smittende.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019