‘Limbo’: DR3’s kærlige og ærlige sabbatårserie er fyldt med tudeture og tumultariske tanker
»La’ os være nogen lige nu. Ikke vent’ på nogen, men faktisk være nogen«.
Sådan synger Niels Brandt i The Minds of 99’s nyklassisker ’Stjerner på Himlen’, der ramte en generation på sømmet. Samme generation møder vi i den nye DR-serie ’Limbo’, der gennem fem afsnit følger Line, Stine og Ciliane, som står i vadestedet mellem gymnasiets afslutning og de næste skridt i livet.
Ligesom så mange andre tynges de af samfundets formaninger om konkurrencedygtighed og fremdriftsreformer. Samtidig føler de presset fra deres egne forventninger til et perfekt sabbatår. Hvor man får rejst til verdens ende med rygsæk, tager på et livsændrende højskoleophold eller fylder cv’et med stillinger, der får én videre til drømmejobbet eller studiet.
Mod begyndelsen af deres andet sabbatår beslutter de sig for at filme hinanden. De føler, at de nu skal til at tage et valg: Bliver de stående, eller går de videre? De har selv optaget og klippet serien, og den helhjertede investering er givet godt ud. Sammen gør de ’Limbo’ til et kærligt, umiddelbart og ultra relevant portræt af en periode, alle kan genkende. Mellem studier, mellem jobs, en tid i opbrud.
De tre piger tumler med hver deres bekymringer, der også udfoldes på deres fælles Instagram. Line har arbejdet i en sandwichbutik i over et år for at spare penge op til en rejse, som hendes rejsemakker så bakker ud af. På tærsklen til et nyt sabbatår står hun med en stor opsparing, men lille motivation til at kaste sig ud i noget nyt. Der er mange idéer om, hvad man skal nå på et sabbatår, men Line er i tvivl, om nogle af dem passer på hende.
Ciliane har job på en café og laver kreative småjobs hist og her. Hendes forældre så gerne, at hun snart »tog noget ansvar for sig selv«, som hendes mor siger, og skubber hende i retning af en snarlig start på journalisthøjskolen. Problemet er bare, at Ciliane ikke rigtigt selv føler den. Hun mærker et pres for at skulle nå noget – og frustrationen over, at det ikke er hende selv, der har defineret presset.
Endelig er der Stine, der står i slikbutikken i en biograf og drømmer sig væk. Hendes kæreste er taget ud og rejse, og hun beslutter sig for at besøge ham på en tomletur gennem USA. Hidtil har Stine haft svært ved at se idéen med at rejse ud for at finde sig selv, men i ren og skær rastløshed forsøger hun at skabe et meningsfuldt sabbatsår.
Netop selvrealiseringen ser alle piger som et nødvendigt onde. Alle mig, mig, mig-snakkene med familie og venner bliver nærmest kvalmende. Både fordi det er svært at svare på alt det med fremtidsdrømme, når man just er blevet fri fra systemets formelle krav, og fordi det indadvendte fokus er alt for overvældende.
Trioen er enormt begavede og selvreflekterede – og deler deres tanker med kameraet, som var det en veninde. Et fantastisk resultat af pigernes egen styring med serien.
Jeg kan forestille mig, at nogle vil lade sig provokere af manglen på gåpåmod og vilje til at kaste sig ud i en uddannelse. Men der er en almengyldighed over Line, Stine og Cilianes ungdomskrise, som man ikke bare kan slå hen. Som når Cilianes forældre guider hende i en studieretning, hun ikke selv ønsker. Når Line spørger sin sandwichchef Lubo til råds om at finde livets kald. Eller da Stine pludseligt mister en nær relation og tager hele sin livsvej op til genovervejelse.
Et af de stærkeste øjeblikke er Cilianes snak med moren om et indre ur, der tikker. Et ur, hun ikke selv har placeret, men som hele tiden minder hende om, at hun skal nå noget. Hendes mor ser nu ikke rigtigt problemet – er journalistuddannelsen ikke bare én stor flødeskumskage, der venter på at blive spist? For Ciliane er det lidt mere en omgang boller i karry.
Med alle forestillingerne om, hvad et sabbatår er – og livsovergange generelt – er ’Limbo’ et utroligt sympatisk billede fra realiteternes verden. Fyldt med tudeture og tumultariske tanker over en smøg i vinduet. Masser af kedelige arbejdsdage og veninder, der ikke kan tage med i byen.
Mest af alt er det dog en hyldest til det at være ung på ens egne præmisser – og give en fuckfinger til alle andres forventninger om, hvad man skal nå og hvornår.
Kort sagt:
Line, Stine og Cilianes ’Limbo’ er et sympatisk indblik i at være håbløst fortvivlet, skide forvirret og usikker på fremtiden efter gymnasiet. På tærsklen til deres andet sabbatår lukker de os ind i en verden, der vil give mange andre ængstelige sjæle en tro på, at det hele nok skal gå.
Anmeldelsen er baseret på alle fem afsnit. Følg også Line, Stine og Ciliane på seriens Instagram ’Limbo er fucked’.
Læs også: Ja, jeg tror på nogle af de ting, Kirsten Birgit siger i ’Den Korte Radioavis’
Læs også: ’Alt for kliken’: DR3’s nye gymnasieserie er skræmmende genkendelig