(Artiklen indeholder spoilers for ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2.)
1. Når Emily til Canada med Junes baby Nicole?
I de sidste minutter af sæson 2 traf June (Elisabeth Moss) et smerteligt og skæbnesvangert valg, da hun i et splitsekund besluttede sig for at blive i Gilead for at kæmpe for datteren Hannah i stedet for at flygte til Canada med sin baby og veninden Emily (Alexis Bledel).
Emily tog afsted med hjælp fra sin ’herre’, den mystiske kommandør Lawrence (Bradley Whitford), der måske/måske ikke modarbejder den diktaturstat, han selv har været med til at designe (hans hovedværk er de frygtede arbejderlejre The Colonies). Men når Emily overhovedet til det forjættede Canada? Og lykkedes det hende at uskadeliggøre sadistiske Aunt Lydia (Ann Dowd), som endelig fik røven på komedie af den tjenerinde, hun har gjort mest ondt?
Bledels tragiske karakterer har været så meget igennem (hun så sin elsker blive hængt, hvorefter hun blev tvangsomskåret), at man også i den grad under hende en semi-lykkelig slutning – og selvfølgelig allerhelst, at hun bliver genforenet med sin hustru (Clea Duvall) og deres barn. Emily har givetvis brug for en omfattende traumebehandling, og dén storyline ville give scenerne uden for Gilead interessant kød på.
Kom så Emily!
2. Er det business as usual i Waterfords dukkehjem?
Det er umiddelbart meget svært at forestille sig, at June bare vender tilbage til sin post som tjenerinde for Waterford-parret, ikke mindst eftersom både chaufføren Nick (Anthony Minghella) og husets frue Serena Joy (Yvonne Strahovski) hjalp hende med at flygte. Men ’The Handmaid’s Tale’ har immervæk haft en irriterende vane med at cirkle i ring om villaen med den støvet blågrønne indretningspalet – jo, jo, det er en pæn kulisse, men nu har vi vist kradset nok latinske YOLO-budskaber i tapetet.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om Fred Waterford (øretæveindbydende Joseph Fiennes) lugtede forræderiet, da Nick afholdt ham fra at stikke efter June, fordi der var »optøjer« på gaden. Og om han finder ud af, at hans egen hustru spillede en rolle i kuppet.
Hvis sæson tre vil ryste posen – og det må man så sandelig håbe, at den har i sinde – skal vi ud af Waterford-residensen for good, også selvom det måske vil betyde, at vi kommer til at se mindre til Nick, Fred og Serena.
3. Skifter isdronningen Serena side?
Serenas karakterudvikling fra iskold, seksuelt frustreret hækle-diktator og ulasteligt tilknappet Stepford Wife til en kvinde i total opløsning var den ujævne anden sæsons største trumfkort. Da moderinstinktet for alvor satte ind, blødte Serenas hjerte til en vis grad op over for selv ærkerivalen June – de to kvinders komplicerede dynamik er fortsat præget af en sprængfarlig gensidig afhængighed – og reelle bekymringer for datterens opvækst under Gileads kvindeundertrykkende regime spirede.
Serena var som bekendt en vigtig brik i tilblivelsen af republikken, men rollen som pynt på kaminhylden har aldrig behaget hende en tøddel, hvorfor hendes behov for igen at tage en smule ejerskab over sin og nu også surrogatdatterens skæbne boblede op til overfladen – med brutale konsekvenser til følge.
Serenas forsøg på at prædike Guds ord om næstekærlighed til Gileads patriarkat kostede hende lillefingeren og blev det sidste søm i kisten på Waterford-duoens flossede forhold. Det er derfor akkurat lige så vanskeligt at se Serena vende tilbage til håndarbejdet, som det ville være at se June indtage loftkammeret igen, igen.
Potentielt kan Serena måske endda blive en vigtig allieret i tjenerindernes ulmende opgør, kulminerende i en ægte matyrdød. For er der anden frelse for isdronningens tilsværtede sjæl? I det mindste har June så godt som tilgivet hende for fortidens synder, da hun instruerede Emily i at kalde babyen for Nicole – det navn, Serena oprindeligt havde valgt.
4. Vender Aunt Lydia frygteligt tilbage?
Efter at have tortureret tjenerinderne i en ækel evindelighed var der endelig kontant afregning ved kasse et for tanten fra helvede i sidste episode af sæson 2 – hvorfor Lydia, hvis hun da rejser sig igen, passende kan benytte samme forklaring på sine blå mærker, som tusinder af ofre for hustruvold benytter sig af dagligt: Hun faldt på trappen.
Ann Dowd blev tidligt bekræftet på rollelisten til tredje sæson, men er det en ny og mere afkræftet Lydia, vi nu skal møde, eller har overfaldet blot skubbet hende det sidste stykke ud over vanvidskanten? Tantens mystiske baghistorie involverende en søster og dennes døde barn lurer et sted bag de smalle øjne, og det er på høje tid, at Lydia løfter på den brune kåbe, så vi kan komme lidt nærmere på sandheden om seriens måske mest frygtindgydende karakter.
5. Kan sæson 3 slippe afsted med et halvbagt plot i lyset af den aktuelle abortdebat?
Sjældent er en serie landet på et mere kulturelt og politisk opportunt tidspunkt som ’The Handmaid’s Tale’. Og tredje sæsons kvindeundertrykkende tematikker aktualiseres i endnu højere grad på absurd skræmmende vis af de amerikanske sydstaters nyligt strammede abortlovgivninger, der markerer et middelalderligt og Gilead-lignende tilbageskridt for vestlige kvinders rettigheder over egen krop.
Men kan serien mere og andet end svælge visuelt i egen elendighed som en fiktiv fremtidstrailer for virkelige nyhedsgysere? Vil sæson 3 servere originale, overraskende perspektiver på patriarkatets strukturer i modsætning til anden sæsons frustrerende stillestående sørgemarch, der havde hovedfokus på ultravold over solid historiefortælling, der kunne give stof til eftertanke?
Jeg håber det. Men fristes også til at indskyde, at ’The Handmaid’s Tale’ sæson 3 uanset hvad vil høste så massiv opmærksomhed og afføde så mange kulturelle referencer i debatten, at selve plotdetaljerne og udførelsen vil synes mindre væsentlige, med mindre tjenerinden da falder helt på halen i den blodråbe kåbe. Men jeg håber nu alligevel, at ’The Handmaid’s Tale’ ikke reducerer vor hovedperson til en G.I. June for den eksplosive spændings skyld.
Læs også: ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2: Mere chok end fremdrift