’The Silence’: »Idiotien på skærmen giver mig myrekryb – hvad gør jeg?«

Følgende er en servicemeddelelse fra amerikanske tv-stationer, som Soundvenue helt eksklusivt har fået indsigt i efter den seneste uges historiske events i Guds eget land. Vi bringer meddelelsen i sin helhed, men advarer mod chokerende indhold.

Borgere i vor engang så stolte nation af surmulende teens og religiøse fanatikere.

Det er med en tv-værts sensationssultne pseudobeklagelse, at vi kan bekræfte, at landet er i undtagelsestilstand oven på gårsdagens apokalyptiske skadedyrsangreb fra ikke bare én, men adskillige millioner bats out of hell. Stæreblinde, bevingede flagermusøgler, der i imitation af en Blockbuster-bundskraber har krabbet rundt og muteret sig under jordens overflade i de mange tusinder kilometers tomme tunnelsystemer efterladt fra indspilningerne af Jordan Peeles ’Us’.

Som snerrende maddiker under fundamentet har bæsterne luret på at fucke med den amerikanske forstadsidyls småtbegavede kernefamilier og deres teenagedøtres tablets, og før nogen kunne forledes til at tro, at scenariet skulle være orkestreret af en vittig sjæl som kommentar på first world problems anno 2019, må vi på det alvorligste forsikre jer om derhjemme i stuerne, at her ikke er noget at grine af. Selv hvis man virkelig anstrengte sig for at beskue absurditeterne igennem en prisme af ironi.

Vi forstår, at der er mange, der heltemodigt farer rundt på gader og stræder og skyder stories af venner og bekendtes afrevne lemmer, og vi opfordrer jer utvetydigt til at tweete os jeres mest bestialske fotos med hashtagget #theycankillmyfamilybutnotmywifi. Endvidere genbringer vi her følgende nyttige overlevelsesguide fra november 2016 ud fra de mest oplagte spørgsmål, I måtte sidde med:

Idiotien på skærmen giver mig myrekryb. Skal jeg forskanse mig indendøre eller fly?

Vi anbefaler først og fremmest, at du slår over på snart sagt enhver anden frekvens for mere spiselige indslag til aftenkaffen, men fristes du af sidstnævnte mulighed, gælder det om at pakke firhjulstrækkeren asap, så du kan nå at slutte dig til motorvejskøen af panisk monstermadding på flugt fra den smuldrende civilisation. Husk at losse både labrador og svigermor ind på bagsædet, så der er lidt dødvægt at rutte med, skulle der opstå penible situationer, der kræver et hurtigt emotionelt offer – er Bedste nede med katastrofeklicheernes håndbog, kan du sågar regne med et drys kamikazemod fra hendes side, så du ikke behøver at kaste en af ungerne for udyrene, uanset hvor fristende det måtte være, når ældstebarnet skyper med kæresten, mens verden brænder.

Bliver alt okay, hvis far siger det?

Ærligt: Troværdigheden gradbøjes en kende, når far spyer beroligende floskler henover strømmen af blodrød R-rated øglevold a la carte. Men pater familias fremstår immervæk som eneste karismatiske lyspunkt i miseren, også når han mest af alt ligner en træt mand, der føler sig snydt til at spille hovedrollen i et af sin karrieres lavpunkter (han har trods alt tidligere jobbet for djævlen i Prada). Den velmenende holdindsats (prøv for så vidt muligt at ignorere, når han sammenligner et bredbåndsløst USA med middelalderens mørke) kan dog ikke ændre på, at du hurtigt står i lort til knæene, hvis du forsøger at finde mening med galskaben – heriblandt hvorfor farvepaletten i denne nye grumme virkelighed konsekvent læner sig op ad nuancen bæbrun.

Jeg er en døv, lad teenager – er det en fordel, når Vesten går i hundene?

Man skulle ikke tro det, men dine overlevelsesodds er helt naturstridigt knaldgode, skønt at du ingen ide har om, hvor meget larm du egentlig går rundt og laver og dermed udsætter dine kære for overhængende livsfare, hvad end du rager rundt blandt hylderne i et smadret apotek med glasskår på gulvet eller bare tisser i en busk. En rigtig teenageheks er, hvad du er. Og som symbol på din generations indifferens over for de voksnes selvforskyldte moralkollaps, er dit handicap ganske velvalgt til situationen. Bare ærgerligt, at du fremstår så lammende intetsigende, at din tilstedeværelse alene inspirerer til en fortvivlende facepalm for fremtidens unge håb.

Hvor lang tid tager det for en ekstremistisk kult at mobilisere sig post-dommedag?

Det korte svar er: Ingen tid. Vi snakker halvandet døgn maks., før sendefladen domineres af korsfæstelser og tungeudskæringer. Bøhlandet vrimler nemlig med hillbillies, klar parat start til at trække i sort og prædike Guds ord igennem korte tekstbeskeder – og med en pludselig appetit på offentlige henrettelser og gramsen på ungmøer. Du kender Twitter-typen, men når lokummet brænder, og flagermusen er ude af sækken, skal du berede dig på at bekæmpe de værdipolitiske fjender ansigt til ansigt i forhaven. Andetsteds, under mere samfundssatiriske, mindre algoritmeforudsigelige omstændigheder, ville du måske få et lille perverst kick ud af at sparke tænderne ind på krapylerne, men i denne sump af dramatisk selvhøjtidelighed er der ikke meget at fryde sig over.

Jeg har deja-vu – har jeg været her før?

Det er ovenud forståeligt, hvis du her ved vejs ende føler dig overbevist om, at kaosset virker frygteligt bekendt. Som et efterabende skraldeopkog af et langt mere fermt eksekveret stille sted eller et ekko i en fuglekasse. Irritation og afmagt er nærliggende reaktioner på den talentløse tidsrøver, der så skammeligt har klattet på din dyrbare zen med sit egotrippende lommebudskab om, at en verden uden streaming ved hånden er værre end ti vrede øgleflagermus på taget (sig det til Bedste og stakkels Fido). Men træk stikket og træk vejret. Detox dit livs algoritme for tvære teenidoler og ukritisk skærmmisbrug, og du vil snart have fortrængt dommedagsdunsten.

Med fars ord: Alt bliver okay.

Lyt til podcasten Soundvenue streamer: Anmelder Lise Ulrich og filmredaktør Jacob Ludvigsen diskuterer ‘The Silence’